Afgørelse

Fejlagtig beregning af udbetaling.

Indledning.

Denne sag vedrører indklagedes fejlagtige beregning af udbetalingerne fra klagernes indekskonti, hvorved indeståendet på kontiene for hurtigt blev opbrugt.

Sagens omstændigheder.

Klagerne i denne sag er ægtefællerne H og M, der begge er født i 1931.

I 1961 oprettede klagerne hver fire indekskontrakter. I 1969 oprettede klagerne yderligere hver to indekskontrakter.

Ved skrivelser af 3. september 1998 rettede indklagede henvendelse til klagerne om udbetalingerne fra henholdsvis H's indekskonti, som skulle påbegyndes den 1. november 1998, og udbetalingerne fra M's indekskonti, som skulle påbegyndes den 1. december 1998. Klagerne valgte udbetaling med variabel grundrente, hvilket ifølge skrivelserne ville medføre månedlige udbetalinger til H på henholdsvis 1.929,08 kr. og 835,34 kr. og månedlige udbetalinger til M på henholdsvis 1.932,40 kr. og 837,30 kr. De anførte beløb var inklusiv statens indekstillæg og før beregning af skat. Udbetalingsperioden var på 10 år.

Udbetalingerne var beregnet på grundlag af foreløbige stamkort, som indklagede havde udskrevet den 25. august 1998. Af disse fremgår, at beregningssaldiene for H's konti var henholdsvis 113.348,17 kr. og 50.732,91 kr. Beregningssaldiene for M's konti var henholdsvis 113.685,75 kr. og 50.932,57 kr.

Indklagede har oplyst, at man efter at have modtaget klagernes valg af udbetalingsmåde ved en fejl på ny indrapporterede kontienes saldi til Banker Sparekassers Indeks Udbetaling, hvilket medførte en fordobling af beregningssaldiene, som dannede grundlag for beregningen af egenudbetalingerne.

De fordoblede beregningssaldi fremgår af de endelige stamkort, der efterfølgende blev udstedt.

Som følge af fejlen blev egenudbetalingerne fra kontiene for store, ligesom indeståenderne var utilstrækkelige til at dække en udbetalingsperiode på 10 år.

Ifølge stamkort gældende fra 1. januar 2003 udgjorde udbetalingerne fra H's indekskonti inkl. statens indekstillæg og efter fradrag af skat henholdsvis 1.928 kr. og 852,43 kr. Udbetalingerne fra M's indekskonti udgjorde tilsvarende 1.934,50 kr. og 856,27 kr.

Den 20. marts 2003 rettede klagerne henvendelse til indklagede om indekskontiene, idet indeståenderne nu ca. 4½ år efter udbetalingsperiodens start næsten var opbrugt. På baggrund af henvendelsen blev den fejlagtige fordobling af beregningssaldiene opdaget.

Indklagede nedsatte pr. den 1. maj 2003 beregningssaldiene til de faktiske indeståender på kontiene, der for H's vedkommende udgjorde 1.690 kr. og 759 kr. og for M's vedkommende 4.914 kr. og 2.184 kr. Egenudbetalingerne blev herved for H's vedkommende nedsat til 16,25 kr. og 7,30 kr. og for M's vedkommende til 47,25 kr. og 21 kr. Nedsættelserne skete med henblik på at fastholde udbetalingen af statens indekstillæg i en fuld 10-årig udbetalingsperiode.

Parternes påstande.

Den 7. april 2003 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at kompensere for fejlen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de ikke er regnskabskyndige, og at de ikke har kunnet gennemskue indklagedes beregninger vedrørende indekskontiene. De havde således heller ikke mulighed for at opdage fejlen, som nu har fået store konsekvenser for dem.

De er usikre på, om indklagedes nedsættelse af egenudbetalingerne er korrekt.

Indklagede bør stille dem, som om fejlen ikke var begået, og der skal i den henseende ikke tages hensyn til de for meget udbetalte beløb.

Indklagede har anført, at klagerne burde have indset, at der skete for store udbetalinger fra indekskontiene.

De korrekte udbetalingsoplysninger fremgår af skrivelserne af 3. september 1998. Klagerene undlod at reagere, selv om de faktiske udbetalinger afveg væsentligt herfra.

Klagerne har årligt modtaget endeligt stamkort vedrørende indekskontiene, hvoraf de fordoblede beregningssaldi er fremgået, og via de fremsendte kontoudskrifter har klagerne kunnet følge størrelsen af det tilbageværende indestående på deres indekskonti ultimo hvert år.

Da indeståenderne på grund af de fordoblede udbetalinger blev væsentligt reduceret, kan klagerne kun vanskeligt påstå, at de havde forventet, at udbetalingerne ville kunne fortsætte i alle 10 år.

Som følge af fejlen har klagerne haft en likviditetsforbedring siden udbetalingerne startede og indtil nedsættelsen pr. den 1. maj 2003.

Klagerne vil modtage en ugrundet berigelse, såfremt det pålægges indklagede at forhøje de nu nedsatte egenudbetalinger, idet klagerne herved vil få udbetalt mere end indeståendet på deres konti.

Klagerne har ikke lidt noget tab, hvorfor der ikke er grundlag for at yde erstatning.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Den af indklagede begåede fejl har ikke medført et egentligt tab for klagerne, men en fremrykning af egenudbetalingerne fra indekskontiene. Det bemærkes herved, at indklagede må indestå for, at klagerne med de nedsatte egenudbetalinger pr. den 1. maj 2003 er berettiget til at modtage statens indekstillæg i den resterende del af udbetalingsperioden.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.