Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for tab ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.

Sagsnummer: 194/2009
Dato: 09-10-2009
Ankenævn: John Mosegaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Rut Jørgensen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Rådgivning - investering
Ledetekst: Krav om erstatning for tab ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger: OF IF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde i Jyske Bank.

Klageren har oplyst, at hun er folkepensionist. I 2007 bestod hendes formue af ca. 500.000 kr., som blev frigjort i forbindelse med, at hun flyttede fra en andelsbolig til en lejelejlighed.

I midten af oktober 2007 blev der afholdt et møde mellem klageren og banken. Efterfølgende gennemførte banken klagerens køb af for 102.000 kr. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer (kurs 102), for 41.000 kr. 0,00 % Bølgebryder 2010 og for 100.000 kr. 2 % Nykredit obligationer 2009.

Under mødet fik klageren udleveret en brochure om Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer. Klageren havde endvidere modtaget brochuren før mødet i forbindelse med en generel udsendelse til de af bankens kunder, som banken fra centralt hold vurderede kunne være interesserede. Af brochuren, der er fremlagt under sagen, fremgår bl.a.:

"…

Der er også en risiko

Som ved andre investeringer, er der en risiko for at lide tab. Selv om de forskellige risici, der er knyttet til markedsforhold, sektorer og valuta begrænses kraftigt, er en investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer ikke risikofri.

Strategien i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer kan blive negativt påvirket af blandt andet:

Uventede ændringer i konverteringsadfærd

Globale kreditkriser

Udbud og efterspørgsel på nyudstedelse af obligationer

Kraftig reduktion i obligationernes likviditet

Dramatisk stigning i antallet af tvangsauktioner

Vi har i vores hedgeafdeling valgt en middel risiko. Rammerne for foreningens risiko fremgår af prospektet, og Jyske Invest vil dagligt kunne overvåge, at vi ikke udsætter os for større eller mindre risiko, end medlemmerne er stillet i udsigt.

Risikoen overvåges blandt andet ved hjælp af en række computersimuleringer. Lovgivningen kræver, at enhver overskridelse og ændring af risikorammerne skal meddeles skriftligt til samtlige navnenoterede investorer.

Gearing øger muligheden for afkast

Som tidligere nævnt supplerer vi den indskudte kapital med lånte midler for at øge potentialet for afkast – det kaldes også gearing. Den gearing, vi anvender, svarer til, at vi investerer op til 2500 kr. for hver 100 kr., der kommer fra en investor. At vi anvender gearing indebærer en risiko for, at foreningen kan gå konkurs, men som investor kan du aldrig tabe mere end dit indskud og det akkumulerede afkast i foreningen.

I Jyske Invest hedgeforening tilpasser vi gearingen, så vi overordnet set har en middel risiko, og den begrænses først og fremmest ved, at de korte og lange positioner i vid udstrækning udligner hinanden. Du kan læse mere om gearing og risiko i tegningsprospektet.

Fakta og fordele om hedgeafdelingen

Hvem henvender produktet sig til?

Produktet henvender sig både til selskaber og private. Som investor skal du regne med en investeringshorisont på mindst tre år, hvor Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer vil udgøre et supplement til de traditionelle investeringer som aktier og obligationer. Samtidig er hedgeafdelingen også en god mulighed for dig, hvis du i perioder frygter generelle kursfald på aktie- og obligationsmarkedet.

Afkast + lav risiko = en succes

At hedgeforeningerne (…) har holdt ud så længe, skyldes at de gennem årene har formået at skabe solide afkast, samtidig med at investorerne har påtaget sig en forholdsvis begrænset risiko. …"

I november 2008 henvendte klageren sig til banken med krav om erstatning, idet værdien af hendes Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer var faldet til 20.000 kr., svarende til et fald på ca. 80 %. Banken beklagede den markante værdinedgang, men afviste at havde pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.

Finanstilsynet har i en offentliggjort afgørelse af 8. juli 2009 overfor Hedgeforeningen Jyske Invest påtalt, at foreningen handlede i strid med redelig forretningsskik og god praksis jf. § 18 i lov om investeringsforeninger, specialforeninger m.v. da foreningen udarbejdede salgsbrochuren om Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, "fordi brochuren ikke udgør en balanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen".

