Spærring ved bodeling. Retsvirkningslovens § 18.
| Sagsnummer: | 232/1991 |
| Dato: | 21-10-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Gert Bo Gram |
| Klageemne: |
Ejerpantebrev - øvrige spørgsmål
Kapitalpensionskonti - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spærring ved bodeling. Retsvirkningslovens § 18. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med at klageren ønskede at blive separeret, rettede klagerens advokat i maj 1990 henvendelse til indklagedes Hørsholm afdeling og anmodede om, at ægtefællens kapitalpensionskonto og tilhørende depot i afdelingen spærredes, idet klageren i modsat fald befrygtede, at ægtefællen ville ophæve kapitalpensionen, forinden bodeling fandt sted.
Ved skrivelse af 6. august 1990 anmodede klagerens advokat påny indklagedes Hørsholm afdeling om, at kapitalpensionen spærredes indtil videre samt om indklagedes skriftlige bekræftelse herpå. Ved skrivelse af 7. august 1990 til klagerens advokat meddelte indklagede, at man kunne bekræfte, at ægtefællens kapitalpension var spærret.
Ved skrivelse af 5. november 1990 til afdelingen meddelte advokaten, at hun var blevet opmærksom på, at et ejerpantebrev i de nu separerede ægtefællers tidligere fælles bolig den 7. december 1989 var forhøjet med 200.000 kr. uden klagerens tiltræden i henhold til retsvirkningslovens § 18. Indklagede meddelte, at man var vidende om, at klagerens underskrift manglede i forbindelse med forhøjelsen af ejerpantebrevet, men at man fastholdt gyldigheden af forhøjelsen. Indklagede har oplyst, at ejerpantebrevet er tinglyst påtegning om forhøjelsen den 8. december 1989.
Ved skrivelse af 20. marts 1991 meddelte klagerens advokat afdelingen, at hun var bekendt med, at afdelingen havde udbetalt 300.000 kr. af indeståendet på kapitalpensionen til klagerens fraseparerede ægtefælle.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at foranledige den omhandlede kapitalpensionskonto spærret og godtgøre klageren det tab, hun har lidt som følge af den uberettigede udbetaling til hendes fraseparerede ægtefælle samt, at godtgøre det tab, hun har lidt som følge af forhøjelsen af ejerpantebrevet i den fælles bolig.
Endvidere har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes generelt at overholde reglen om ægtefællesamtykke ved pantsætning af fælles bolig, jf. retsvirkningslovens s 18.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede ved skrivelse af 7. august 1990 har meddelt, at man agtede at respektere spærringen af kapitalpensionskontoen. Ved den ensidige ophævelse af spærringen og ved at undlade at give klagerens advokat meddelelse herom er klageren blevet hindret i i stedet at opnå rådighedsberøvelse i skifteretten. Ægtefællen har endvidere i skifteretten forklaret, at indeståendet på kapitalpensionskontoen er anvendt til indfrielse af gammel gæld.
For så vidt angår forhøjelsen af ejerpantebrevet i den tidligere fælles bolig har indklagede i skrivelse af 13; november 1990 erkendt, at der er begået en fejl i forbindelse med pantsætningen. Den omhandlede pantsætning fandt sted i forbindelse med, at ægtefællen blev ydet et lån. Da lånet ikke ville være blevet ydet, såfremt ægtefællen ikke havde stillet sikkerhed i den fælles bolig, har indklagede medvirket til at øge ægtefællens passiver og dermed mindske klagerens boslodskrav. Det bestrides, at klageren var bekendt med forhøjelsen af ejerpantebrevet. Det er korrekt, at hun på et tidspunkt sad og ventede i afdelingen, mens ægtefællen foretog visse bankforretninger, men klageren er ikke bekendt med, om det var ved denne lejlighed, ejerpantebrevet blev underskrevet. Indklagede har på intet tidspunkt vejledt hende om forhøjelsen af ejerpantebrevet. Indklagede har således egenhændigt tilsidesat lovens beskyttelsesregler, og det må i det givne tilfælde, hvor man ikke ville have ydet lånet uden sikkerhed, medføre, at indklagede holdes ansvarlig for den nedgang af boslodskravet, som indklagedes disposition har medført. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at indklagede ikke har ønsket at finansiere yderligere vedrørende ægtefællens erhvervsvirksomhed.
Indklagede har anført, at kapitalpensionskontoens indestående i henhold til pensionsaftalen ikke kunne overdrages til eje eller pant, ligesom kontoens indestående ikke kunne gøres til genstand for retsforfølgning af kreditorer. Klageren kan således ikke, uanset den forestående separation, egenhændigt forlange, at kontohaveren fratoges rådigheden over kontoens indestående. Det følger tillige af de almindelige regler for formueforholdet mellem ægtefæller (princippet om særraden), at den ene ægtefælle ikke kan råde over den anden ægtefælles aktiver. Begæringerne af 10. maj 1990 og 6. august 1990 sammenholdt med bankens tilkendegivelse af 7. august 1990 må således betragtes som en nullitet, idet klageren ikke har været berettiget til at kræve ægtefællens kapitalpension spærret, ligesom indklagede ikke har været berettiget til at tilkendegive, at kapitalpensionen er spærret ud over den spærring, der i henhold til pensionsaftalen er gældende. Parterne kan således på intet tidspunkt have haft berettiget forventning om, at indklagede var forpligtet til at modsætte sig et eventuelt ønske fra ægtefællen om ophævelsen af kapitalpensionskontoen. Klageren har endvidere i den forbindelse ikke dokumenteret at have lidt noget tab.
For så vidt angår forhøjelsen af det omhandlede ejerpantebrev, var klageren bekendt hermed, idet hun var til stede i afdelingen, da ejerpantebrevet var underskrevet, ligesom hun var bekendt med forhøjelsen og med den bagved liggende forhøjelse af ægtefællens engagement. Klageren protesterede ikke i denne forbindelse mod forhøjelsen af ejerpantebrevet. Der stilles ikke i retsvirkningslovens § 18 for krav til samtykke, og der er således ikke krav om, at ægtefællen underskriver pantebrevet, når samtykke er givet på anden vis. Fristerne i den nævnte regel er endvidere overskredet, således at det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at rejse indsigelse mod forhøjelsen af ejerpantebrevet. Midlet imod uberettigede pantsætninger m.m. er endvidere i henhold til retsvirkningslovens § 18 sagsanlæg ved de ordinære domstole.
Ankenævnets bemærkninger:
Det skyldes en fejl, at indklagede den 7. august 1990 meddelte klagerens advokat, at klagerens ægtefælles kapitalpensionskonto var spærret, ligesom det må anses for en fejl, at indklagede ikke underrettede klagerens advokat om spærringens ophævelse. Da klagerens advokat for så vidt burde have været bekendt med, at indklagede ikke kunne give tilsagn om at spærre ægtefællens pensionskonto, og da det endvidere ikke findes godtgjort, at klageren har lidt tab som følge af fejlen, findes der ikke at være grundlag for at give klageren medhold for så vidt angår kapitalpensionskontoen.
For så vidt angår det i sagen omhandlede ejerpantebrev er tinglysning af forhøjelsen sket den 8. december 1989. Da fristen i retsvirkningslovens § 18, stk. 2, således er overskredet, findes kravet ej heller at kunne rejses for Ankenævnet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.