Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Værdipapirer, salg. Fuldmagt.

Sagsnummer: 412/1992
Dato: 16-12-1992
Ankenævn: Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Allan Pedersen, Lars Pedersen
Klageemne: Depot - indsigelse vedr. dispositioner
Fuldmagt - gyldighed
Ledetekst: Værdipapirer, salg. Fuldmagt.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


I marts 1987 oprettede klageren og dennes ægtefælle et depot, hvori blev indlagt 460 stk. Bikuben Invest Afdeling 4 i indklagedes Ålholm-Damhus afdeling, hvor klageren og hendes ægtefælle i forvejen førte deres engagement bl.a. bestående af en fælles kassekredit på 30.000 kr.

Ved omlægning af fondsaktiver til Værdipapircentralen modtog klageren og ægtefællen i begyndelsen af april 1988 meddelelse herom. Det fremgik af meddelelsen, at depotet var registreret som tilhørende ægtefællen.

I marts 1989 modtog afdelingen en fondsordre, ifølge hvilken ægtefællen ønskede at sælge samtlige effekter fra depotet. Den 16. marts 1989 fremsendtes en aktienota til klageren og ægtefællens fælles adresse, hvoraf fremgik, at investeringsbeviserne var afregnet til kurs 172 med valør den 21. marts 1989. Provenuet blev krediteret den fælles kassekredit. Af VP-meddelelse den 21. marts 1989 stilet til klageren fremgik det, at de pågældende papirer var udtaget af depotet, og at ændringen var anmeldt den 16. marts.

Ved skrivelse af 20. november 1990 til klageren og ægtefællen meddelte indklagede, at kassekreditten skulle genforhandles, og at klageren og ægtefællen, såfremt de ønskede kassekreditten forlænget, skulle henvende sig inden otte dage. Det var endvidere anført, at såfremt klageren og ægtefællen ikke havde henvendt sig senest den 28. november 1990, ville indklagede betragte forlængelsen af kreditkontrakten som uønsket.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagede ikke har været berettiget til at afhænde værdipapirerne i det åbne depot uden hendes tiltræden.

Klageren har anført, at indklagede ikke har været berettiget til uden hendes tiltræden at afhænde værdipapirerne, der var indlagt i et åbent depot, der tillige førtes i hendes navn. Klageren er blevet skilt, og de af indklagede anførte dokumenter, der har været fremsendt til den fælles adresse, var ikke kommet til hendes kendskab, idet hendes forhenværende ægtefælle ofte har undladt at åbne post eller kontrollere løn- og kassekreditudskrifter.

Indklagede har anført, at det er korrekt, at klageren ikke har underskrevet fondsordre af 15. marts 1989. Afdelingen havde dog føje til at gå ud fra, at salget skete efter aftale mellem ægtefællerne, ligesom afdelingen lagde betydelig vægt på, at provenuet blev krediteret ægtefællernes fælles konto, samt at klageren ville modtage såvel VP-meddelelse som aktienota. Indklagede har også senere fremsendt kontoudskrifter vedrørende fælleskontoen til ægtefællernes fælles adresse. Klageren har ikke rettet henvendelse til afdelingen i forlængelse heraf, og afdelingen blev først bekendt med sagen ved klagerens henvendelse til Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger:

Det fremgår af sagen, at klageren og dennes daværende ægtefælle i marts 1987 oprettede et fælles depot, der fejlagtigt alene blev registreret i ægtefællens navn ved omlægningen af depotets aktiver til Værdipapircentralen. Ankenævnet finder herefter, at indklagede ikke uden klagerens samtykke var berettiget til at sælge de omhandlede fondsaktiver, hvorfor indklagede bør godtgøre klageren dennes eventuelle tab opstået derved. Ankenævnet har ikke haft grundlag for at opgøre tabet.

Som følge heraf

Indklagede bør anerkende at hæfte for klagerens eventuelle tab i anledning af salget af 460 stk. Bikuben Invest Afdeling 4 beviser. Klagegebyret tilbagebetales klageren.