Afgørelse

Ekspeditionstid. Låneudbetaling.

Klageren havde i sin ejendom et lån til det indklagede realkreditinstitut samt et ejerpantebrev, der var givet i håndpant til et pengeinstitut. Instituttet afgav den 29. januar 1999 et lånetilbud til klageren. Det nye lån var forudsat ydet med 1. prioritets panteret. Klageren indgik en tinglysningsaftale med instituttet, hvoraf det fremgik, dels at det nye lån skulle udbetales straks, og at instituttet skulle sørge for tilbagerykning af ejerpantebrevet. Tinglysningsaftalen var vedlagt en provenuberegning, hvoraf det fremgik, at der var taget udgangspunkt i en afregningskurs på 98,35. Instituttet rettede den 3. februar 1999 henvendelse til det pengeinstitut, der havde ejerpantebrevet i håndpant, og anmodede pengeinstituttet om at rykke tilbage for det nye lån. Pr. telefax af 9. marts 1999 til instituttet meddelte pengeinstituttet
rykningstilsagn. Den 12. marts 1999 fremsendte instituttet en rykningspåtegning til ejerpantebrevet til pengeinstituttet. Samme dato afregnede instituttet lånet til en udbetalingskurs på 97,00. Klageren gjorde over for realkreditinstituttet og pengeinstituttet indsigelse over, at provenuet som følge af den lange sagsbehandlingstid var blevet mindre, end der var stillet i udsigt i lånetilbudet. I juni 1999 foreslog realkreditinstituttet pengeinstituttet, at parterne skulle holde klageren skadesløs ved hver især at godtgøre klageren 50 pct. af dennes kurstab. Pengeinstituttet afviste dette forslag med henvisning til, at hele lånesagen kunne være ekspederet uden pengeinstituttets medvirken. Herefter udbetalte realkreditinstituttet klageren en erstatning på 4.238 kr., svarende til 50 pct. af det beregnede kurstab.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle tilpligtes at yde ham den fulde erstatning for det kurstab, han havde lidt som følge af den forsinkede ekspedition af låneudbetalingen. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at det havde været ønskeligt, at instituttet havde rykket pengeinstituttet på et tidligere tidspunkt. Instituttet havde betalt klageren en kompensastion på 4.236 kr., og Nævnet fandt ikke, at der ud fra erstatningsretlige betragtninger eller ud fra andre synspunkter var grundlag for at pålægge instituttet at betale et yderligere beløb. Som følge heraf frifandt Nævnet instituttet.