Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Kontohavers erstatningskrav mod bank i forbindelse med online spil. Spørgsmål om banken var forpligtet til at yde rådgivning af egen drift som følge af kontohavers betaling af usædvanligt store beløb.

Sagsnummer: 548/2021
Dato: 24-05-2022
Ankenævn: Bo Østergaard, Christina B. Konge, Kritte Sand Nielsen, Tina Thygesen, Anna Marie Schou Ringive.
Klageemne: Indlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Kontohavers erstatningskrav mod bank i forbindelse med online spil. Spørgsmål om banken var forpligtet til at yde rådgivning af egen drift som følge af kontohavers betaling af usædvanligt store beløb.
Indklagede: Nordea Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører kontohavers erstatningskrav mod Nordea Danmark i forbindelse med online spil. Spørgsmål om banken var forpligtet til at yde rådgivning af egen drift som følge af kontohavers betaling af usædvanligt store beløb.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor hun havde en grundkonto -032, en grundkonto med kredit -606 og en pluskonto -437. Klageren havde betalingskort tilknyttet sine konti samt netbankadgang.

I 2021 solgte klageren en ejendom og fik i begyndelsen af august 2021 frigivet et provenu på 4.956.000 kr.

Klageren har oplyst, at hun har tabt ca. 4,3 mio. kr. på online spil over en kortere periode i efteråret 2021. Hun betalte store samlede summer dagligt til online spil, f.eks. overførte hun den 29. oktober 2021 i alt 600.000 kr., den 1. november 2021 i alt 1.140.000 kr., den 2. november 2021 i alt 430.000 kr., den 3. november i alt 420.000 kr., den 4. november 2021 i alt 320.000 kr., den 5. november 2021 i alt 245.000 kr., den 8. november 2021 i alt 620.000 kr., den 15. november 2021 i alt 200.000 kr., den 16. november 2021 i alt 700.000 kr. og den 22. november 2021 i alt 470.000 kr.

Banken har oplyst, at den ikke har haft kendskab til, at klageren spillede for summer i det omfang, som hun beskriver. Der har ikke været forhold i klagerens engagement, som gjorde, at banken skulle i kontakt med hende.

Den eneste registrering, som banken har på klageren i efteråret 2021, er fra 18. november 2021, hvor klageren indgav en indsigelse til banken. Indsigelsen gik på, at hun ikke havde fået en gevinst fra en online spilleudbyder på 1.200.000 kr. udbetalt. Allerede den 22. november 2021 trak klageren sin indsigelse tilbage, idet pengene var blevet udbetalt til hende.

Den 26. november 2021 ringede klageren til bankens telefonbank, hvor hun fortalte, at hun havde spillet sine penge op, og at hun ønskede at tale med sin rådgiver. Rådgiveren forsøgte at ringe, men uden held.

Den 29. november 2021 talte rådgiveren med klageren i telefonen, hvor hun gentog, at hun havde spillet sine penge op og anførte, at banken havde et ansvar herfor. Dette afviste banken.

Parternes påstande

Den 29. november 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal erstatte hendes tab på online spil.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun er kronisk patient med angst og depression. Hun var inde i en ”boble” med en del alkohol og beroligende medicin. Hun var som følge heraf ikke i stand til at tænke. Hun havde det dårligt over sit helbred, børn og eksmand, og hun gik ind på noget online spil for at glemme sine problemer. Det gik galt, da hun tabte en million, og herefter tabte og tabte hun.

Banken kunne se, at der foregik nogle mærkelige ting, hvor der blev overført store beløb fra hendes konti, og den burde have reageret. Da hendes kort tidligere er blevet misbrugt tre gange, burde banken have kontaktet hende eller låst/spærret hendes kort/konti. Denne gang var det hende, men banken reagerede ikke.

Havde banken ringet, kunne den høre, at hun ikke selv var i stand til at tænke eller tale normalt, og så havde den helt sikkert låst hendes konto til dagen efter eller i nogle dage. Hun kunne også være blevet truet til at overføre så mange penge. Derfor burde banken have reageret uanset hvad.

