Vilkår for regaranti ved pengeinstituts kaution over for kreditforening. Forrentning af kassekredit og byggekredit. Afvisning, bevis.
| Sagsnummer: | 176/1995 |
| Dato: | 08-05-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Peter Nedergaard, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
Realkreditbelåning - ekspeditionstid Kassekredit - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Vilkår for regaranti ved pengeinstituts kaution over for kreditforening. Forrentning af kassekredit og byggekredit. Afvisning, bevis. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I
Med henblik på omprioritering af klagerens faste ejendom blev der den 16. juli 1993 afholdt et møde mellem klageren og indklagedes Ribe afdeling. Formålet med omprioriteringen var indfrielse af eksisterende gæld i ejendommen på ca. 790.000 kr. og klagerens engagement på ca. 910.000 kr. med indklagede.
Ifølge klageren anbefalede indklagede at optage et lån i netop Realkredit Danmark og oplyste, at det ville være befordrende for klagerens låneansøgning i en situation, hvor han forinden var blevet arbejdsløs. Indklagede har bestridt dette. Ifølge indklagede oplyste man, at et eksisterende BRF-lån i ejendommen var et rentetilpasningslån, og foretog opslag i kurslisten for den 15. juli 1993, hvor den sidst handlede kurs var 100,50. Klageren har bestridt dette. Ifølge indklagede orienterede afdelingen om muligheden for kurssikring, men klageren påregnede et rentefald og ønskede ikke at kurssikre. Ifølge klageren foreslog han, at lånet blev kurssikret, men indklagede afviste dette som unødvendigt og spild af omkostninger.
Den 31. august 1993 vurderede Realkredit Danmark klagerens ejendom til en værdi af 2.250.000 kr. - 2.750.000 kr. og fremsendte den 3. september 1993 tilbud på et kontantlån på 1.400.000 kr. Realkredit Danmark ønskede som følge af klagerens arbejdsløshed ikke at yde et større lån.
Klageren ønskede et realkreditlån på 1.700.000 kr., således at hele hans engagement med indklagede kunne indfries. Under henvisning til, at han var bekendt med, at andre pengeinstitutter stillede kaution over for en kreditforening for 25% af et realkreditlån i 7-8 år, anmodede han ved skrivelse af 12. oktober 1993 indklagedes afdeling om at være behjælpelige i så henseende.
Ved skrivelse af 27. oktober 1993 meddelte afdelingen klageren, at man var indstillet på at kautionere for de yderste 300.000 kr. af et lån på 1.700.000 kr. til Realkredit Danmark. Kautionen skulle være gældende i indtil 7-8 år, eller indtil klageren fik fast arbejde, og som betingelse krævedes pant i den faste ejendom, håndpant i klagerens aktiebeholdning og regaranti af klageren og dennes samlever. Ved skrivelse af samme dag orienteredes klagerens advokat (D) om, at afdelingen ville stille kaution. Indklagede har oplyst, at advokat D den 28. oktober 1993 telefonisk meddelte, at Realkredit Danmark ikke kunne godkende, at kautionen skulle bortfalde, såfremt klageren fik fast arbejde. Afdelingen frafaldt herefter kravet.
Ved skrivelse af 1. november 1993 bekræftede afdelingen over for advokat D, at man var indstillet på at kautionere for 300.000 kr., og at kautionen ville være gældende i 7-8 år.
Ved skrivelse af 5. november 1993 meddelte klageren med henvisning til indklagedes skrivelse af 27. oktober 1993 accept af tilbudet om kaution og anmodede om, at kautionserklæring måtte blive fremsendt til D.
Den 29. november 1993 fremsendte Realkredit Danmark lånetilbud på et kontantlån på 1.700.000 kr. til klageren. Det fremgår af lånetilbudet, at indklagede skulle stille selvskyldnerkaution for de yderste 300.000 kr. Kautionen var ikke tidsbegrænset.
Ved skrivelse af 16. december 1993 anmodede klageren Realkredit Danmark om en forhøjelse af lånet med 160.000 kr. Klageren begrundede ansøgningen med, at han ikke var blevet orienteret om, at lånet til BRFkredit var inkonvertibelt, og at der derfor krævedes 60.000 kr. yderligere til indfrielse heraf. Samme dag udstedte Realkredit Danmark et lånetilbud på 1.865.000 kr. Ifølge dette skulle indklagede stille selvskyldnerkaution for de yderste 300.000 kr. gældende i 8 år.
