Afgørelse

Indsigelser vedrørende opgørelse af mellemværende efter tvangsauktion og akkord, herunder indsigelse om manglende dokumentation til SKAT for betalte renter.

Indledning

Denne sag vedrører klagernes indsigelser vedrørende Sydbanks opgørelse af deres mellemværende efter tvangsauktion og akkord, herunder indsigelse om manglende dokumentation til SKAT for betalte renter.

Sagens omstændigheder

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.

M var kunde i den daværende Sparekassen Spar Trelleborg, nu Sydbank, hvor han bl.a. havde et boliglån. M drev en personligt ejet virksomhed og en erhvervsvirksomhed via et selskab, som også var kunde i banken. Både M og H stillede efter det oplyste sikkerhed i tilknytning til engagementerne i form af kaution og pant.

Den 16. december 2008 gik selskabet konkurs.

Banken opgjorde pr. den 26. marts 2010 sit tilgodehavende hos M inklusiv anslåede renter til i alt ca. 1.193.000 kr., hvoraf ca. 336.000 kr. vedrørte M’s personlige konti/ personligt ejede virksomhed og ca. 857.000 kr. vedrørte selskabet.

1. Overdragelse til M af en af pantsat bil, der tilhørte selskabet

Banken havde sikkerhed i et ejerpantebrev på 150.000 kr. med pant i en bil, der tilhørte selskabet.

Ved brev af 6. maj 2009 til fogedretten fremsatte banken begæring om udlevering af bilen, som tilsyneladende uretmæssigt var overdraget fra selskabet under konkurs til et holdingselskab.

Efterfølgende indgik parterne en aftale om, at overdrage bilen til M for 21.000 kr.

Ved brev af 14. juli 2010 til M bekræftede banken, at M havde betalt de 21.000 kr. Banken anførte, at beløbet med fradrag af omkostninger ville blive modregnet i M’s kaution for selskabet under konkurs, at ejerpantebrevet var sendt til aflysning af tingbogen, og at ejerpantebrevet efterfølgende ville blive udleveret.

Ved faktura af 15. juli 2010 afregnede bankens advokat sagen over for banken ved betaling af 9.368 kr., svarende til M’s betaling på 21.000 kr. med fradrag af omkostninger, herunder et salær på 10.750 kr. inklusive moms til advokaten for dennes arbejde i sagen.

Den 16. juli 2010 blev de 9.368 kr. indsat på en kredit nr. -662, der tilhørte selskabet under konkurs. Saldoen på kreditten var efter indsættelsen ÷476.967,16 kr.

Banken har under ankenævnssagen sendt det aflyste ejerpantebrev til M og har beklaget, at det ikke er blevet fremsendt tidligere.

2. Tvangsauktion over M’s faste ejendom

Banken havde pant i en beboelsesejendom, der tilhørte M, i form af to ejerpantebreve (2. og 3. prioritet) på henholdsvis 200.000 kr. og 505.876 kr. På begæring af et realkreditinstitut blev ejendommen solgt på 2. tvangsauktion den 29. marts 2011, hvor banken overtog ejendommen for et bud på 1.310.000 kr.

Banken har oplyst, at ejendommen blev videresolgt til tredjemand for 1,4 mio. kr. med overtagelse den 1. juli 2011. Efter indfrielse af et realkreditlån på 1. prioriteten (ca. 775.000 kr.), omkostninger (i alt ca. 205.000 kr.) og driftsudgifter i ejendommens liggetid (ca. 11.000 kr.) udgjorde det endelige provenu af ejendommen 409.968,83 kr. Beløbet blev den 30. august 2011 indsat på M’s boliglån.

Provenuet blev anvendt til indfrielse af M’s personlige konti i banken, herunder M’s virksomhed med personlig hæftelse. Herudover blev restgælden på et erhvervslån, konto nummer -459, tilhørende selskabet under konkurs nedbragt til ca. halvdelen, svarende til ca. 60.000 kr.

Ved brev af 17. februar 2012 sendte banken en opgørelse af provenuet på 409.968,83 kr. til M. På forespørgsel fra M sendte banken ved brev af 30. maj 2012 kopi af fakturaer, der var udstedt af bankens advokat i forbindelse med tvangsauktionen.

Banken har under ankenævnssagen fremlagt en specificeret opgørelse af provenuet og indfrielserne, herunder angivet i hvilket omfang indfrielserne/nedbringelsen af engagementet har medført betaling af påløbne renter.

Banken har oplyst, at bankens restengagement med M blev indfriet af H.

