Afgørelse

Fastkursaftale. Misligholdelse. Opgørelse.

Det indklagede institut udstedte i august 2000 et lånebevis til klagerne vedrørende køb af bolig, ifølge hvilket der kunne tegnes fastkursaftale på særligt gunstige vilkår. I november 2000 bad klagerne instituttet om tilbud på ejerskiftelån med fastkursaftale pr. 1. marts 2001. Instituttet fremsendte i december 2000 et lånetilbud, der var vedlagt en specifikation af fastkursaftale pr. 1. marts 2001 samt et produktblad om fastkursaftaler. Tilbudet indeholdt oplysninger om, at der kunne indgås fastkursaftale, samt en beskrivelse af virkningerne heraf. Den 23. februar 2001 meddelte klagerne instituttet, at de alene havde ønsket tilbud på lån med fastkursaftale, at de havde indhentet sådanne tilbud flere steder, at de havde optaget ejerskiftelånet et andet sted, og at de ikke mente at have indgået en bindende fastkursaftale med det indklagede institut. Samme dag anmodede instituttet klagerne om at indbetale 22.339 kr. i kurstab ved ophævelse af fastkursaftalen. Klagerne afviste at betale det krævede beløb og efterfølgende korrespondance mellem parterne førte ikke til enighed.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at der ikke var indgået en fastkursaftale, subsidiært at der ikke kunne kræves en betaling af den aktuelle størrelse for misligholdelse.

Instituttet fremlagde i sagen følgebrev til specifikation af fastkursaftale samt opfølgningsbrev fra februar 2001 vedrørende fastkursaftalen. Klagerne afviste at have modtaget disse breve.

Nævnet fandt, at det ikke med sikkerhed fremgik af klagernes henvendelse til instituttet i november 2000, at de havde villet forpligte sig til at indgå fastkursaftale. Nævnet fandt det derfor nærliggende, at instituttet havde søgt afklaret, hvad klagerne ville med deres henvendelse. Mod klagernes benægtelse kunne Nævnet ikke lægge til grund, at de havde modtaget følgebrevet til specifikationen af fastkursaftalen eller opfølgningsbrevet vedrørende samme. Ved en vurdering af, om klagerne var forpligtet af en fastkursaftale, tillagde Nævnet det betydning, at der i det omfattende lånesagsmateriale var oplysninger, der kunne skabe tvivl om, hvorvidt der var indgået en endelig og bindende fastkursaftale, at den af instituttet påberåbte fremgangsmåde ikke svarede til nogen af de måder, som er beskrevet i instituttets produktblad om fastkursaftaler, at instituttet undlod at tilvejebringe den fornødne afklaring om klagernes ønsker, og at instituttet som den professionelle aftalepart har mulighed for gennem skriftlig aftaleindgåelse at sikre, at tvivlsspørgsmål ikke opstår. Nævnet fandt, at tvivlen om hvorvidt en endelig bindende aftale var indgået, burde komme instituttet til skade. Nævnet tilpligtede derfor instituttet at anerkende, at der ikke var indgået en fastkursaftale, og at der derfor ikke kunne gøres misligholdelsesvirkninger gældende mod klagerne.