Salg af værdipapirer fra individuelt depot i forbindelse med død.
| Sagsnummer: | 129 /2000 |
| Dato: | 15-09-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Mette Frøland, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Kapitalpensionskonti - ophævelse
|
| Ledetekst: | Salg af værdipapirer fra individuelt depot i forbindelse med død. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
I forbindelse med klagerens ægtefælles død skulle en kapitalpension hos indklagede opgøres. Klagen vedrører, om indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med salg af værdipapirer i ordningens depot.
Sagens omstændigheder.
Den 31. august 1999 døde klagerens ægtefælle, A.
A havde hos indklagedes Rungsted afdeling en kapitalpensionsordning med et tilhørende individuelt depot indeholdende en værdipapirbeholdning til en værdi omkring 550.0000 kr., hvoraf størstedelen udgjorde aktier.
Klageren er ikke kunde hos indklagede.
Den 7. oktober 1999 afleverede klageren skifteretsattest til indklagede om sin overtagelse af boet efter A til uskiftet bo.
Indklagede har anført, at den medarbejder, der modtog skifteretsattesten, foreslog klageren at tage et møde med indklagedes seniorrådgiver ER, der havde været A's rådgiver. Klageren kunne ikke straks tage stilling til et mødetidspunkt, hvorfor medarbejderen foreslog, at ER skulle kontakte klageren om et møde.
Den 20. oktober 1999 kontaktede ER telefonisk klageren. ER orienterede om, at kapitalpensionsordningen som følge af A's død skulle ophæves, og at der skulle betales 40% i statsafgift af ordningens værdi inden for en frist på 30 dage.
Klageren har anført, at hun ved telefonsamtalen fik oplyst, at fondsbeholdningen skulle sælges. Hun ytrede ønske om at beholde papirerne og forespurgte, om det var muligt at overføre penge til indklagede til dækning af afgiften, hvilket blev benægtet. Hun gik derfor ind på at sælge papirerne. Indklagede har anført, at ER oplyste, at betaling af afgiften ikke nødvendigvis krævede et salg af værdipapirerne. Papirerne kunne beholdes, hvis klagerens samlede økonomiske situation talte herfor. Såfremt klageren ønskede at beholde papirerne, måtte afgiftsbeløbet fremskaffes på anden vis. ER foreslog afholdelse af et møde med henblik på en samlet vurdering af klagerens økonomi. Da klageren ikke havde tid før, blev mødet aftalt til den 4. november 1999. Samtidig afgav klageren uopfordret ordre om salg af hele værdipapirbeholdningen.
Den 20. oktober 1999 solgte indklagede samtlige papirer i kapitalpensionsdepotet for et samlet provenu på ca. 544.000 kr.
Den 26. oktober 1999 meddelte klageren telefonisk afbud til mødet til den 4. november 1999.
Ved skrivelse af 24. november 1999 rettede klageren gennem en bekendt henvendelse til indklagede om salget af værdipapirerne tilknyttet A's kapitalpensionsdepot. I henvendelsen blev der rejst kritik af, at hele beholdningen var solgt den 20. oktober 1999, da fristen for fremskaffelse af afgiften først udløb den 7. november 1999. Med henvendelsen fulgte samtidig oversigt over udviklingen i KFX-indekset, der var steget fra et kursniveau omkring 220 på tidspunktet for salget af værdipapirerne til et niveau omkring 240 den 23. november 1999.
Ved skrivelse af 16. december 1999 besvarede indklagede henvendelsen. Indklagede anførte, at klageren den 20. oktober 1999 havde forespurgt, om hun kunne beholde værdipapirerne, hvilket ER bekræftede. Da et møde på grund af klagerens bortrejse først kunne finde sted den 4. november 1999, hvilket i forhold til betalingsfristen for afgiften var for sent på grund af afviklingstiden for værdipapirhandlen, valgte klageren at træffe beslutning om salg af alle værdipapirerne straks. Da der ikke forelå nogen båndoptagelse af telefonsamtalen, kunne en anmodning om udskrift heraf ikke imødekommes.
Indklagede har oplyst, at afgiftsbeløbet af A's kapitalpension udgjorde 241.030 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 22. marts 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 73.286 kr. med tillæg af renter fra den 20. oktober 1999. Klageren har anført, at beløbet udgør kurtage og kursskæring ved handlerne på henholdsvis 3.638 kr. og 7.648 kr. samt mistede kurstigninger på 62.000 kr. i tidsrummet frem til den 24. november 1999.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at salget af en værdipapirbeholdning til en værdi over en halv million blev afgjort i en ganske kort telefonsamtale, hvilket var unødvendigt.
ER oplyste, at værdipapirbeholdningen skulle sælges. Imidlertid hastede det ikke, da pengene til statsafgiften først skulle være til stede senest den 7. november 1999. Indklagede undlod at yde en omhyggelig rådgivning.
3 dage før indklagedes telefoniske henvendelse den 20. oktober havde KFX-indekset indledt en langvarig stigning. Indklagede har naturligvis haft viden om indledningen til denne trend, og et eventuelt aktiesalg burde derfor have været udskudt længst muligt.
Indklagede har anført, at klageren ved telefonsamtalen den 20. oktober 1999 blev oplyst om de forskellige muligheder for depotets opgørelse, og der blev aftalt møde med henblik på afklaring af den fremtidige formueplacering. På denne baggrund havde indklagede god grund til at antage, at klagerens beslutning om salg af hele beholdningen var velovervejet. Der var heller ikke anledning til at anbefale en udskydelse af beslutningen om salg.
Indklagede havde ikke særlig interesse i, at klageren solgte værdipapirerne. Indklagedes opgave var at sikre, at depotet blev behørigt opgjort, og statsafgiften betalt rettidigt.
Klageren kunne have undladt at træffe beslutning om salg af hele værdipapirbeholdningen, hvilket blev tilkendegivet under telefonsamtalen.
Efterfølgende burde klageren have rettet henvendelse på et tidligere tidspunkt, såfremt klageren havde fortrudt salget, f.eks. allerede dagen efter eller efter modtagelsen af fondsnotaerne vedrørende handlerne. Klageren kunne da have genkøbt de pågældende papirer.
Klagerens tabsopgørelse er udokumenteret.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder under telefonsamtalen med klageren den 20. oktober 1999 vedrørende klagerens afdøde ægtefælles kapitalpension gav udtryk for, at det, for at statsafgiften på 40% kunne blive betalt, var nødvendigt at sælge værdipapirerne i kapitalpensionsdepotet. Ankenævnet lægger således til grund, at det var klageren selv, som traf beslutningen, og nævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at medarbejderens rådgivning af klageren i forbindelse hermed var mangelfuld.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.