3. Forlig i forbindelse med afværgelse af tvangsauktion over fast ejendom ejet af H

H ejede en beboelsesejendom, der var behæftet med et ejerpantebrev på 800.000 kr. Ejerpantebrevet lå til sikkerhed for selskabets kassekredit, som havde kontonummeret -662. På baggrund af konkursen gjorde banken pantsætningen gældende over for H. Ved udeblivelsesdom af 26. maj 2010 blev H dømt til at betale gælden på kreditten, som udgjorde 530.074,67 kr. Hertil kom renter fra den 1. juli 2009 samt omkostninger på 18.970 kr. Sagen blev genoptaget og stadfæstet ved dom af 13. maj 2011. Ved fogedretsafgørelse af 30. august 2012 fik banken udlæg for 788.234,04 kr. i H’s ejendom. Afgørelsen blev stadfæstet af Landsretten.

På begæring af banken som eneste panthaver blev der berammet tvangsauktion over ejendommen til afholdelse den 30. april 2013.

Bankens tilgodehavende hos H blev i forbindelse med tvangsauktionen opgjort til 863.027 kr., svarende til domsbeløbet med tillæg af renter.

Den 24. april 2013 sendte pengeinstituttet P en e-mail til klagerne. Af e-mailen fremgik bl.a.:

”…

Vi vil gerne stille en garanti overfor [realkreditinstitut], så I kan hjemtage lånet på 775 tkr. Til betaling af Sydbank, men det er under betingelse af at Sydbank accepterer, at pengene først er hos dem den 2. maj 2013 […]

Vi skal derfor have en bekræftelse fra Sydbank på, at tilbuddet af 22. april 2013 på 704.528,25 kr. fortsat er gældende, så underpantet slettes, selvom pengene først indgår 2. maj 2013.

…”

Den 25. april 2013 sendte bankens advokat en e-mail til H’s advokat. Af e-mailen fremgik bl.a.:

”…

Mine klienter accepterer en garanti stillet af [P] om betaling af 704.528,25 kr. senest pr. den 3. maj 2013.

Der ud over, skal der straks og senest den 29. april 2013 ske effektiv betaling af omkostninger på kr. 50.000,00, hvoraf de hidtidige omkostninger udgør kr. 29.528,25.

Differencen udgør omkostninger og godtgørelse til mine klienter for det betydelige arbejde, der har været pålagt mine klienter i forbindelse med Deres klients forsøg på at afværge auktionen, samt den risiko, der pålægges mine klienter ved, at de accepterer at aflyse auktionen.

Omkostningsbeløbet skal ikke betales tilbage til Deres klient.

Dog kan beløbet på kr. 29.528,25 fradrages i det skyldige beløb, således, at Deres klient senest den 3. maj 2013 betaler kr. 675.000.

Straks der er sket effektiv betaling af kr. 50.000 aflyser mine klienter auktionen, der er berammet til den 30. april 2013.

Når beløbet på kr. 675.000 er modtaget sletter mine klienter underpantet i ejendommen. Det er en betingelse, at betalingen sker senest den 3. maj 2013.”

Ved mail af 29. april 2013 bekræftede bankens advokat at have modtaget 50.000 kr. ”til dækning af omkostninger til nærværende auktionssag”, og at tvangsauktionen var tilbagekaldt. Advokaten imødeså herefter senest den 3. maj 2013 675.000 kr. indbetalt på sin klientkonto med Sydbank.

Ved e-mail af 29. april 2013 til fogedretten tilbagekaldte bankens advokat tvangsauktionen.

Ved brev af 6. maj 2016 afregnede advokaten til banken ”det aftalte ”forligsbeløb” kr. 675.000,00, ligesom debitor har indbetalt mine omkostninger i forbindelse med hele sagen og dens langstrakte forløb.”

Ved breve af 24. juli 2013 meddelte banken begge klagerne saldokvittering på baggrund af H’s betaling af forligsbeløbet på 675.000 kr.

Parternes påstande

Henholdsvis den 12. december 2013 og den 24. januar 2014 indgav klagerne M og H hver en klage over Sydbank til Ankenævnet med påstand om, at banken skulle udlevere posteringsoversigter for 2010-2013, udarbejde en opgørelse af deres mellemværende, herunder oplyse om bankens bogføring af beløbene, og udbetale deres tilgodehavende. Den 17. juni 2014 blev sagerne lagt sammen og videreført som én sag.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at banken beholdt de 21.000 kr., som M betalte for bilen. Beløbet skulle fragå det han skyldte. Banken returnerede ikke ejerpantebrevet i kvitteret stand som aftalt.

Banken videresolgte M’s ejendom en måned før den overtog ejendommen på tvangsauktion. Der var ikke nogen liggetid og dermed heller ikke nogen driftsomkostninger på ejendommen. Omkostningsbeløbet på 205.000 kr. er urimeligt stort. Banken beregnede sig uretmæssigt urimeligt høje renter på både M’s konti og ejerpantebrevene i M’s ejendom. Banken afslog at afregne M’s tilgodehavende efter salget og at fremkomme med en opgørelse herunder om, hvordan beløbene blev bogført hos banken.