Den 7. januar 1994 blev der afholdt et møde mellem klageren og afdelingen, hvorunder klageren ifølge indklagede krævede, at kautionen skulle bortfalde ved en husstandsindkomst på 575.000 kr., idet han henviste til, at dette var aftalt med Realkredit Danmark. Klageren påførte regarantien en påtegning om, at denne bortfaldt ved en bruttohusstandsindkomst på 575.000 kr. Ifølge klageren indeholdt den af indklagede udarbejdede regarantierklæring ikke en forudsætning om, at regarantien skulle frigives, når han havde fået fast arbejde. Forudsætningen blev indføjet i regarantiteksten, idet han accepterede, at indklagede fik en garanti for en mindsteindkomst på 575.000 kr. Klageren har bestridt, at han skulle have tilkendegivet, at han havde indgået aftale med Realkredit Danmark om ændringer i kautionen.
Ved skrivelse af 10. januar 1994 anmodede indklagede Realkredit Danmark om at påføre indklagedes kautionserklæring, at denne bortfaldt, når det dokumenteredes, at klagerens husstandsindkomst oversteg 535.000 kr.
Ved skrivelse af 12. januar 1994 meddelte indklagede klageren, at pantebrev på 1.865.000 kr. til Realkredit Danmark var tinglyst, og at lånet var klar til udbetaling.
Ved skrivelse af 10. februar 1994 meddelte Realkredit Danmark indklagede, at indklagedes kaution på 300.000 kr. med ophør 8 år efter udbetalingen eventuelt kunne frigives helt eller delvist, når der forelå relevante oplysninger, som kunne betinge dette.
Ved skrivelse af 15. februar 1994 fremsendte afdelingen kopi af Realkredit Danmarks skrivelse af 10. februar 1994 til klageren og anmodede ham om at underskrive en ny regaranti til erstatning af regarantien af 7. januar 1994.
Ved skrivelse af 1. marts 1994 fremsendte indklagede en kontrakt til forlængelse af klagerens kassekredit og anmodede samtidig klageren om at returnere den nye regaranti inden 8 dage, da engagementet i modsat fald ville blive opsagt.
Ved skrivelse af 8. april 1994 opsagde indklagede klagerens engagement på ca. 1.258.000 kr. Opsigelsen omfattede også kautionstilsagnet på 300.000 kr. over for Realkredit Danmark.
Ved skrivelse af 12. april 1994 anmodede advokat M på klagerens vegne om, at realkreditlånet hjemtoges snarest, dog at kursen på de bagved liggende obligationer skulle være mindst 86. Advokaten anførte, at indklagede skulle stille den tidligere aftalte kaution over for Realkredit Danmark, og at klageren hæftede for et eventuelt tab, som indklagede måtte få i anledning af kautionen.
Ved skrivelse af 28. april 1994 anmodede advokat M om, at ejerskiftelånet blev hjemtaget på basis af 8% obligationer.
Ved fax-skrivelse af 3. maj 1994 meddelte indklagede advokat M, at kreditforeningslånet som følge af, at klageren og dennes ægtefælle ikke ville underskrive regarantien, ville blive reduceret til 1.565.000 kr., således at indklagedes kaution over for Realkredit Danmark bortfaldt. Ligeledes ved fax-skrivelse af 3. maj 1994 meddelte advokat M indklagede, at lånet skulle hjemtages som tidligere tilbudt på 1.865.000 kr., idet klageren og dennes ægtefælle tidligere havde underskrevet den af indklagede krævede regaranti. Samme dag meddelte indklagede advokaten, at Realkredit Danmark ikke kunne acceptere de af klageren og ægtefællen stillede betingelser i regarantien. I skrivelse af 9. maj 1994 meddelte advokat M, at betingelserne i regarantien var aftalt med indklagede, og at det derfor var uden betydning, om disse kunne accepteres af Realkredit Danmark.
Ved skrivelse af 10. maj 1994 meddelte indklagede advokat M, at man havde anmodet Realkredit Danmark om at effektuere lånet, idet man samtidig havde anmodet om, at dette blev reduceret til 1.700.000 kr. Indklagede kautionerede for de yderste 300.000 kr. i 8 år og således, at kautionen kunne frigives, når klageren havde fået fast arbejde, og der kunne dokumenteres en husstandsindkomst på 535.000 kr.
Ved skrivelse af 13. maj 1994 meddelte Realkredit Danmark indklagede, at man ikke kunne acceptere kautionserklæringen for så vidt angik bestemmelsen om, at denne ophørte, når klageren fik fast arbejde, hvorved den samlede bruttohusstandsindkomst kom op på 535.000 kr.
Ved skrivelse af 16. maj 1994 meddelte advokat M indklagede, at klageren ikke havde forhandlet lånets vilkår med Realkredit Danmark, og at forhøjelsen af lånet var aftalt med indklagede.
Ved skrivelse af 17. maj 1994 meddelte indklagede advokat M, at klageren selv havde forhandlet låneforhøjelsen fra 1.700.000 kr. til 1.865.000 kr., og at denne forhøjelse ikke var godkendt af indklagede.
