Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod indklagedes krav om indfrielse af en kautionsforpligtelse.

Sagens omstændigheder.

Den 9. februar 1990 ydede indklagede klageren og dennes daværende ægtefælle, M, en mellemfinansieringskredit på 100.000 kr. Ved et tillæg til kreditkontrakten blev kreditten den 11. september 1990 omlagt til et boliglån på 107.061,25 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.600 kr.

Ved gældsbrev af 2. juli 1992 ydede indklagede M et lån (privatlån) på 58.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.500 kr. Ved underskrivelse af gældsbrevet og et separat kautionsdokument påtog klageren sig selvskyldnerkaution for lånet.

Klageren og M ophævede samlivet i 1994 og blev skilt i 1995. Efter samlivsophævelsen fortsatte klageren og M med at indbetale hver 800 kr. på boliglånet.

Ved skrivelse af 16. oktober 1995 meddelte indklagede, at boliglånet var i restance med 800 kr.

Ved skrivelse af 30. oktober 1995 fik klageren meddelelse om, at M ikke længere ind­betalte på privatlånet.

Privatlånet havde været i restance siden 1. juni 1995. Saldoen på lånet efter betaling af ydelsen den 1. maj 1995 udgjorde 22.503,81 kr. (negativ).

Ved skrivelse af 20. november 1995 til M opsagde indklagede privatlånet til indfrielse. Ved skrivelse af samme dato blev klageren orienteret om opsigelsen og anmodet om at indfri kautionen, som blev opgjort til 22.889,47 kr. Det blev samtidig meddelt, at boliglånet var i restance med 800 kr.

Klageren inddækkede restancen på boliglånet, men afviste at være forpligtet til at indfri privatlånet.

Ved telefaxskrivelse af 12. januar 1996 foreslog klageren, at boliglånet blev indfriet af hende over en periode på 5 måneder, mod at indklagede frafaldt kautionen for privatlånet. Klageren, som havde indsigelser imod kautionsforpligtelsen, fremsatte forslaget uden præjudice.

Ved skrivelse af 14. februar 1996 fremsendte indklagede et gældsbrev vedrørende et lån på 15.666,98 kr. til indfrielse af boliglånet. Lånet skulle afvikles med 4 ydelser á 3.215 kr. og én ydelse på 3.134,99 kr.

Ved skrivelse af 22. februar 1996 returnerede klageren gældsbrevet i underskrevet stand, idet underskriften var betinget af, at hun blev frigjort for kautionsforpligtelsen for privatlånet. Indklagede blev anmodet om for god ordens skyld skriftligt at bekræfte, at hun var frigjort for kautionen.

Ved skrivelse af 29. februar 1996 meddelte indklagede, at man ikke ville frigøre klageren for kautionsforpligtelsen, og klageren blev anmodet om at rette henvendelse med henblik på en afvikling. Indklagede beklagede, såfremt klageren havde fået den opfattelse, at hun ville blive frigjort for kautionen.

Ved skrivelse af 7. marts 1996 til indklagede anførte klageren følgende:

"Overtagelse af fælles lån

Tak for Deres brev af 29. februar 1996.

Med hensyn til det fælles boliglån går jeg ud fra, at det skal afvikles som tidligere aftalt mellem Banken og de to debitorer, da jeg ikke fra Banken har modtaget meddelelse om, at lånet skulle være blevet misligholdt.

For så vidt angår [privatlånet] går jeg ud fra at det er en fejl når De anmoder mig om at rette henvendelse vedrørende afvikling. Som bekendt er jeg ikke debitor for det lån, og i det omfang Banken har til hensigt at forsøge at aktivere en kautionsforpligtelse, vil jeg som tidligere nævnt fremkomme med de indsigelser jeg tidligere har rejst.

Jeg forbeholder mig ligeledes ret til at gøre gældende, at der mellem [indklagede] og undertegnede blev indgået en bindende aftale vedrørende afvikling af boliglån samt frigørelse fra kautionspligt dokumenteret ved min skrivelse af 10. januar og 22. februar 1996 samt Bankens skrivelse af 14. februar 1996.

