Ikke bevis for forringet regres.
| Sagsnummer: | 565/1991 |
| Dato: | 24-04-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Bjørn Bogason, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Ikke bevis for forringet regres. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved kreditkontrakt af 19. oktober 1979 ydede indklagedes Hjallesevej afdeling klagerens nu fraskilte ægtefælle en kassekredit på 20.000 kr. Ved påtegning af kassekreditkontrakten kautionerede klageren som selvskyldnerkautionist. Ved allonge af 23. oktober 1980 tiltrådte klageren, at kassekreditkontrakten med samme maksimum forlængedes til 30. juni 1981.
Ved anbefalet skrivelse af 4. januar 1982 til debitor opsagde afdelingen kassekreditten til fuld indfrielse på grund af misligholdelse. Kassekredittens saldo udgjorde 54.144,25 kr. Ved anbefalet skrivelse af samme dag til klageren oplyste indklagede, at kreditten var opsagt til fuld og omgående indfrielse. Ved skrivelse af 13. januar 1982 rettede en advokat på vegne debitor og klageren og henvendelse til afdelingen og oplyste, at både debitors og klagerens økonomiske forhold var således, at de ikke havde mulighed for at indfri indklagedes tilgodehavende. Den 31. december 1984 fremsendte afdelingen en saldoanerkendelse til klageren med anmodning om, at hun ved påtegning tiltrådte, at hendes gæld til indklagede androg 50.179,82 kr. Klageren underskrev ikke denne saldoanerkendelse.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende over for hende.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun i 1984 blev skilt fra sin ægtefælle, som fra 1984 til ca. maj 1985 var bosat i Odense, hvorefter han flyttede til udlandet. Ifølge kassekreditkontrakten har klageren alene kautioneret for 20.000 kr., og da gælden på nuværende tidspunkt overstiger 50.000 kr. finder klageren, at indklagede må have tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41, idet klageren ikke er blevet oplyst om, at lånet var misligholdt. Indklagede har ved at undlade at opfylde sin underretningspligt forringet klagerens regresmulighed, idet ægtefællen på nuværende tidspunkt bor i udlandet og ikke længere, som det var tilfældet, da han var bosat i Odense, har en fast indtægt. Kravet må endvidere anses for forældet, idet lånekontrakten ikke opfylder betingelserne for at være et gældsbrev, hvorfor kautionsforpligtelsen er forældet. Klageren finder, at indklagede har udvist grov forsømmelse med henblik på opfølgning af sagen overfor hendes fraskilte ægtefælle, hvorfor indklagede bør frafalde kravet mod hende.
Indklagede har anført, at man har forsøgt at formå ægtefællen til at betale gælden ifølge kassekreditten, hvilket er blevet vanskeliggjort af, at denne efterfølgende er flyttet til Tyskland uden angivelse af adresse. Indklagede har ikke været bekendt med, at ægtefællen i 1984 og 1985 var bosat i Danmark. Indklagede har samme dag, som kassekreditten var forfalden til betaling, sendt meddelelse ved anbefalet brev til klageren herom, hvorfor indklagede har opfyldt sin forpligtelse efter bank- og sparekasselovens § 41. Kautionsforpligtelsen for en kassekreditkontrakt er omfattet af den 20-årige forældelse i danske lov 5-14-4, hvorfor klagerens kautionsforpligtelse ikke er forældet. Indklagede har i hele perioden påmindet klageren om gælden og har opfordret klageren til at rette henvendelse til indklagede med henblik på afvikling af gælden. Indklagedes krav er således heller ikke bortfaldet som følge af passivitet.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter indholdet af advokatens skrivelse af 13. januar 1982 må det lægges til grund, at klageren har modtaget indklagedes skrivelse af 4. januar 1982 indeholdende meddelelse om, at ægtefællens kassekredit var opsagt til fuld indfrielse. Kreditten var på opsigelsestidspunktet overtrukket, og der foreligger ikke oplysninger om, hvor længe dette havde været tilfældet. Det kan derfor ikke udelukkes, at indklagede forud for skrivelsen af 4. januar 1982 har tilsidesat sin underretningspligt efter bank- og sparekasselovens § 41 ved ikke at give underretning inden 6 måneder efter, at overtræk var opstået. Når henses til, at klageren på daværende tidspunkt var gift med debitor, og til indeholdet af skrivelsen af 13. januar 1982 finder Ankenævnet det imidlertid ikke sandsynliggjort, at en sådan eventuel overtrædelse af underretningspligten kan have forringet klagerens regresmuligheder.
Selv om en kassekreditkontrakt ikke er et gældsbrev, er kaution for en kassekredit - ligesom selve kassekreditten - ikke omfattet af den 5-årige forældelse efter 1908-loven. Klagerens kautionsforpligtelse er derfor ikke forældet, og der er heller ikke grundlag for at anse indklagedes krav for fortabt ved passivitet.
Som sagen er forelagt, skal Ankenævnet ikke tage stilling til størrelsen af indklagedes krav mod klageren. Ankenævnet finder dog anledning til at bemærke, at klageren som udgangspunkt ikke synes at kunne hæfte for det overtræk på kassekreditten, der bestod den 4. januar 1982, og at renter af hæftelsesbeløbet, der har været forfaldne i mere end 5 år, er forældede i medfør af 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 2.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.