Ved skrivelse af 30. juni 1994 fremsendte advokat M de senest udfærdigede regarantierklæringer i underskrevet stand og anmodede om, at lånet på 1.865.000 kr. blev hjemtaget på basis af 9% obligationer. Samtidig tog advokaten forbehold for klagerens krav i forbindelse med lånesagen. Lånet blev udbetalt den 7. juli 1994.
Ved skrivelse af 29. september 1994 meddelte indklagede advokat M, at håndpantsatte aktier ville blive solgt og provenuet anvendt til dækning af et overtræk på klagerens konto, såfremt dette ikke var inddækket inden 8 dage.
Klageren har anført, at indklagede oplyste, at det ville virke befordrende på hans kreditværdighed, såfremt lånet søgtes i Realkredit Danmark. Indklagede frarådede at foretage kurssikring af realkreditlånet, idet det var unødvendigt og spild af omkostninger. Indklagede rådgav ikke om risikoen for kursfald og orienterede ikke om kursfaldet i foråret 1994. Det bestrides, at han på grund af forventning om et rentefald ikke ønskede at kurssikre. Det bestrides, at der på mødet den 16. juli 1993 blev foretaget en gennemgang af ejendommens indestående prioriteter, og at det blev oplyst, at lånet i BRFkredit var et rentetilpasningslån, der kun kunne indfries til en kurs over 100. Indklagede misligholdt tilsagnet om kaution. Indklagede forestod forhandlingerne med Realkredit Danmark om kautionen. Han accepterede kautionsaftalen og regarantien på baggrund af, at kautionen og regarantien ville blive frigjort, når han fik fast arbejde. Aftalen, der er indgået med advokat D om ændring af kautionen, er ikke bindende, idet advokat D ikke optrådte som advokat i forbindelse med omprioriteringssagen, men var advokat for ham i en for denne sag uvedkommende sammenhæng. Han har ikke haft kontakt til Realkredit Danmark om kautionens eventuelle bortfald ved en husstandsindkomst på 575.000 kr. og har ikke meddelt indklagede, at han havde indgået en aftale om disse betingelser med Realkredit Danmark. Det bestrides, at advokat M accepterede den reviderede regaranti. Garantidokumenterne er fremsendt ved skrivelse af 30. juni 1994 med forbehold. Indklagede meddelte gentagne gange, at lånet var klar til udbetaling, men oplyste efterfølgende, at dette ikke var tilfældet på grund af de uafklarede forhold om kautionen. Indklagede er ansvarlig for, at han ved omprioriteringen led et betydeligt kurstab. Indklagede misligholdt således tilsagnet om kaution over for Realkredit Danmark og meddelte flere gange, at lånet var klar til udbetaling, men måtte trække denne oplysning tilbage. Indklagede var uberettiget til at sælge aktiebeholdningen.
Indklagede har anført, at det var klageren, der i brev af 12. oktober 1993 anmodede om, at indklagede stillede kaution for 25% af kreditforeningslånet i 7-8 år. Anmodningen indeholdt ikke krav om, at kautionen skulle bortfalde ved klagerens opnåelse af fast arbejde. Dette krav blev stillet af indklagede, hvorfor det var indklagede, der kunne frafalde kravet. Frafaldet af krav skete efter aftale med klagerens daværende advokat. Den manglende hjemtagelse af lånet skyldtes alene klagerens forhold. Indklagede var ikke forpligtiget til at kautionere over for Realkredit Danmark, når klageren ikke ville underskrive en regaranti, der var i overensstemmelse med kautionen. Indklagede meddelte på mødet den 16. juli 1993 klageren, at lånet i BRFkredit muligt skulle indfries til en kurs over 100. Klageren blev gjort opmærksom på, at lånet i Realkredit Danmark kunne kurssikres, men dette ønskede klageren ikke. Man var ikke forpligtiget til at underrette klageren om de kursfald, der fandt sted i foråret 1994. Klageren må selv bære risikoen for, at kurserne udviklede sig til ugunst for ham efter den 28. februar 1994, idet han på dette tidspunkt meddelte, at han ikke ønskede lånet hjemtaget. De nye regarantier er underskrevet af klageren uden forbehold. Det bestrides, at indklagede var uberettiget til at sælge en del af klagerens aktiebeholdning. Aktierne var håndpantsat for klagerens engagement, og man meddelte den 29. september 1994, at aktierne ville blive solgt og provenuet brugt til inddækning af et overtræk, jf. retsplejelovens § 538 a. Klagerens opgørelse af sit påståede tab bestrides.
II
På baggrund af klagerens anmodning af 1. december 1990 om bl.a. en erhvervskredit ydede et pengeinstitut, der senere er overtaget af indklagede, den 13. december 1990 klageren en kassekredit på 400.000 kr., der senere blev forhøjet til 500.000 kr.
