Afgørelse

Indsigelse mod kaution for et af klageren delvist ejet anpartsselskab.

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod en kaution for et af klageren delvist ejet anpartsselskab.

Sagens omstændigheder

I september 2009 underskrev klageren en kautionserklæring forkautionserklæringer. I sommeren 2010 fik S udvidet sit kreditengagement med banken, og i forbindelse hermed underskrev de fire anpartshavere nye kautionserklæringer i juli 2010.

Banken har oplyst, at der i efteråret 2010 opstod uoverensstemmelse mellem anpartshaverne, at E1 solgte sine anparter til klageren, og at banken bevilligede en frigivelse af E1 som kautionist.Klageren har fremlagt en følgeseddel og to fakturaer vedrørende en flybillet mellem Ålborg via København og Lissabon til Brasilien med afgang den 4. januar 2011.

Kautionserklæringerne dateret den 22. og 23. december 2010 og den 3. januar 2011 indeholdt blandt andet følgende:

"… Jeg kvitterer hermed for at have modtaget
en kopi af kautionsdokumentet
en kopi af gældsbrevet/kreditkontrakten eller andet dokument, som kautionen er stillet til sikkerhed for.

Hvis kautionen omfatter lån og/eller kreditter, kvitterer jeg samtidig for at have modtaget

en pjece udarbejdet af Forbrugerrådet og Finansrådet om kautionen, som banken har gennemgået med mig
økonomiske oplysninger om debitor, jf. separat erklæring …”

I et brev til klageren af 12. juni 2013 meddelte banken, at den så sig ”nødsaget til at opsige [S'] engagement - og dermed din kautionsforpligtelse”. Den 1. juli 2013 blev S taget under konkursbehandling. Ved et brev af 8. august 2013 til klageren meddelte banken, at "Din forpligtelse som kautionist er ... forfalden til betaling" med 506.445,33 kr. I et brev til banken af 19. september 2013 meddelte klagerens daværende advokat, at klageren ikke kunne have underskrevet kautionserklæringen den 3. januar 2011.

Parternes påstande

Den 7. juli 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal anerkende, at kautionen ikke er gyldig, og at banken har tilsidesat god skik.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han købte en mindre del af anparterne i S for at støtte sine kammerater, der stod bag S. Han havde intet med den daglige drift at gøre og havde ikke sin daglige gang i S’ forretningslokaler. Han underskrev kautionserklæringen i september 2009 på et møde hos banken, hvor han blot troede, at hans køb af anparter skulle effektueres. Han modtog ikke information fra banken om, at han havde påtaget sig en større kautionsforpligtelse. Kautionserklæringen fra september 2009 blev i juli 2010 konverteret til en ny kautionserklæring, som han også underskrev.

Han har ikke underskrevet kautionserklæringen af 3. januar 2011. Han var ikke i Ålborg denne dag, men i København, da han dagen efter skulle rejse til Brasilien. Han har ikke deltaget i et møde med R, hvor R overværede hans underskrift.

Banken har anført, at R skrev til vitterlighed, men har ikke afdækket, hvem det andet vitterlighedsvidne er. Dette bør komme banken til skade.

Han er først under klagesagen blevet bekendt med, at banken har frigjort E1 for kautionsforpligtelsen. Den manglende oplysning må medføre, at hans eventuelle kautionsforpligtelse bortfalder.

Danske Bank har blandt andet anført, at klageren var anpartshaver i S. Klageren underskrev to kautionserklæringer, henholdsvis den 3. september 2009 og den 7. juli 2010, inden underskrivelsen af kautionserklæringen af 3. januar 2011. Underskrifterne ligner alle hinanden. Klageren har på intet tidspunkt anfægtet at have underskrevet kautionserklæringerne af 3. september 2009 og 7. juli 2010. Ifølge bankens kommentarsystem fremgår det, at klagerens daværende rådgiver forklarede klageren indgående om konsekvenserne ved at påtage sig en kautionsforpligtelse for S’ engagement.

R indhentede klagerens underskrift på kautionserklæringen af 3. januar 2011 i S’ forretningslokale i Ålborg. R husker ikke, hvilken dag han modtog underskriften, ligesom han heller ikke husker, hvem der daterede dokumentet. Klageren har ikke udtrykkeligt gjort gældende, at underskriften på kautionserklæringen af 3. januar 2011 er falsk. En eventuel fejldatering af kautionserklæringen og den omstændighed, at banken ikke kan oplyse navnet på det ene vitterlighedsvidne, fritager ikke klageren for hans forpligtelse.

Ved sin underskrift på kautionserklæringen af 3. januar 2011 kvitterede klageren for at have modtaget økonomiske oplysninger om debitor, kopi af kautionsdokumentet, gældsbrevet/kreditkontrakten, Forbrugerrådets og Finansrådets pjece om kaution, og at banken havde gennemgået pjecen med ham. De tilbageværende kautionister var fuldt orienteret om, at banken frigav E1 for hans kautionsforpligtelse.

Ankenævnets bemærkninger

Det fremgår af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3, at Ankenævnet behandler klager vedrørende private kundeforhold, at klager fra erhvervsdrivende kan behandles, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, og at klager fra erhvervsdrivende i øvrigt falder uden for Ankenævnets kompetence.

Klagen vedrører en kautionsforpligtelse, som fremstår som underskrevet af klager, for et anpartsselskab, hvor klageren var anpartshaver. Klagen angår efter Ankenævnets opfattelse et erhvervsmæssigt kundeforhold, der ikke kan ikke ligestilles med et privat kundeforhold.

Ankenævnet finder derfor, at klagen falder uden for nævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3, hvorfor den afvises.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle sagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.