Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for tab på lånefinansieret investering i Roskilde Bank aktier under aktiesalgskampagne i august 2006. Kampagnebrev.

Sagsnummer: 421/2014
Dato: 20-08-2015
Ankenævn: Vibeke Rønne, Anders Holkmann Olsen, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Poul Erik Jensen
Klageemne: Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Krav om erstatning for tab på lånefinansieret investering i Roskilde Bank aktier under aktiesalgskampagne i august 2006. Kampagnebrev.
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Sagen vedrører krav om erstatning for tab på lånefinansieret investering i Roskilde Bank aktier under aktiesalgskampagne i august 2006.

Sagens omstændigheder

Klageren var i 2006 kunde i Roskilde Bank, hvor han blandt andet havde en selvpensionskonto med et tilhørende selvpensionsdepot -708, en kapitalpensionskonto med et tilhørende kapitalpensionsdepot -716 og et aktielånsdepot -478. Den 11. august 2006 var der 395 stk. aktier i Roskilde Bank i selvpensionsdepot -708, 198 stk. aktier i Roskilde Bank i kapitalpensionsdepot -716 og 99 stk. aktier i Roskilde Bank i aktielånsdepot -478.

Den 24. august 2006 købte klageren yderligere 100 stk. Roskilde Bank aktier til kurs 1.220 til en kursværdi på 122.000 kr. til aktielånsdepot -478, der herefter indeholdt 199 stk. Roskilde Bank aktier.

Efter et aktiesplit i forholdet 1:2 i november 2006 havde klageren 398 stk. Roskilde Bank aktier i aktielånsdepot -478.

I forbindelse med en emission i 2007 købte klageren i marts 2007 622 stk. tegningsretter til kurs 32,5 til en kursværdi på 20.215 kr. og tegnede den 26. marts 2007 yderligere 102 stk. aktier i Roskilde Bank til kurs 300 til en kursværdi på 30.600 kr. Aktierne blev indlagt i aktielånsdepot -478.

Den 3. august 2007 købte klageren yderligere 160 stk. Roskilde Bank aktier til kurs 573 til en kursværdi på 91.680 kr. til aktielånsdepot -478, der herefter indeholdt i alt 660 stk. Roskilde Bank aktier.

Finansiel Stabilitet har fremlagt en investeringsprofil for klageren af 28. marts 2008. Heraf fremgår blandt andet, at klageren havde både kendskab til og erfaring med aktier, og at hans risikovillighed var høj risiko svarende til tallet 10 på en skala fra 1-10, hvor 10 var høj risiko.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:

”...

På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”

Ved brev af 24. februar 2014 fra Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) blev klageren tilbudt erstatning i medfør af forligsaftalen for aktiekøbet i marts 2007, hvilket klageren accepterede. Klageren blev ikke tilbudt erstatning for aktiekøbet i august 2006, idet klageren ikke modtog et personligt rettet kampagnebrev i 2006. Klageren blev heller ikke tilbudt erstatning for aktiekøbet i august 2007, idet dette aktiekøb skete uden for de perioder, der var omfattet af forligsaftalen.

Klageren gjorde over for Finansiel Stabilitet indsigelse mod, at hans aktiekøb i 2006 ikke var omfattet af forligsaftalen.

Den 5. december 2014 har klageren indhentet en erklæring fra sin tidligere bankrådgiver i Roskilde Bank. I mailen har bankrådgiveren anført følgende:

”…

På given foranledning skal jeg herved bekræfte, at du blev opfordret til at tegne aktier i Roskilde Bank i 2006 – hvor jeg sad som filialdirektør i [filialens navn].

På daværende tidspunkt var din kammerat aktionær i Roskilde Bank, hvorfor vi ofte talte Roskilde Bank aktier, og du også blev opfordret til at tegne aktier i banken.

Som jeg erindrer det, var du også aktionær via din kapitalpension, hvor jeg også løbende opfordrede dig til at tegne aktier.

Du blev samtidig tilbudt finansiering af aktierne, hvilket du tog i mod.

I min afdeling var det på daværende tidspunkt helt almindelig at sælge aktier, med en lånefinansiering – da der i banken var interne konkurrencer om størst muligt aktiesalg.

Så ingen tvivl om, at du er blevet opfordret til at tegne aktier i Roskilde Bank.

…”

Klageren har fremlagt en mail af 11. december 2014 fra Finansiel Stabilitet, hvori Finansiel Stabilitet afviste hans krav om erstatning.

Parternes påstande

Den 15. december 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at han skal stilles som om, han var omfattet af forligsaftalen og have erstattet sit tab på investeringen i Roskilde Bank aktier i august 2006.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han mener at have modtaget et personligt rettet kampagnebrev i 2006, men han kan ikke finde det. Han har aldrig købt aktier uden at have rådført sig med sin daværende bankrådgiver i Roskilde Bank. Han var udsat for en tilsvarende opfordring som kampagnebrevet fra sin bankrådgiver, som han havde kendt i mange år og stolede på, jf. den skriftlige udtalelse fra bankrådgiveren af 5. december 2014, som han har fremlagt i sagen. Han bør derfor sidestilles med de kunder, der kan dokumentere at have modtaget et personligt rettet kampagnebrev.

