Personlig fordring. Opgørelse. Forældelse
| Sagsnummer: | 200003021/2000 |
| Dato: | 23-11-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Leif Nielsen, Mads Laursen, søren Møller-Damgaard |
| Klageemne: |
Tvangsauktion - opgørelse
Personlig fordring - forældelse |
| Ledetekst: | Personlig fordring. Opgørelse. Forældelse |
| Indklagede: | Nykredit Realkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i februar 1991 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 425.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 545.485 kr. for fire lån, som fordeltes med 468.988 kr. i kolonne 2 og 76.497 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 15. april 1991 ejendommen, bl.a. med overtagelse af tre af de indestående lån. Instituttet gjorde i februar 1995 en personlig fordring på 118.106 kr. gældende mod klageren. Instituttet udtog i august 1998 stævning mod klageren for dette beløb. Under retssagen rejste klageren dels krav om nedsættelse af fordringen, jf. rpl. § 578, dels forældelsesindsigelse f.s.v. angår renter. Retten udsatte i april 2000 sagen på behandling i Realkreditankenævnet.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt ikke, at genanvendelsen af pantebrevene ved videresalg af ejendommen var udtryk for frafaldelse af den personlige fordring, eller at klageren kunne fritages for denne ud fra en passivitetsbetragtning, eller at fordringen kunne kræves nedsat, jf. rpl. § 578. Flertallet henviste til, at det af tidligere sager om personlige fordringer var fremgået, at der havde været anvendt forskellige fremgangsmåder ved fordeling af budsummen på de enkelte kolonner, og at det derfor måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ikke udelukkes, at instituttet forlods havde anvendt budsummen til dækning af restgælden, således at instituttets krav delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Flertallet stemte derfor for, at der kun kunne gøres krav gældende vedr. restgæld og afdrag. Med henvisning til Østre Landsrets dom af 27. juni 2000 i en lignende sag, hvor det var blevet fastslået, at det tilkommer instituttet at bestemme, på hvilke dele af de pantsikrede fordringer provenuet i forbindelse med en tvangsauktion skal afskrives, stemte mindretallet for at frifinde instituttet. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af restgæld i kolonne 2 og afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes med pantebrevsrenten for det enkelte lån 5 år tilbage fra klagens indbringelse for retten, og indtil betaling sker.
Instituttet meddelte den 1. december 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Retten har frifundet instituttet.