Opsigelse af kontohavers adgang til benyttelse af hævekort.
| Sagsnummer: | 268 /2007 |
| Dato: | 03-06-2008 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Carsten Holdum, Ole Jørgensen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - udstedelse og (gen)udlevering af kort
|
| Ledetekst: | Opsigelse af kontohavers adgang til benyttelse af hævekort. |
| Indklagede: | Lollands Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører Lollands Banks opsigelse af klagerens brug af et hævekort udleveret til klageren efter, at klageren havde gjort indsigelse mod hævning af ca. 56.000 kr., som ifølge klageren var sket ved misbrug af hans dankort.
Sagens omstændigheder.
Den 5. oktober 2007 indgav klageren klage til Ankenævnet over Lollands Bank. Klagen angik hævning af et samlet beløb på 56.212,45 kr. på klagerens konto i perioden 22. december 2006 til 26. december 2006. Hævningerne var foretaget ved brug af klagerens dankort i 20 forretninger/kiosker. Klageren anførte, at misbruget var sket efter tyveri af hans dankort.
Af sagen fremgår, at klageren efter at have gjort indsigelse mod hævningerne i januar 2007 fik udstedt et hævekort til sin konto.
Den 15. januar 2008 besluttede Lollands Bank at imødekomme klageren, idet banken indsatte 55.739,30 kr., der var det af klageren krævede beløb med fradrag af 1.200 kr. svarende til selvrisikoen efter § 11, stk. 2, i lov om visse betalingsmidler.
I meddelelse af 15. januar 2008 til klageren om indsætningen af beløbet anførte banken:
"I fortsættelse til vor skrivelse af den 10. oktober 2007 finder vi fortsat De bør finde Dem et andet pengeinstitut, idet vi ikke har tillid til Dem.
Vi beder Dem venligst indlevere det til kontoen udleverede hævekort, idet vi ikke har tillid til Deres administration heraf."
Ved brev modtaget i Ankenævnets sekretariat den 22. januar 2008 anførte klageren, at han krævede renter af det beløb, som banken havde godtgjort ham. Han protesterede samtidig mod kravet om aflevering af hævekortet.
Ved brev af 31. januar 2008 meddelte Lollands Bank, at man kulancemæssigt havde godtgjort klageren et rentebeløb udregnet som et års rente på basis af kontoens rentesats. Da banken ikke havde tillid til klagerens administration af hævekortet, ønskede man kortet inddraget i henhold til reglerne i kortbetingelserne. I en supplerende skrivelse af 19. februar 2008 oplyste banken, at man havde anmodet om indlevering af kortet med tre måneders varsel.
Efter at sekretariatet ved brev af 20. februar 2008 havde forespurgt klageren, om klagen blev opretholdt, meddelte klageren ved brev modtaget den 27. s.m., at han fandt kravet om udlevering af kortet inden for tre måneder uretfærdigt. Endvidere krævede han yderligere rentekompensation, da han havde måttet låne penge som følge af misbruget på hans konto.
Den 4. april 2008 oplyste Lollands Bank over for sekretariatet, at banken den 18. marts 2008 havde haft telefonisk kontakt med klageren og indgået forlig om betaling af 500 kr. vedrørende klagerens rentekrav.
Af sagen fremgår, at klageren den 30. december 2006 havde underskrevet indsigelsesblanket vedrørende de omstridte transaktioner med hans dankort. Af en anmeldelseskvittering fra Fyns politi fremgår, at klageren indgav anmeldelse om tyveri af sit dankort samt ejendele fra et åbent statsfængsel. Politiet meddelte ved skrivelse af 16. august 2007, at efterforskningen i sagen vedrørende tyveriet var indstillet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, og at der ved afgørelsen var lagt vægt på, at det gennem efterforskning ikke havde været muligt at bevise, hvem der havde stjålet klagerens ejendele, ligesom det ikke var muligt at bevise falsk anmeldelse.
Af Lollands Banks forbrugerregler vedrørende hævekort fremgår:
"2.10. Opsigelse
Lollands Bank kan med tre måneders varsel meddele dig, at kortet ikke længere kan bruges og derfor skal leveres tilbage."
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at Lollands Banks opsigelse af aftalen om benyttelsen af hævekortet er uberettiget.
Lollands Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at kravet om inddragelse af hævekortet er urimeligt. Han arbejder i København. Uden et hævekort har han ikke nogen mulighed for at hæve penge.
Lollands Bank har anført, at man vedrørende misbruget af dankortet var af den overbevisning, at klageren var blevet presset til at udlevere både kort og pinkode til en tredjeperson, eller at kortet var "solgt" eller på lignende måde anvendt i et planlagt bedrageri.
Uagtet dette har man efterfølgende besluttet at godtgøre det omstridte beløb med undtagelse af selvrisikoen på 1.200 kr. Herudover er renter godtgjort.
Man har ikke tillid til klagerens administration af hævekortet og har derfor ønsket kortet inddraget med henvisning til reglerne for opsigelse af hævekort.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet forstår Lollands Banks standpunkt således, at man som følge af en mistanke mod klageren med hensyn til, at dankorttransaktionerne i december 2006 blev gennemført med klagerens indforståelse/medvirken, anser det for berettiget at opsige aftalen om benyttelsen af hævekortet med det i bankens regler anførte varsel på tre måneder.
En opsigelse af klagerens benyttelse af hævekortet kræver efter almindelige regler en saglig begrundelse fra bankens side, idet banken ikke ensidigt kan opsige den gensidige aftale. Ankenævnet finder ikke, at Lollands Bank har anført sådanne grunde for opsigelsen af aftalen, at en opsigelse kan anses for berettiget.
Som følge heraf
Lollands Bank skal anerkende, at bankens opsigelse af klagerens benyttelse af hævekortet til sin konto i banken er uberettiget og i konsekvens heraf straks genudlevere/aktivere klagerens hævekort. Klagegebyret tilbagebetales klageren.