Afgørelse

Krav om erstatning for tab på investeringsbeviser finansieret med udlandslån.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på investeringsbeviser finansieret med et udlandslån.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde i Sydbank.

Ved udgangen af 2003 bestod engagementet af bl.a. et åbent værdipapirdepot, der indeholdt investeringsbeviser til en værdi på i alt ca. 600.000 kr., og to pensionsdepoter, der indeholdt aktier og investeringsbeviser til en værdi på i alt ca. 850.000 kr.

Ved aftale af 25. november 2004 optog klageren efter forslag fra banken et lån i schweizerfranc (CHF) til en værdi på 1 mio. kr. til investering i investeringsbeviser i BankInvest Virksomhedsobligationer, BankInvest Højrentelande og SydInvest Virksomhedsobligationer. I tilknytning til lånet blev der oprettet et sikkerhedsdepot til de værdipapirer, der blev købt for låneprovenuet.

Investeringsengagementet blev efterfølgende forhøjet, senest ved aftale af 27. februar 2006, hvor CHF-lånet blev forhøjet til 622.000 CHF svarende til 3 mio. kr. Lånet forfaldt til fuld indfrielse den 26. november 2008. Af aftalen fremgår bl.a.:

"…

Hvis kursværdien i DKK af de stillede sikkerheder falder – og/eller hvis kursværdien i DKK af investeringslånet stiger – således, at forskellen mellem de stillede sikkerheder og investeringslånet udgør 60% eller mindre af den beregnede sikkerhedsmargin minus 450.000,00 kr. – er banken berettiget til at kræve yderligere sikkerhed. Et sådant krav om yderligere sikkerhed stilles med et varsel, som er afstemt efter markedsforholdene, og som derved kan være på 1 time eller mindre.

…

Hvis kunden ikke opfylder bankens krav om indbetaling eller anden sikkerhedsstillelse, forfalder lånet straks til fuld indfrielse, og banken er berettiget til at foretage omgående salg af de stillede sikkerheder, såfremt dette efter bankens skøn er nødvendigt for at begrænse eller undgå tab.

…"

Ifølge håndpantsætningserklæringen for sikkerhedsdepotet indeholdt dette for tiden investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande og SydInvest afdelingerne Latinamerika, Brik, Virksomhedsobligationer, Højrentelande Valuta og Højrentelande Akkumulerende.

I marts 2008 sendte banken en meddelelse til klageren om udbetaling af et forventet udbytte på i alt ca. 650.000 kr. i de fire depoter (pensionsdepoterne, det åbne depot og sikkerhedsdepotet). Banken anbefalede, at klageren snarest geninvesterede beløbet.

Ved e-mail af 20. marts 2008 henvendte klageren sig til banken om risikoen på engagementet på baggrund af en negativ udvikling i renten, valutakursen og den amerikanske økonomi, idet "jeg vil jo nødig tabe penge på engagementet".

Den 2. april 2008 sendte banken en opgørelse pr. den 31. marts 2008 vedrørende klagerens investeringsengagement. Banken redegjorde samtidig for den aktuelle udvikling i aktier, obligationer og valuta.

Ifølge en afkastopgørelse pr. den 16. april 2008 var der et overskud på 161.936,57 kr. på investeringsengagementet.

Ved e-mail af 7. juli 2008 henvendte klageren sig til banken om værdien af værdipapirerne, som var faldet. E-mailen blev besvaret med en besked fra banken om, at den rådgiver, som klageren var tilknyttet, holdt ferie.

I perioden 15. september – 17. oktober 2008 indbetalte klageren i alt 902.000 kr. på engagementet. Baggrunden var en forsat negativ udvikling, navnlig fordi kursen på CHF i samme periode steg fra kurs 468,92 til kurs 489,86.

Den 23. oktober 2008, hvor kursen på CHF var steget yderligere til kurs 499,57, lukkede banken engagementet med tab for klageren. Banken tilbød klageren et lån på 558.000 kr. til dækning af underskuddet ved lukningen af investeringsengagementet.

Af investeringsprofil opdateret af Sydbank den 4. juni 2008 fremgår om klageren: "Risikofaktor 83" og "tidshorisont 04.06.2020".

Parternes påstande.

Den 17. juni 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal betale en erstatning, hvorved han stilles som om investeringsengagementet var blevet lukket den 16. april 2008.

Sydbank har nedlagt påstand principalt om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at Sydbank, der vidste, at han er førtidspensionist uden særlig indtægt, forsømte sin pligt til at rådgive ham om risikoen ved investeringsengagementet.

Investeringsengagementet blev etableret efter forslag fra banken. På grund af psykisk sygdom (skizofreni), som banken var bekendt med, var han nem at overtale.

I foråret 2008 henvendte han sig til banken med henblik på at få engagementet indfriet. Han var hverken risikovillig eller i stand til at bære et tab, og mente derfor, at det var fornuftigt at opsige engagementet i tide. Banken overtalte ham imidlertid til at forlænge aftalerne og tilmed at geninvestere det udbytte, der blev udbetalt. Ifølge banken ville 2008 blive et godt aktieår.

