Rådgivning ved finansiering af køb af bil.
| Sagsnummer: | 175/2000 |
| Dato: | 29-12-2000 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Mette Frøland, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rådgivning - øvrige spørgsmål
Udlån - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Rådgivning ved finansiering af køb af bil. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om indklagedes ansvar for tabet ved, at en af klageren købt bil viste sig at være behæftet.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev at 11. oktober 1999 blev klagerens billån i indklagedes Frederiksberg afdeling forhøjet med 85.000 kr. til 146.726,91 kr. Forhøjelsen skete med henblik på klagerens køb af en ny bil, og til brug herfor udstedte indklagede samme dag en check på 75.000 kr. til sælger.
Indklagede havde pant i klagerens "gamle bil" til sikkerhed for billånet. I forbindelse med bevillingen af forhøjelsen blev det aftalt, at pantet skulle flyttes til den nye bil, og at pantebrevet samtidig skulle forhøjes.
Sælger var en privatperson, til hvem klageren som betaling for den nye bil skulle overdrage sin daværende bil, i hvilken indklagede havde aflyst sit pant, samt checken på 75.000 kr., svarende til en købesum på i alt 135.000 kr.
Da indklagede skulle lyse sit pant i den nye bil, blev det konstateret, at en tidligere forhandler havde pant i denne. Klageren forsøgte forgæves at formå sælgeren til at indfri pantegælden og så sig herefter nødsaget til at aflevere bilen til panthaveren.
Ved skrivelse af 10. april 2000 tilbød indklagede pr. kulance en rentenedsættelse på billånet, som set over lånets restløbetid svarede til 18.258 kr., og at frafalde tidligere tilskrevne gebyrer med i alt 2.202 kr. Indklagede tilbød endvidere pr. kulance, at nedskrive restgælden på billånet med 15.000 kr.
Klageren fandt indklagedes tilbud utilstrækkeligt.
Parternes påstande.
Den 26. april 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 135.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede som følge af mangelfuld rådgivning bør erstatte hans tab på 135.000 kr.
Indklagede var bekendt med, at han handlede med en privatperson. På indklagedes forespørgsel om eventuel gæld i bilen oplyste han, at sælger havde udstedt en skriftlig garanti på, at bilen var gældfri. Indklagede burde have gjort ham opmærksom på, at en sådan garanti er værdiløs, og at en forespørgsel til bilbogen var nødvendig for at sikre, at bilen var ubehæftet.
Indklagede kontaktede ham om formiddagen den 11. oktober 1999 og fik oplyst bilens stelnummer og registreringsnummer med henblik på at klargøre dokumenterne inden underskrift senere på dagen. På grundlag af stelnummeret og registreringsnummeret kunne indklagede ved forespørgsel til bilbogen have fået oplyst, at bilen var behæftet.
Såfremt indklagede havde fastholdt sit pant i den gamle bil, indtil der var opnået pant i den nye bil, kunne tabet have været begrænset til 75.000 kr.
Det er korrekt, at han tidligere har handlet bil med private, men kun for væsentligt mindre beløb.
Indklagede har anført, at klageren tidligere har handlet 7 biler privat. Klageren anmodede om udbetaling af de 75.000 kr. på en check, idet handlen skulle effektueres på en nærliggende parkeringsplads. Det blev fremhævet over for klageren, at han skulle sikre sig, at den nye bil var gældfri. Klageren oplyste, at dette ikke var noget problem, da han som tidligere modtog tro- og loveerklæring fra sælgeren.
Afdelingen var ikke involveret i bilhandlen og modtog ikke dokumenter vedrørende bilen, som klageren ønskede at købe. Afdelingen blev alene anmodet om at yde den nødvendige finansiering, hvilket der efter en kreditmæssig vurdering af klageren blev givet tilsagn om. Det var afdelingens klare opfattelse, at klageren ikke ønskede rådgivning, men alene ønskede at få udbetalt lånebeløbet på en check. Klageren valgte selv at gennemføre handlen uden medvirken af forhandler, der ofte kan tilsikre, at brugte biler overdrages gældfri, og uden at søge anden rådgivning. Klageren må bære risikoen for den valgte fremgangsmåde, der antagelig var begrundet i et ønske om at spare omkostninger.
Der var således tale om en ren ekspeditionssag, og det blev ikke aftalt, at der skulle forespørges i bilbogen, hvilket er forbundet med omkostninger, der normalt skal betales af kunden.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det lægges efter det oplyste til grund, at indklagede i forbindelse med bevillingen af forhøjelsen af billånet fremhævede over for klageren, at denne skulle sikre sig, at den nye bil var ubehæftet, og at klageren hertil oplyste, at sælger ville udstede en tro- og loveerklæring herom. Ankenævnet finder det ønskeligt, om indklagede på baggrund af denne oplysning af egen drift havde orienteret klageren om risikoen ved alene at holde sig til en tro- og loveerklæring fra sælger og om muligheden for at forespørge i bilbogen, herunder de omkostninger der er forbundet hermed, jf. også Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning § 2.2., som er sålydende "Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og skal gives, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov".
Ankenævnet finder imidlertid ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar for at have undladt dette. Herved bemærkes, at indklagede ikke i øvrigt var involveret i handlen, og at klageren ikke have udtrykt ønske om rådgivning fra indklagedes side.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.