Indløsning af udenlandsk check. Tilbageførsel.
| Sagsnummer: | 276/1993 |
| Dato: | 30-11-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Check - udenlandsk check
|
| Ledetekst: | Indløsning af udenlandsk check. Tilbageførsel. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 19. december 1991 indløste klageren en på en enkelsk bank trukket check på 200 GBP til 2.194,42 dkr. Det var på valutanotaen anført: "Checks købt af Dem under forbehold af dækning samt rettidig betaling fra betrukne bank".
Den 3. marts 1992 indløste klageren påny en check på 200 GBP, nu til 2.193,40 kr., under samme forbehold fra indklagede. Checkens udsteder svarede til udstederen af den af klageren i december 1991 indløste check.
Den 12. november 1992 meddelte indklagedes engelske korrespondentbank, at check nr. 2 var udstedt, fordi dennes udsteder ikke havde kunnet konstatere, at check nr. 1 var blevet indløst, og at udsteder derfor samtidig havde spærret check nr. 1. Den 2. december 1992 oplyste indklagede klageren herom og anmodede hende om at rette henvendelse til indklagede, således at spørgsmålet kunne afklares. Den 18. februar 1993 debiterede indklagede klagerens konto for modværdien af 200 GBP, 1.795,76 dkr.
Efter at klageren og indklagede har brevvekslet herom, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale klageren 1.795,76 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at checkene vedrører en pris, hun har vundet under et studieophold i England. Hun var ikke bekendt med størrelsen af prisen, og da hun modtog check nr. 2 fremgik det ikke af den medfølgende slip, at den var en erstatning for check nr. 1. Hun finder ikke, at hun kan gøres ansvarlig for, at check nr. 1 under indløsning er bortkommet, særlig når henses til, at indklagede først har kontaktet klageren et år efter udbetaling af check nr. 1.
Indklagede har anført, at man undlod at orientere klageren, indtil man var nærmere bekendt med omstændighederne vedrørende spærringen af checken. I forbindelse med at man orienterede klageren herom, gjorde man hende opmærksom på, at indklagede var berettiget til at hæve beløbet på hendes konto, såfremt det udenlandske pengeinstitut ikke ville honorere checken. Der kan i den forbindelse henvises til det på valutanotaen anførte. Såfremt klageren mener, at hun er berettiget til yderligere 200 GBP, må dette være et spørgsmål, der skal afgøres mellem klageren og udstederen af checken.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af den valutanota, klageren modtog i forbindelse med udbetalingen af check nr. 1, at checken er købt under forbehold af dækning samt rettidig betaling fra betrukne bank. Det forhold, at indklagedes korrespondentbank først den 12. november 1992 har meddelt indklagede, at check nr. 1 ikke kunne honoreres, findes ikke at kunne medføre, at indklagede er afskåret fra at debitere beløbet på klagerens konto.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.