Da jeg overvejer at indgive klage til Bankankenævnet over bankens sagsbehandling/rådgivning, anmoder jeg om at De fremsender klagevejledning."

Skrivelsen blev ikke besvaret af indklagede, og lånet på 15.666,98 kr. til indfrielse af boliglånet blev ikke effektueret.

Den 11. og 27. marts 1996 indbetalte klageren henholdsvis 5.000 kr. og 9.973,34 kr. på boliglånet, som herved blev indfriet.

Ved skrivelse af 22. juni 2000 anmodede indklagede klageren om at indfri kautionen, som blev opgjort til 43.125,47 kr., svarende til saldoen pr. 1. maj 1995 på 22.503,81 kr. med tillæg af rente i 5 år. Det blev samtidig oplyst, at der af klagerens indestående på en gevinstopsparingskonto hos indklagede var foretaget en spærring på 43.125,47 kr. med henblik på modregning.

Klageren protesterede over indklagedes krav og spærringen af gevinstopsparingskontoen.

Ved telefaxskrivelse af 13. juli 2000 fastholdt indklagede kautionen, men nedsatte kravet til 22.503,81 kr. med tillæg af renter fra den 22. juni 2000.

Parternes påstande.

Den 28. juli 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kravet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at hun berettiget kunne lægge til grund, at der primo 1996 blev indgået en bindende aftale om, at indklagede frafaldt kautionen, mod at hun indfriede boliglånet. Indklagede måtte indse, at hun ikke indfriede boliglånet uden at fastholde betingelsen om, at hun blev frigjort for kautionen. Det fremgår tydeligt af hendes skrivelse af 7. marts 1996, at det var hendes klare opfattelse, at hun blev frigjort for kautionen ved at indfri boliglånet. Indklagede burde derfor have gjort hende opmærksom herpå, såfremt kautionsforpligtelsen blev fastholdt. Indklagede undlod imidlertid at svare på skrivelsen og modtog efterfølgende beløbene til indfrielsen af boliglånet. Indklagede har således forledt hende til at indfri boliglånet vel vidende, at hun var af den klare opfattelse, at hun herved blev frigjort for kautionsforpligtelsen.

Subsidiært gøres det gældende, at indklagede ved passivitet har fortabt sin ret til at gøre kravet gældende. I perioden marts 1996 - juni 2000 fik hun ingen henvendelser fra indklagede vedrørende privatlånet. Kravet fremgik ikke af årsoversigterne, ligesom der ikke skete indberetning til skattemyndighederne. Sagen blev genoptaget i forbindelse med, at hun henvendte sig, fordi hun havde mistet sit dankort. Det må formodes, at hendes henvendelse vedrørende dankortet var den direkte anledning til, at indklagede fremsatte kravet.

Indklagede har haft rig anledning til at bringe hende ud af vildfarelsen om, at kautionsforpligtelsen var bortfaldet, og hun har ikke haft anledning til at tro, at gælden ikke var betalt af M og/eller, at indklagede ikke var enig i, at hun var frigjort.

Indklagede har ikke opfyldt sin pligt til at give meddelelse i medfør af bank- og sparekasselovens § 41. Skrivelsen af 20. november 1995 blev ikke fremsendt anbefalet.

Kravet er ikke søgt indkasseret hos M, og indklagede har således ikke opfyldt sin tabsbegrænsningspligt.

Indklagede har ikke forsøgt at opnå dom for den påståede kautionsforpligtelse, hvorfor der ikke består noget selvstændigt krav, der berettiger til spærring af gevinstopsparingskontoen.

Vedrørende renten gøres det gældende, at indklagede alene er berettiget til at beregne sig procesrente.