Det er sandt, at banken ikke kan bestemme over hendes konti, men den burde have reageret når hun overførte mellem 400.000-800.000 kr. i snit pr.dag. Det skete hovedsagelig i november 2021, og det var så store beløb, at banken burde have reageret.

Hvis banken havde reageret, så var hun nok vågnet op og havde stoppet det. Men det foregik på en enkelt uge. Det vil dog sige, at hun havde spillet i ca. en måned, hvor hun også vandt, men derefter gik det helt galt.

Hun har fået oplyst, at banken sidder og holder øje med, om der sker noget mystisk på kundernes konti. Bankens alarmer må have glødet i forbindelse med transaktionerne på hendes konti.

Når hun går ind på Spillemyndighedens hjemmeside, står der i paragraf 1, at spil skal være ansvarligt, og at udbyderen skal reagere. Så vidt hun har forstået, står der i den samme paragraf noget om hvidvask. Banken burde have reageret, da den ikke kunne vide, hvad hun havde gang i.

Banken er lige så ansvarlig som hende og spilleudbyderen.

Nordea Danmark har anført, at banken intet kendskab havde til klagerens forbrug af online spil. Banken har intet ansvar for, at klageren spillede i det omfang hun gjorde, og det kan ikke bebrejdes banken, at hun spillede for så stort et beløb som anført.

Klageren har anerkendt, at det var hende som spillede, og dette alene gør, at banken ikke har et ansvar herfor.

Klageren spillede for indlånsmidler, som hun havde til rådighed som følge af hendes forudgående salg af fast ejendom. Af samme årsag har banken ikke haft anledning til at kontakte klageren, idet der blandt andet ikke har været overtræksbehandling.

Selv om der måtte have været en anledning til at kontakte klageren i perioden, hvor hun spillede online casino, så ville banken ikke i denne henseende kunne hindre hende i at fortsætte, idet hun selv råder over sine midler og vil kunne bruge dem til interesser som f.eks. online casino spil.

Måtte Ankenævnet finde, at banken skal hæfte i denne sag, så vil det være fuldstændig risikofrit at spille online casino.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor hun havde en grundkonto -032, en grundkonto med kredit -606 og en pluskonto -437. Klageren havde betalingskort tilknyttet sine konti samt netbankadgang.

I 2021 solgte klageren en ejendom og fik i begyndelsen af august 2021 frigivet et provenu på 4.956.000 kr.

Klageren har oplyst, at hun har tabt ca. 4,3 mio. kr. på online spil over en kortere periode i efteråret 2021, hovedsagelig i november 2021.

Klageren har rejst et erstatningskrav mod banken på det hævede beløb.

Af bekendtgørelse nr. 330 af 7. april 2016 om god skik for finansielle virksomheder fremgår af § 8, stk. 2, at en finansiel virksomhed skal yde rådgivning, hvis kunden anmoder herom, og at virksomheden endvidere af egen drift skal yde rådgivning, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor. Af den tilhørende vejledning nr. nr. 9971 af 23. september 2016 til bekendtgørelsen, fremgår, at der ikke er pligt til at rådgive, hvis kunden alene efterspørger en ”ren” ekspedition. Som eksempler på ”rene” ekspeditioner nævnes udbetalinger og pengeoverførsler.

Der var tale om, at klageren som kontohaver disponerede over sine egne midler, og Ankenævnet lægger til grund, at det skete ved kortbetalinger og overførsler via netbanken. Der var således tale om, at klageren selv foretog transaktionerne i form af pengeoverførsler uden kontakt til banken og ikke efterspurgte rådgivning fra banken. Ankenævnet finder ikke, at der for banken forelå konkrete omstændigheder, der tilsagde, at der var behov for, at banken af egen drift ydede klageren rådgivning eller spærrede klagerens kort eller hendes engagement i banken.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.