Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse for hævninger. Opsigelse af aftale om Visa/Dankort.

Sagsnummer: 26/2001
Dato: 06-11-2001
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Karen Frøsig, Grit Munk, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Betalingstjenester - udstedelse og (gen)udlevering af kort
Betalingstjenester - meddelelse om bortkomst
Ledetekst: Indsigelse mod hæftelse for hævninger. Opsigelse af aftale om Visa/Dankort.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: IF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om godtgørelse for hævninger med hendes Visa/Dankort og om udstedelse af nyt Visa/Dankort.

Sagens omstændigheder.

Under et ferieophold i Tyrkiet i perioden 20. juni - 4. juli 2000 udviklede klageren et venskab med en butiksassistent, M, der var ansat i en guldsmedeforretning.

Klageren indvilgede i at låne M penge til opstart af egen guldsmedeforretning og til køb af en fast ejendom. Med henblik herpå overførte klageren i perioden 6. - 24. juli 2000 i alt 145.000 kr. fra sin konto hos indklagede til M.

I perioden 31. juli - 20. august 2000 var klageren igen i Tyrkiet, hvor hun besøgte M.

Ifølge et notat udarbejdet på engelsk skete der følgende:

"I was incredibly tired because of the long trip. I went upstairs to take a nap, we agreed to meet again at about 9 o'clock to go out eating. He woke me up at about 9 o'clock telling me "Ha, now I have you on my computer" showing me my Visa card that he was keeping in his hand. I was stunned and asked how he could do something like that and whether he had used it. He told me that he hadn't and that he just used it to save some info about me on his computer. He said that while I was sleeping he had asked me my PIN code and that I told it to him. I didn't believe that, and I still don't believe it. I rather think that he found my address book where among some tel. numbers my PIN code is written in disguise."

Klageren har anført, at notatet blev udarbejdet af en bekendt på grundlag af hendes diktat på dansk efter hjemkomsten til Danmark. Det var først på dette tidspunkt, at hun blev klar over, at M havde misbrugt hendes Visa/Dankort, og at han muligt havde fået kendskab til koden ved uberettiget at skaffe sig adgang til hendes telefon/adressebog, hvori PIN-koden var noteret skjult i et ottecifret telefonnummer. Hun var overbevist om, at der den 31. juli 2000 alene var tale om godmodigt drilleri fra M's side. Hun havde et godt forhold til M, som også straks gav hende kortet tilbage. Hun passede godt på Visa/Dankortet og havde ikke grund til mistanke om misbrug.

Den 31. juli 2000 blev der på klagerens konto hos indklagede hævet 4.919,23 kr. for et Visa-køb med rentedato den 28. juli 2000. Indklagede har under sagen fremlagt en kopi af notaen for købet, der fremtræder som underskrevet af klageren den 27. juli 2000. Betalingsmodtager er den guldsmedeforretning, hvor M var ansat. Klageren har anført, at betalingen ikke er foretaget af hende.

Med henblik på finansiering af køb af en bestemt fast ejendom foranledigede klageren den 3. august 2000 59.000 kr. overført fra sin konto hos indklagede til Tyrkiet.

I perioden 2. - 8. august 2000 blev der på klagerens konto hos indklagede hævet 11 Visa/Dankort udbetalinger på i alt 10.343,10 kr. samt 11 gebyrer à 30 kr. for kontantudbetalinger. Hævningerne skete ved anvendelse af klagerens VisaDankort og tilhørende PIN-kode. Hævningerne var som følger:

Dato

Beløb

02.08.2000

643,31 kr.

02.08.2000

1.286,62 kr.

03.08.2000

1.612,94 kr.

03.08.2000

1.935,48 kr.

04.08.2000

64,83 kr.

04.08.2000

1.943,50 kr.

04.08.2000

1.946,00 kr.

08.08.2000

65,07 kr.

08.08.2000

650,23 kr.

08.08.2000

130,05 kr.

08.08.2000

65,07 kr.

Der opstod ikke overtræk på kontoen.

Klageren har oplyst, at M var bortrejst i perioden 6. - 9. august 2000. Den 8. august 2000 om morgenen konstaterede hun, at hun havde været udsat for tyveri, idet bl.a. hendes Visa/Dankort var stjålet. Med naboers hjælp blev tyveriet anmeldt til politiet.

Den 10. august 2000 blev kortet spærret på grundlag af en telefonisk henvendelse fra klageren til indklagede.

Efter sin ankomst til Danmark den 20. august 2000 gjorde klageren indsigelse imod hævningerne med Visa/Dankortet.

Ved skrivelse af 26. oktober 2000 meddelte indklagede, at klageren selv hæftede for 8.000 kr. af hævningerne på i alt 10.673,10 kr. (10.343,10 kr. + 330 kr.). Det var indklagedes opfattelse, at klageren burde have foranlediget kortet spærret den 31. juli 2000.

Ved skrivelse af 1. november 2000 meddelte indklagede, at der nu var indsat 2.673,10 kr. (10.673,10 kr. - 8.000 kr.) på klagerens konto. Indklagede meddelte samtidig, at klageren skulle indlevere Visa/Dankortet, idet indklagede "med baggrund i sagsforløbet" havde bestilt et hævekort til klagerens konto i stedet for Visa/Dankortet.