Indklagede har oplyst, at man med virkning fra 30. november 1992 indførte et rentetillæg på 2% p.a. på samtlige variabelt forrentede udlån og kreditter til erhvervskunder.
Ifølge klageren blev kassekreditten i perioden fra den 25. september 1992 til den 11. marts 1993 tilskrevet "valutatillægsrenter".
Ifølge klageren blev det på et møde den 16. juli 1993 aftalt at nedsætte renten på kassekreditten med 1%. Indklagede har bestridt en sådan aftale.
Af kassekreditaftalen af 13. december 1991 fremgår det, at kreditten udløber senest den 1. januar 1994.
Med virkning fra januar 1994 forhøjedes rentesatsen på kassekreditten fra 10,75% til 11,75%.
Det blev under omprioriteringssagen aftalt, at kassekreditten skulle anvendes som omprioriteringskonto.
Klageren har anført, at tilskrivning af valutatillægsrenter var uberettiget, idet kassekreditten ikke var en erhvervskredit. Indklagede var fuldt vidende om, at han ikke på noget tidspunkt har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. Kassekreditten var alene ydet på vilkår tilsvarende dem, der gælder for en erhvervskredit. Kassekreditten skulle ved omprioriteringssagen anvendes som omprioriteringskonto, og indklagede var derfor uberettiget til at foretage renteændring. Kassekreditten bør ikke forrentes i perioden 28. februar 1994 og indtil lånets hjemtagelse 7. juli 1994, idet indklagede er ansvarlig for den forlængede behandlingstid af omprioriteringssagen.
Indklagede har anført, at kassekreditten efter klagerens egen anmodning blev oprettet som en erhvervskassekredit. Man var derfor berettiget til at pålægge denne det særlige rentetillæg og til at forhøje rentesatsen ved kassekredittens udløb. Det forhold, at kassekreditten skulle anvendes i forbindelse med omprioriteringssagen, bevirkede ikke, at man var uberettiget til ændre rentesatsen i overensstemmelse med de ændringer, der i øvrigt gjaldt for kassekreditter.
III
Den 18. december 1992 ydede indklagede klageren en byggelånskredit på 200.000 kr. Heraf fremgår bl.a.:
"Rente og omkostninger fastsættes til enhver tid af [indklagede]. Rentesatsen udgør for tiden om året: - debetrente 13,500%."
Med virkning fra 1. marts 1994 blev renten forhøjet fra 10,75% til 11,75%.
Indklagede har oplyst, at renteændringen pr. 1. marts 1994 var i overensstemmelse med indklagedes generelle renteforhøjelser for byggelånskreditter.
Klageren har anført, at ændringen af rentesatsen på byggekreditten var uberettiget. Rentetilskrivningen i perioden fra den 28. februar 1994 til lånets hjemtagelse den 7. juli 1994 bør bortfalde.
Indklagede har anført, at der ikke var aftalt en særskilt forrentning for byggekreditkontoen. Man var berettiget til at ændre renten, jf. almindelige regler for byggelån. Renteændringen var i overensstemmelse med de generelle renteforhøjelser for byggelånskreditter.
Påstande:
Klageren har den 27. marts 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte differenceomkostninger udregnet som forskellen imellem den realistisk mulige og realistisk forventede omprioritering, set i forhold til den faktisk opnåede omprioritering, at tilbagebetale renter på kassekredit og byggekredit, i alt 97.423 kr., at erstatte kurstab forårsaget af den lange sagsbehandlingstid og manglende/fejlagtige rådgivning under omprioriteringssagen, opgjort til 1.653.308 kr., at refundere 7.025 kr. vedrørende valutatillægsrenter, at dække diverse omkostninger i forbindelse med sagsbehandling og inkassosag, 25.000 kr. (ikke endeligt opgjort), samt at yde ulempegodtgørelse for det langvarige sagsforløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning i medfør af § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter.
Indklagedes afvisningspåstand er nedlagt i indklagedes duplik. Klageren har anført, at Ankenævnet ikke på et så sent tidspunkt har mulighed for at afvise sagen.
Ankenævnets bemærkninger:
Vedr. I:
Parternes indlæg om de faktiske forhold om omprioriteringssagen, herunder spørgsmålet om kurssikring og forhandlingerne om kaution over for Realkredit Danmark og regarantistillelse samt hvilke aftaler der måtte være indgået med hensyn til forrentning af kassekredit og byggelånsrente, er stærkt modstridende. En stillingtagen til disse klagepunkter findes at ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.
Vedr. II og III
Af de af indklagede anførte grunde tages klagerens påstand på disse punkter ikke til følge.
Som følge heraf, og idet det findes uden betydning, at indklagede ikke nedlagde påstand om afvisning i sit første indlæg,
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage for så vidt angår I. Klagen vedrørende II og III tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.