Parternes påstande.

Den 3. marts 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal betale erstatning.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at Jyske Bank som følge af dårlig og mangelfuld rådgivning bør erstatte hendes tab på Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.

Under drøftelserne med banken pointerede hun, at hun ikke ville løbe nogen risiko. Brochurematerialet om Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer var hun ikke i stand til at vurdere. Hun fik den opfattelse, at papirerne svarede til almindelige obligationer. Hun havde stor tillid til bankrådgiveren og fulgte dennes anbefalinger. Det bestrides, at hun som anført af banken skulle have afslået, at der blev udarbejdet en investeringsprofil. Ifølge bankrådgiveren var der ikke noget at være skeptisk over for. Investeringen var mere sikker end Jyske Bank.

Ifølge årsopgørelsen for 2008 var tabet på Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer 84 %, hvilket er risiko på linje med de værste aktier. Den reelle høje risiko fremgår ikke klart af brochuren. Tværtimod falder ord som stabilt afkast, obligationer og markedsneutral i øjnene. Målsætningen om et afkast på 7 % indikerer ikke en større risiko. For så vidt angår gearingen fremstår det som om, at man har begrænset risikoen væsentligt, idet gearingen tilpasses "så vi overordnet set har en middel risiko".

Banken har tilsyneladende varetaget sin egen interesse i at samarbejde med Jyske Invest frem for at varetage hendes interesser. Det er endvidere muligt, at banken selv er blevet vildledt af Jyske Invest.

Det er åbenbart, at der er lidt et tab. Hun tilbød i november 2008 banken at tilbagekøbe papirerne for et beløb, hvorved hun stilles, som om hun i stedet havde investeret i almindelige obligationer.

Jyske Bank har anført, at banken ikke har handlet erstatningspådragende over for klageren ved at anbefale Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.

Efter udsendelsen af brochuren om Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer blev klageren indbudt til et møde med henblik på at drøfte en mulig investering af sin formue. På mødet foreslog rådgiveren, at der skulle laves en investeringsprofil for klageren, men dette blev afslået. I stedet blev der gennemgået mulige investeringer, herunder Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer. Rådgiveren forklarede bl.a., at der var tale om et produkt, der risikomæssig befandt sig mellem obligationer og aktier. Klageren fik udleveret brochuren på ny til nærmere gennemlæsning. På baggrund af drøftelserne på mødet og det udleverede materiale valgte klageren et par dage efter mødet at foretage investeringen.

Klageren fik udleveret tilstrækkeligt med oplysninger til selv at kunne vurdere, om investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer stemte overens med hendes ønsker og behov. Banken vurderede, at en investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer ville være fornuftigt for klageren, men den endelige beslutning blev taget af klageren selv.

Klageren har ikke dokumenteret, at hun har lidt et tab, da hun stadig har produktet i sin portefølje.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at klageren på mødet med banken i oktober 2007 oplyste, at hun ønskede at investere med lav risiko, hvilket heller ikke er bestridt af banken. Ankenævnet finder, at det derfor påhvilede banken i forbindelse med rådgivningen om Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer på tydelig måde at informere klageren om, hvorledes papirerne risikomæssigt adskilte sig fra såvel almindelige stats- og realkreditobligationer som obligationsbaserede investeringsbeviser, herunder den særlige risiko, som var en følge af gearingen af produktet.

Banken kunne ikke alene på baggrund af udleveringen af brochuren, der har givet Finanstilsynet anledning til en påtale over for Hedgeforeningen Jyske Invest,forudsætte, at klageren var fortrolig med produktets særlige karakter. Ankenævnet finder herefter, at banken begik en ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren forud for hendes beslutning om købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer. Klagerens påstand tages derfor til følge som nedenfor bestemt.

Som følge heraf

Jyske Bank skal inden fire uger tilbyde klageren at købe dennes 1.000 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer til kurs 102.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.