I den efterfølgende korrespondance rejste klageren krav om, at indklagede skulle dække en større del af misbruget, herunder hævningen på 4.919,23 kr., og om, at indklagede skulle udstede et nyt Visa/Dankort. Indklagede afslog klagerens krav.

Det er oplyst, at klageren har rejst en bedragerisag mod M i Tyrkiet.

Af indklagedes regler for Visa/Dankort fremgår bl.a.:

"[Indklagede] er berettiget til at spærre for brug af kortet:

-

hvis den konto, dit kort er knyttet til, er ophævet, eller

-

hvis du overtræder reglerne, herunder hvis du overtrækker den konto, som kortet er knyttet til."



Parternes påstande.

Den 23. januar 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun alene hæfter for 1.200 kr. af misbruget på i alt 15.592,33 kr., og at indklagede tilpligtes at udstede et nyt Visa/Dankort.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at M's misbrug af Visa/Dankortet også omfatter hævningen på 4.919,23 kr.

Hun passede godt på Visa/Dankortet og PIN-koden og havde ikke grund til mistanke om et eventuelt misbrug.

Det udvidede ansvar i medfør af lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3 forudsætter, at brugeren har fået positivt kendskab til, at koden er kommet til den uberettigedes kendskab.

Hun bør ikke hæfte for mere end 1.200 kr. af misbruget, jf. lovens § 11, stk. 2.

De beløb, som hun overførte til M's konto, er uden betydning for nærværende sag. Hun vendte ikke tilbage til Tyrkiet på grund af mistro til M, men fordi hun ønskede at følge investeringen i guldsmedeforretningen og ejendommen.

Indklagede var ikke berettiget til at forlange Visa/Dankortet udskiftet med et hævekort. Hun har hverken misbrugt Visa/Dankortet eller udvist grov uagtsomhed, og indklagede har derfor ikke haft en saglig grund til at ændre kundeforholdet.

Indklagede har anført, at klageren hæfter for Visa-købet på 4.919,23 kr. den 31. juli 2000. Notaen bærer klagerens underskrift, og det er hendes Visa/Dankort, der er anvendt i prægemaskinen ved udformningen af notaen. Da klageren ikke befandt sig i Tyrkiet den 27. juli 2000, må notaen stamme fra et køb i guldsmedeforretningen under klagerens tidligere besøg i landet.

Klagerens hæftelse for de 11 Visa-udbetalinger udgør 8.000 kr., jf. lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 1, idet klageren allerede den 31. juli 2000 burde have spærret kortet. Klagerens vidste, at M uden hendes accept havde taget hendes Visa/Dankort, idet han holdt det i sin hånd, og at M havde kendskab til hendes PIN-kode, idet han fortalte hende dette.

Klageren havde i forvejen ikke fuld tillid til M og rejste derfor tilbage til Tyrkiet allerede den 31. juli 2000.

Kortet havde ifølge klagerens egen opfattelse været stjålet, hvilket indebærer en risiko for, at tyven har kopieret kortet.

Der var således flere omstændigheder, som burde have givet klageren anledning til at spærre kortet den 31. juli 2000.

Det fremgår af reglerne for Visa/Dankort, at kortindehaveren har pligt til at kontakte indklagede snarest muligt for at få kortet spærret, hvis kortindehaveren mister kortet eller en anden får kendskab til kortindehaverens PIN-kode, eller kortindehaveren får mistanke om, at kortet er blevet kopieret eller på anden måde kan blive misbrugt.

Da klageren har handlet i strid med reglerne, har man inddraget Visa/Dankortet og udstedt et almindeligt hævekort i stedet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af klagerens oplysninger fremgår, at M den 31. juli 2000 fortalte hende, at han havde kendskab til PIN-koden til hendes Visa/Dankort. Det første misbrug af kortet under anvendelse af koden fandt sted den 3. august 2000, og klageren foranledigede kortet spærret den 10. august 2000.

Klageren hæfter derfor for 8.000 kr. som følge af den uberettigede anvendelse af hendes Visa/Dankort under anvendelse af den til kortet hørende PIN-kode, jf. lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 1.

Ankenævnet finder, at en stillingtagen til, om klageren hæfter for betalingen på 4.919,23 kr., forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

Det bemærkes herved, at det efter det foreliggende må lægges til grund, at betalingen på 4.919,23 kr. blev foretaget under anvendelse af klagerens Visa/Dankort og på grundlag af en nota, der bærer klagerens underskrift.

Behandlingen af dette spørgsmål afvises derfor i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Ankenævnet finder, at den omstændighed, at klageren foranledigede Visa/Dankortet spærret og i forlængelse heraf gjorde indsigelse imod transaktioner med kortet, ikke i sig selv kan begrunde, at indklagede opsiger sin aftale med klageren om Visa/Dankort. Som følge heraf, og idet der ikke foreligger oplysninger om, at klageren i øvrigt skulle have misligholdt sit engagement med indklagede, tages klagerens påstand om udstedelse af et nyt Visa/Dankort til følge.

Som følge heraf

Indklagede skal udstede et nyt Visa/Dankort til klageren, såfremt denne anmoder herom inden fire uger fra afsigelsen af denne kendelse.

Klageren skal anerkende at hæfte for 8.000 kr. som følge af den uberettigede anvendelse af hendes Visa/Dankort.

Ankenævnet kan ikke i øvrigt behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.