Han har ikke kun tabt penge på de aktier, som han købte i august 2006. Han har tabt ca. 1 mio. kr. på alle de Roskilde Bank aktier, som han på opfordring fra sin rådgiver i Roskilde Bank købte til sine tre depoter i banken, heraf har han fået 30.000 kr. for aktiekøbet i marts 2007 i medfør af forligsaftalen. Han har kun bedt om erstatning for aktiekøbet i august 2006, ikke for de ca. 800.000 kr., som han yderligere har tabt ved køb af Roskilde Bank aktier.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en ensidig indhentet erklæring fra en tidligere medarbejder i Roskilde Bank om forhold, der ligger otte år tilbage, ikke kan tillægges bevisværdi.

En vurdering af de nærmere omstændigheder ved klagerens køb af Roskilde Bank aktier, herunder om klageren alene har afholdt én telefonsamtale med en medarbejder fra Roskilde Bank om investering i aktier, og om Roskilde Bank begik ansvarspådragende fejl og forsømmelser, kan ikke ske uden en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må ske for domstolene, jf. § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Finansiel Stabilitet anført, at klagerens aktiekøb ikke er omfattet af forligsaftalen mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, idet der ikke er sendt et personligt rettet kampagnebrev til klageren forud for købet.

Da aktiekøbet ikke er omfattet af forligsaftalen, er det klagerens bevisbyrde at godtgøre og dokumentere, at initiativet til henvendelsen er sket fra Roskilde Bank, og at det er denne henvendelse, der har forårsaget købet af Roskilde Bank aktier.

Aktiekøbet er ikke sket på baggrund af et utilbørligt pres fra bankens side. En ensidig indhentet erklæring fra en tidligere medarbejder i Roskilde Bank om forhold, der ligger otte år tilbage, kan ikke tillægges bevisværdi.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende i forbindelse med aktiekøbet, og klageren har ikke dokumenteret præcist, hvilke fejl og forsømmelser, der kan tilregnes banken som ansvarspådragende.

Klageren har ikke løftet bevisbyrden for, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar.

Klageren har først på et meget sent tidspunkt klaget over rådgivningen til Finansiel Stabilitet og til Ankenævnet og først efter, at forliget mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet var blevet offentliggjort.

Ankenævnets bemærkninger

I 2006 gennemførte Roskilde Bank en aktiesalgskampagne i perioden fra den 11. august 2006 til den 17. september 2006.

Klageren købte den 24. august 2006 100 styk Roskilde Bank aktier til sit aktielånsdepot –478.

Det fremgår af forligsaftalen af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering.

Finansiel Stabilitet har oplyst, at klageren ikke er omfattet af forligsaftalen, da der ikke er sendt et personligt rettet kampagnebrev til klageren forud for købet.

Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises.

I overensstemmelse med klagerens oplysninger lægger Ankenævnet til grund, at klageren i august 2006 blev kontaktet af sin rådgiver, der anbefalede ham at købe aktier i Roskilde Bank. Da aktiekøbet skete til aktielånsdepot -478, forudsætter Ankenævnet, at aktiekøbet var lånefinansieret.

Ankenævnet finder, at når aktierne er købt på Roskilde Banks initiativ i den periode, der er omfattet af forliget eller i tidsmæssig tilknytning hertil, er der en formodning for, at købet er sket på grundlag af oplysninger om risikoen ved investeringen svarende til indholdet af den markedsføring, som Forbrugerombudsmanden har beskrevet. Der er endvidere en formodning for, at aktiekøbet ikke ville være sket, hvis rådgivningen havde indeholdt en afbalanceret beskrivelse af fordele og risici ved investeringen.

Ankenævnet finder, at det herefter påhviler Finansiel Stabilitet at godtgøre, at klageren har modtaget en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved investeringen. Da denne bevisbyrde ikke er løftet, er Finansiel Stabilitet erstatningsansvarlig over for klageren.

Ankenævnet bemærker, at det er kritisabelt, at Roskilde Bank anbefalede klageren at optage lån til køb af aktier i banken.

To medlemmer - Troels Hauer Holmberg og Poul Erik Jensen - udtaler:

Vi lægger ved vurderingen af Finansiel Stabilitets erstatningsansvar endvidere vægt på, at tilbuddet om lån til køb af Roskilde Bank aktier er en ekstrem risikofyldt aftale, at Roskilde Bank havde en egen særlig økonomisk interesse i at sælge egne aktier, som dog ikke blev oplyst til kunden, idet banken havde brug for kapital til at understøtte bankens kraftige vækst, at det strider mod branchekutyme at tilbyde kunder lånepakker til køb af egne aktier, og at Roskilde Bank ved sin mangelfulde rådgivning overtrådte reglerne om god skik, jf. nu lov om finansiel virksomhed § 46.

Alle medlemmer udtaler:

Vi finder, at Finansiel Stabilitet skal betale en erstatning til klageren for aktiekøbet i august 2006. Erstatningen fastsættes skønsmæssigt, således at klageren stilles, som om han er omfattet af forliget af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet.

Ankenævnets afgørelse

Finansiel Stabilitet skal inden 30 dage betale en erstatning til klageren for aktiekøbet i august 2006, hvorved han stilles, som om han er omfattet af forliget af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet.

Klageren får klagegebyret tilbage.