Rådgivning, anfordringskonto, beløbsstørrelse.
| Sagsnummer: | 382/1992 |
| Dato: | 05-03-1993 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rente - indlån
|
| Ledetekst: | Rådgivning, anfordringskonto, beløbsstørrelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I juli 1955 oprettede klagerens mor hos indklagedes Sct. Stefan afdeling i København en bankbog. Ved moderens død den 6. april 1990 var kontoens saldo 318.901,81 kr.
Om kontoens forrentning har indklagede oplyst:
27. oktober 1980 5,5%
13. december 1982 4,5%
29. marts 1983 3,5%
2,5%
2,0%
1,0%
12. oktober 1988 0,5%
Under klagesagen er fremlagt fuldstændig fotokopi af bankbogen fra dens oprettelse. Heraf fremgår, at kontoens saldo har udviklet sig således:
31. december 1980 105.500,76 kr.
31. december 1981 126.938,93 kr.
31. december 1982 141.606,07 kr.
31. december 1983 156.813,22 kr.
31. december 1984 177.025,21 kr.
31. december 1986 226.418,37 kr.
31. december 1987 247.748,58 kr.
31. december 1988 271.954,05 kr.
27. juli 1989 286.193,41 kr.
Efter moderens død rettede klageren i november 1990 henvendelse til indklagede bl.a. med forespørgsel om, hvorvidt indklagede havde rådgivet klagerens mor om andre placeringsmuligheder af indeståendet på moderens konto. I skrivelse af 7. januar 1991 oplyste indklagede, at moderen løbende og senest i september måned 1989 havde modtaget tilbud fra indklagede vedrørende alternativ forrentning og placering af indeståendet, men at klagerens mor ikke havde ønsket at gøre brug af tilbudet.
Klageren har efter gennem sin advokat at have korresponderet med indklagede indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde klageren en rentekompensation.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Under sagen er fremlagt kopi af en standardskrivelse fra august 1989 udsendt til indlånskunder hos indklagede med et større indestående. Skrivelsen omhandler introduktionen af indklagedes egne aktier på Københavns Fondsbørs og muligheden for i denne forbindelse at tegne aktier.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at hendes mor, der var født i 1902, var fabriksarbejder og siden 1967 folkepensionist. Fra dette tidspunkt havde hun ikke andre indtægter end sin folkepension. Klageren finder, at forrentningen af den omhandlede konto har været urimelig lav og i strid med god bankpraksis, når henses til størrelsen af kontoens indestående. Hertil kommer, at der bør påhvile indklagede en særlig handlepligt overfor en kontohaver som klagerens mor, henset til dennes alder og svage kendskab til forretningsmæssige forhold samt pengeinstitutforhold. Bortset fra indklagedes orientering om muligheden for tegning af aktier er det ikke godtgjort, at klagerens mor har modtaget tilbud om alternativ placering af indeståendet. I betragtning af det langvarige kundeforhold og kontoens indestående bør bevisbyrden herfor påhvile indklagede. Det bestrides, at placeringen af indeståendet er sket i overensstemmelse med moderens instruktion, idet denne som følge af indklagedes manglende information ikke opfattede, at hun havde nogen valgmuligheder. Klageren har endelig bestridt, at klagerens krav er omfattet af forældelsesloven af 1908 § 1, nr. 2, som omhandler krav på forfalden rente, men ikke erstatningskrav for renter, som uretmæssigt ikke er godskrevet en indskyder. Subsidiært bør lovens § 3 finde anvendelse, idet indskyderen har været i utilregnelig uvidenhed om sit krav.
Indklagede har anført, at klagerens krav om renter og regulering forud for 1987 er forældet i medfør af forældelseslovens § 1, nr. 2, ligesom klagerens mor ikke har været i utilregnelig uvidenhed om sit krav, hvilket bl.a. følger af, at hun hvert år modtog oplysning om tilskrevne renter. Der har løbende været en dialog med klagerens mor om placering af kontoens indestående; men indklagede har ikke været i stand til at dokumentere indholdet af sådanne samtaler. Det er indklagedes erfaring, at ældre kunder ikke ønsker den binding af en konto, som en højere rente typisk forudsætter. Anbringelsen og forrentningen af klagerens mors midler har ikke kunnet karakteriseres som usædvanlig, og det bestrides, at indklagede har optrådt ansvarspådragende.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at der påhviler et pengeinstitut en almindelig pligt til som et led i rådgivningen af kontohavere med et indestående på anfordringskonti i en størrelsesorden som i nærværende sag at henlede sådanne kontohaveres opmærksomhed på alternativ placering af kontoens indestående.
Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte indklagedes oplysning om, at klagerens mor løbende i overensstemmelse med det foran anførte af indklagede var blevet orienteret om alternative placeringsmuligheder. Det findes herefter ikke godtgjort, at indklagede er ifaldet erstatningsansvar overfor klagerens mor.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.