Garantiprovision. Hjemmel.
| Sagsnummer: | 20311053 /2004 |
| Dato: | 28-05-2004 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Jette Kammer Jensen, Morten Westergaard, Mads Laursen og Søren Møller-Damgaard |
| Klageemne: |
Udbetaling - betingelser
Garanti - provision |
| Ledetekst: | Garantiprovision. Hjemmel. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som pdf |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut fremsendte i august 2003 et lånetilbud til klageren, hvoraf det fremgik, at udbetaling af lånene var betinget af, at der forelå et tinglyst pantebrev uden retsanmærkninger eller en garanti herfor. Instituttet bekræftede efterfølgende indgåelsen af fastkursaftaler til afvikling den 4. september 2003, som forudsatte, at lånetilbudets forudsætninger for udbetaling af lånene var opfyldt senest den 28. august 2003. Der blev derudover indgået en tinglysningsaftale, hvori det var anført, at der i tilfælde af udbetaling, før tinglyst pantebrev forelå, kunne tegnes en tinglysningsgaranti på klagerens vegne. Lånene blev udbetalt den 4. september 2003 på en tinglysningsgaranti, og der blev trukket garantiprovision med i alt 2.678 kr. på klagerens tinglysningskonto i instituttet. Klageren krævede efterfølgende garantiprovisionen tilbagebetalt, idet denne efter hans opfattelse ikke var aftalt. Instituttet fastholdt, at instituttet i henhold til aftalerne havde været berettiget til at lade lånene udbetale på en garanti, eftersom der ikke forelå tinglyste pantebreve den 4. september 2003, hvor lånene blev udbetalt, og at instituttet i konsekvens heraf havde været berettiget til at opkræve garantiprovision.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle tilbagebetale ham 2.678 kr. med tillæg af renter i henhold til renteloven, indtil betaling skete. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt på baggrund af angivelserne i lånetilbud, fastkursaftale og tinglysningsaftale, at det havde fremstået med den fornødne klarhed for klageren, at der skulle betales garantiprovision, såfremt lånet blev udbetalt på grundlag af en garanti. Nævnet fandt, at klageren ikke i mangel af oplysninger om andet havde kunnet forudsætte, at garantiprovisionen var indeholdt i tinglysnings- eller lånesagsgebyret. Nævnet fandt yderligere, at det ikke kunne bebrejdes instituttet, at klageren på grund af sin opfattelse af betalingsspørgsmålet vedrørende garanti undlod at indlevere dokumenterne til brug for tinglysning tidligere, således at denne kunne have været tilendebragt før den 4. september 2003. Endelig fandt Nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte det omhandlede beløb til garantiprovision som urimeligt. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.