Uden kontoudtog og oplysninger om bankens bogføring var det ikke muligt at kontrollere forløbet. Det er deres opfattelse, at de har et større beløb til gode hos banken. Det materiale, som banken har fremlagt under sagen er utilstrækkeligt. Bogføringsoplysningerne mangler. De er overbeviste om, at banken har noget materiale, som den ikke vil ud med.

Umiddelbart før tvangsauktionen over H’s faste ejendom skulle afholdes, forlangte banken 20.000 kr. mere end aftalt. H spurgte om begrundelsen og fik det svar, at de bare mente, at de skulle have det mere. Hun bad om en opgørelse, herunder en renteopgørelse, som SKAT bad om. Den manglende opgørelse medførte manglende skattefradrag for renter. Banken bør erstatte tabet herved.

Banken fremkom heller ikke med oplysninger om betalte renter vedrørende M.

Banken bør refundere de 20.000 kr., da H aldrig har fået svar på, hvorfor banken krævede beløbet.

Sydbankhar anført, at provenuet fra salget af bilen og provenuet fra salget af ejendommen korrekt blev anvendt til nedbringelse af M’s hæftelser.

Fogedretssagen vedrørende bilen blev omberammet grundet M’s forhold, hvilket var medvirkende årsag til omkostningernes og dermed provenuets størrelse, da bilen blev overdraget til M.

Provenuet efter videresalget af M’s ejendom er korrekt opgjort. Banken har fremlagt en specificeret opgørelse, herunder for omkostningerne. Omkostningernes størrelse skal ses i lyset af, at ejendommen blev solgt på 2. auktion, og at klagerne først fraflyttede ejendommen efter, at der var iværksat en udsættelsesforretning via fogedretten. Perioden mellem 2. auktion og salg i fri handel medførte driftsudgifter.

Bankens tilgodehavende udgjorde 863.027,75 kr., jf. salgsopstillingen vedrørende tvangsauktionen over H’s ejendom, og oversteg således forligsbeløbet på 675.000 kr., hvorefter klagerne fik saldokvittering. Banken eftergav således en del af sit tilgodehavende. Klagerne har derfor ikke et tilgodehavende hos banken.

Det var ikke muligt for H at fremskaffe betaling af det aftalte forligsbeløb på 675.000 kr. Banken accepterede derfor at tilbagekalde tvangsauktionen, når omkostningsbeløbet på 50.000 kr. var betalt, samt at der via et andet pengeinstitut blev stillet garanti for betaling af forligsbeløbet. Det fremgik af bankens e-mail af 25. april 2013, at der skulle ske betaling af omkostningerne på kr. 50.000 senest den 29. april 2013, hvoraf de hidtidige omkostninger var på 29.528,25 kr. Det blev endvidere oplyst, at differencen på ca. 20.000 kr. udgjorde bankens meromkostninger ved H’s forsøg på at afværge tvangsauktionen, samt godtgørelse for bankens risiko ved aflysning af tvangsauktionen.

Der foreligger ikke yderligere materiale i sagen end det allerede fremlagte. Klagerne har den fornødne dokumentation for opgørelse af renter. En eventuel klage vedrørende klagernes skatteforhold kan ikke behandles i Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger

Banken har under sagen fremlagt kontoudskrifter tilbage fra 2003 for hele det omtvistede engagement. Banken har endvidere specificeret indfrielserne i forbindelse med salget af M’s faste ejendom og H’s forlig med banken. Herved har klagerne mulighed for over for SKAT at dokumentere, i hvilket omfang betalingerne er anvendt til dækning af påløbne renter med henblik på at søge at opnå skattemæssigt fradrag herfor. Endelig har banken udleveret et aflyst ejerpantebrev til M i henhold til tidligere aftale.

Ankenævnet finder efter det foreliggende, at det ikke kan pålægges banken at fremlægge yderligere oplysninger vedrørende engagementet.

Klagerne opnåede den 24. juli 2013 begge saldokvittering fra banken på baggrund af dels salget af M’s faste ejendom, dels forliget mellem banken og H.

Der er ikke fremlagt et egentligt aftaledokument vedrørende forligsaftalen mellem banken og H, og aftalen fremgår ikke klart af de fremlagte e-mails. Efter det foreliggende finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at H i forbindelse med forliget accepterede at betale forligsbeløbet på 675.000 kr. plus omkostninger på 50.000 kr., i alt 725.000 kr., og at H’s faktiske betalinger ikke oversteg dette beløb. Ankenævnet lægger endvidere til grund, at H, der var repræsenteret ved advokat, betalte beløbet uden forbehold. Ankenævnet finder det derfor ikke godtgjort, at H betalte 20.000 kr. for meget, og klagerne får derfor ikke medhold i påstanden om, at banken skal refundere beløbet.

Ankenævnet finder ikke, at det er godtgjort eller sandsynliggjort, at banken har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med engagementet. Ankenævnet finder heller ikke, at klagerne har godtgjort, at de på et andet grundlag har et tilgodehavende hos banken.

Det bemærkes, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af engagementet.

Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.

Klagerne får klagegebyret tilbage