I sommeren 2008 blev han på trods af bekymringer om drastiske kursfald holdt hen med et svar om ferie i fjorten dage.

Hans risikoprofil har aldrig været drøftet med banken. Det bestrides at han som anført af Sydbank skulle have accepteret høj risiko. Ved underskrivelsen af aftalen i 2006 oplyste banken, at risikoen var minimal. På baggrund af tilkendegivelserne i foråret 2008 burde banken have indset, at hans risikoprofil var lav risiko.

Banken tvangsindfriede engagementet på det dårligst tænkelige tidspunkt og i strid med hans tilkendegivelser om at ville indskyde yderligere sikkerhed. De fornødne midler kunne tilvejebringes ved familielån eller optagelse af lån i hans gældfri faste ejendom. Hvis Sydbank ikke havde afskåret ham fra at videreføre engagementet, ville tabet have været genvundet.

Ønsket om at fortsætte investeringsengagementet i oktober 2008 var ikke udtryk for høj risikovillighed men begrundet i, at dette var eneste mulighed for at genvinde tabet.

Banken har alene varetaget sin egen interesse i indtægter fra renter, gebyrer og kurtage.

Sydbank har anført, at man ikke har handlet ansvarspådragende overfor klageren.

Klageren blev omhyggeligt informeret om investeringspakken og om de risici, der var forbundet hermed. Det blev klarlagt, at klageren havde en høj risikovillighed og en lang investeringshorisont. Banken sikrede sig endvidere, at klageren havde den nødvendige erfaring med værdipapirhandel. Klageren havde et åbent depot til værdi af ca. 500.000 kr. og en ubehæftet ejendom og havde således den fornødne egenkapital til at bære eventuelle tab på investeringen. Ved forhøjelserne af investeringslånet blev klageren meget grundigt gjort opmærksom på den forøgede risiko, der var forbundet hermed.

Det bestrides, at banken som anført af klageren skulle have oplyst, at risikoen var minimal.

I foråret 2008 blev den negative udvikling i klagerens investeringspakke drøftet. Klageren overvejede i forbindelse hermed at lukke investeringspakken helt ned, men traf i stedet på informeret grundlag beslutning om at videreføre investeringerne, idet han ønskede at "vinde det tabte tilbage".

I efteråret 2008 besluttede klageren at undlade at følge en anbefaling fra banken om at omlægge en del af aktieporteføljen til obligationer med henblik på at nedsætte risikoen.

Banken havde ikke kendskab til, at klageren var syg. Klageren fremtrådte som godt orienteret og med god indsigt i de finansielle markeder generelt samt de konkrete investeringer. Klageren fremstod som værende i stand til fornuftsmæssigt at træffe beslutninger vedrørende sine bankforretninger, herunder investeringerne.

Klageren fulgte investeringerne og markedet tæt og fik en omfattende rådgivning. Klageren fulgte ikke altid bankens råd.

Før lukningen af investeringspakken den 23. oktober 2008 var banken i dialog med klageren, der dog ikke ønskede at indskyde yderligere midler eller stille yderligere sikkerhed.

På baggrund af stigende kurs på CHF og faldende kurser på aktier var man i løbende kontakt med klageren om udviklingen i investeringspakken. Lukningen skete, fordi et omgående salg var nødvendigt for at undgå eller begrænse yderligere tab.

For at undgå lukning skulle klageren have betalt yderligere 300.000 kr. udover de 902.000 kr., som han allerede havde betalt i perioden 15. september – 17. oktober 2008. Banken afslog en anmodning fra klageren om frist til den 28. oktober 2008 med henblik på at indskyde yderligere midler, idet klageren fortsat troede, at markedet ville rette sig.

Efter lukningen steg kursen på CHF den 24. oktober 2008 til 511,91 og den 27. oktober 2008 til 516,17. Den 28. oktober 2008 var kursen 513,42. Samtidig faldt OMX C20 indekset og Dow Jones Indekset. Investeringspakken ville således have udviklet sig yderligere i negativ retning, hvis lukning ikke var sket.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder anledning til at afvise sagen.

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at klageren i hvert fald i foråret/sommeren 2008 blev klar over, at der bestod en ikke uvæsentlig risiko for tab ved investeringsengagementet, hvis klagerens og Sydbanks forventninger til valutakurs- og aktiekursudviklingen viste sig ikke at holde.

Ankenævnet finder derfor, at klageren selv må bære risikoen for det tab, der opstod indtil lukningen den 23. oktober 2008.

Det bemærkes, at det ikke kan lægges til grund, at klageren på noget tidspunkt var afskåret fra at lukke investeringsengagementet, herunder i forbindelse med rådgiverens ferie i jul 2008.

Det kan ikke kritiseres, at banken bragte investeringsengagementet til ophør som sket.

Der er ikke et sådan misforhold mellem investeringsengagementet og klagerens økonomi, at dette i sig selv kan begrunde et eventuelt erstatningsansvar for banken, ligesom det ikke er godtgjort, at banken vidste eller burde vide, at klageren ikke måtte være i stand til fornuftsmæssigt at træffe beslutninger vedrørende sine bankforretninger.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klage tages ikke til følge.