Indklagede har anført, at kautionen til stadighed er blevet fastholdt. Der er ikke indgået aftale med klageren om, at hun skulle være frigjort for kautionsforpligtelsen, og klageren har ikke berettiget kunnet have en forventning herom. Klageren kunne ikke ensidigt frigøre sig for kautionsforpligtelsen ved at tilføje en betingelse på gældsbrevet. Klageren blev ikke forledt til at indfri boliglånet men tog selv initiativ til indfrielsen, som ikke skete med provenuet fra et andet lån.

Den omstændighed, at kravet i henhold til kautionen ikke fremgik af årsudskrifterne kan ikke medføre bortfald af kautionsforpligtelsen.

Meddelelsespligten i henhold til bank- og sparekasselovens § 41 blev overholdt, og klageren blev løbende underrettet om M's manglende betaling. Klageren bestrider ikke at have modtaget meddelelserne, hvorfor det ikke kan tillægges betydning, at de ikke er sendt anbefalet.

Allerede inden udløbet af 6-månedersfristen var M's økonomiske forhold dårlige, hvorfor klagerens regreskrav ikke er blevet forringet.

Fordringen mod klageren er omfattet af den 20-årige forældelse, og der er ikke udvist passivitet.

Kautionsforpligtelsen fremgår af gældsbrevet, som kan danne grundlag for udlæg direkte hos klageren, jf. retsplejelovens § 478, stk. 4. Det er derfor ikke nødvendigt at opnå dom over klageren.

Da klageren har kautioneret som selvskyldnerkautionist, indtrådte klagerens ydelsestid ved M's misligholdelse. Det er derfor ikke nødvendigt først at forsøge at inddrive beløbet hos M.

Klageren har kautioneret for hele lånet og er forpligtet til at opfylde M's forpligtelse inklusive renter m.v. i tilfælde af misligholdelse. Det er derfor berettiget at beregne renter med en rentesats for nødlidende fordringer af den pågældende art.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Som henholdsvis solidarisk medskyldner og selvskyldnerkautionist var klageren forpligtet til at afvikle gælden på boliglånet og at indfri gælden på privatlånet, da dette blev opsagt.

Kautionen omfatter M's forpligtelser i henhold til gældsbrevet, hvorfor gældsbrevets rentebestemmelser også kan gøres gældende over for klageren. Lånet blev misligholdt i forbindelse med ydelsesbetalingen den 1. juni 1995. Da klageren fik meddelelse om misligholdelsen ved indklagedes skrivelse af 30. oktober 1995 og om opsigelsen ved indklagedes skrivelse af 20. november 1995, er pligten til at give meddelelse i medfør af bank- og sparekasselovens § 41 opfyldt. Da det må lægges til grund, at klageren har modtaget skrivelserne, er det uden betydning, at skrivelserne ikke blev fremsendt anbefalet.

Selve kravet er omfattet af den 20-årige forældelse i Danske Lov 5-14-4, og indklagede har frafaldet renter påløbet før den 22. juni 2000, hvor sagen blev genoptaget. På baggrund af indklagedes skrivelse af 29. februar 1996 og den manglende effektuering af gældsbrevet med klagerens betingede underskrift, kunne klageren ikke berettiget lægge til grund, at indklagede accepterede hendes forslag om, at kautionen blev frafaldet mod indfrielse af boliglånet. De forhold, at indklagede efter klagerens skrivelse af 7. marts 1996 undlod på ny at fastholde kravet i henhold til kautionen, at klageren efterfølgende indfriede boliglånet, at indklagede herefter igennem 4 år undlod at rette henvendelse til klageren om gælden, og at gælden ikke fremgik af årsoversigterne m.v. findes også henset til forældelsesreglerne ikke egnede til at bibringe klageren en berettiget forventning om, at indklagede havde opgivet sit krav. Ankenævnet finder derfor ikke grundlag for at anse fordringen for bortfaldet som følge af passivitet.

Herefter og da klageren heller ikke på andet grundlag kan anses for frigjort for kautionsforpligtelsen.

Klagen tages ikke til følge.