Afgørelse

Rådgiveransvar. Medhæften for lån.

Klageren og hans daværende ægtefælle optog i sommeren 2005 hos det indklagede realkreditinstitut et rentetilpasningslån på 1.500.000 kr. Lånet blev ydet med sikkerhed i en ejendom, som tilhørte klagerens daværende ægtefælle som særeje. Det for lånet udstedte pantebrev blev underskrevet af såvel klageren som dennes tidligere ægtefælle som debitorer. Af pantebrevets særlige bestemmelser fremgik det, at debitor hæfter både med den pantsatte ejendom og personligt for opfyldelsen af forpligtelserne i henhold til pantebrevet, og at der ved flere debitorer hæftes solidarisk. Pantebrevet var oprettet på Justitsministeriets pantebrevsformular B, som indeholder bestemmelser om, at debitor er personlig ansvarlig for opfyldelsen af forpligtelserne efter pantebrevet. Efterfølgende blev ægtefællerne skilt, og klageren fraflyttet ejendommen. I december 2009 modtog klageren en inkassoskrivelse fra instituttets advokat vedrørende en ubetalt ydelse på det omhandlede lån på 22.844 kr. Klagerens advokat kontaktede herefter Realkreditrådet, idet han ikke fandt det i overensstemmelse med god skik fra realkreditinstituttets side at forlange, at klageren blev meddebitor på et nyoptaget lån, uagtet at pantet tilhørte hans tidligere ægtefælle som særeje, uden at gøre opmærksom på de kedelige konsekvenser, det kunne få, hvis ægteskabet ikke holdt. Advokat oplyste, at klageren var ude af stand til at vedligeholde eller indfri et lån på 50 pct. af 1.500.000 kr., eller som det aktuelt var tilfældet at imødekomme krav om betaling af den fulde termin. Klageren mente sig dårligt rådgivet, idet han havde været af den opfattelse, at lånet fulgte ejendommen, og at han derfor blev frigjort for gælden i en skilsmissesituation.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet havde pådraget sig et rådgiveransvar i forbindelse med etablering af lånet på 1.500.000 kr. med ham som meddebitor, og at han derfor skulle frigøres for sin hæftelse. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet bemærkede, at det ikke kan anses for usædvanligt, at et realkreditinstitut i forbindelse med långivning stiller krav om, at begge ægtefæller – uanset om den pantsatte ejendom er fælleseje eller særeje – hæfter personligt for lånet. Nævnet henviste til, at pantebrevet klart og udtrykkeligt angav, hvilke forpligtelser klageren påtog sig ved at underskrive som debitor. Der var ikke i sagen påvist omstændigheder, der kunne begrunde, at klageren ikke skulle være forpligtet af sin underskrift som debitor. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.