Formuestyring, omfang.
| Sagsnummer: | 471 /1990 |
| Dato: | 17-06-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Erik Sevaldsen, Peter Møgelvang-Hansen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Formuestyring, omfang. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 8. februar 1989 indgik klageren, der er selvstændig erhversdrivende, en marginkontokontrakt med et børsmæglerselskab. I følge aftalen udgjorde saldoen på kontoen 1 mill, og sikkerhedsmargin for obligationer var p.t. 10%, og for aktier 20% af den til enhver tid gældende kursværdi/af kursværdien på investeringstidspunktet. Kontoen forrentedes p.t. med 5% i kredit og 11% i debet.
I maj 1989 blev børsmæglerselskabet overtaget af indklagedes børsmæglerselskab.
I slutningen af juni måned 1989, umiddelbart før klageren skulle rejse til udlandet, anmodede han en medarbejder hos indklagede om at købe aktier i DDL til en værdi af 500.000 kr., så snart kursen oversteg 6.300 kr. Denne handel blev ikke gennemført.
I juli 1989 ændredes kreditrenten for klagerens kreditmarginkonto til 4% og debetrenten til 14,5 %, ligesom sikkerhedsmargin for obligationer ændredes til 90% af kursværdien og for aktier til 75% af kursværdien. Ved skrivelse af 27. juli 1989 fremsendte indklagede et nyt lånedokument og marginkontrakt med anmodning om, at klageren tiltrådte disse. Skrivelsen kom imidlertid retur og blev ikke søgt fremsendt påny.
Efter at have brevvekslet med klageren vedrørende den manglende udførelse af DDL handlen meddelte indklagede ved skrivelse af 8. oktober 1990 klageren, at såfremt en vedlagt kreditkontrakt samt pantsætningserklæring vedrørende klagerens marginkonto ikke var returneret i underskrevet stand inden den 22. oktober 1990, ville man se sig nødsaget sig at foretage sig yderligere i sagen, hvilket ville betyde øgede omkostninger for klageren. Ved skrivelse af 11. oktober 1990 meddelte klageren indklagede, at han ikke ønskede at være bundet af den fremsendte kreditkontrakt og pantsætningserklæring.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham ialt 619.406,91 kr. som hidrører fra 348.888,70 kr., der udgjorde nettobeholdningen på klagerens engagement ved overførslen til indklagede, 67.635,64 kr. som udgør renter af beløbet, 129.396 kr. som udgør nettofortjenesten ved den ikke udførte DDL handel, og 50.000 kr. der udgør arbejdsløn til klageren, samt at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagede ikke er berettiget til at gøre aftalen ifølge marginkontrakten gældende over for klageren.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at hans engagement med indklagede på det tidspunkt, hvor indklagede overtog børsmæglerselskabet, udviste en positiv saldo på 348.883,70 kr., og at de tab, klageren efterfølgende har lidt på engagementet, skyldes indklagedes forringede kundebetjening. Indklagede har endvidere ensidigt ændret aftalegrundlaget, idet indklagede efter overtagelsen af børsmæglerselskabet har ændret såvel ind- som udlånsrenter til skade for klageren, ligesom indklagede har ændret sikkerhedsmargin fra 20 til 25%. For så vidt angår købet af DDL aktierne undlod indklagede at udføre en klart indgået aftale under henvisning til, at der ikke var plads til en handel af det ønskede omfang inden for kontraktens limit på 1 mill kr. Dette er ikke korrekt, idet kontrakten bør fortolkes således, at klageren havde limit til at købe op til 5 gange det netto indskudte - en gearing på 5. Sikkerhedsmargin udgør investorens nettoinvestering i børsmæglerselskabet, det vil sige alle indskud ÷ alle relevante fradrag. Det er derfor et variabelt beløb og ikke en fast størrelse. Indklagede har således ubegrundet undladt at udføre en aftalt handel, og det er ikke korrekt som anført af indklagede, at det ikke var muligt at komme i kontakt med klageren på tidspunktet for handlen, idet klageren mundtligt havde oplyst sin kontaktperson hos indklagede om sin adresse, mens han var bortrejst.
Indklagede har anført, at såvel ind- som udlånsrenter og sikkerhedsmargin i den kontrakt, klageren indgik med det overtagne børsmæglerselskab, var variable, hvorfor man var berettiget til at tilpasse disse i forbindelse med indklagedes overtagelse af selskabet. Det stod enhver kunde åbent ved denne lejlighed at opsige og afvikle kontraktsforholdet, såfremt vilkårerne ikke kunne accepteres. De kunder, der ønskede at fortsætte kontraksforholdet blev anmodet om at underskrive en ny låne- og marginkontrakt med indklagede.
Købs- og salgsinstruktioner fra klageren har ofte haft en sådan karakter, at de udgjorde et tvetydigt grundlag for at disponere. I sådanne situationer har indklagede undladt at foretage sig noget, før man fra klageren kunne få en endelig stillingtagen. Ifølge kontrakten kan en disposition alene ske efter aftale med klageren, og denne har valgt ikke at følge indklagedes overordnede råd. Samtidig har de salgsordrer, indklagede fik fra klageren, i de fleste tilfælde været limiteret til en kurs, som klageren ikke har ønsket at fravige, uanset at indklagede anbefalede salg ved en noget lavere kurs. Det nedadgående aktiemarked har også påvirket engagementet negativt.
For så vidt angår spørgsmålet om købsordre på DDL aktier var der i juni måned 1989 ikke plads til at indkøbe DDL aktier for et beløb på 500.000 kr., idet det dispositionsberettigede beløb, som beregnes som forskellen mellem 75% af depotværdien og debetsaldoen på kontoen, på daværende tidspunkt udgjorde 49.000 kr. Anvendes en belåningsprocent svarende til 80% af kursværdien af aktiebeholdningen, ville der således heller ikke være plads til en handel af det ønskede omfang. Såfremt DDL aktiehandlen skulle have været gennemført, skulle den have være modsvaret af en samtidig salgsordre for en del af porteføljen. Der blev i den forbindelse gjort ihærdige forsøg på at kontakte klageren, uden at det dog lykkedes på det aktuelle tidspunkt.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af sagen, at klageren er erhversdrivende. Hertil kommer, at klageren foruden denne klage har indgivet en klage over et andet pengeinstitut vedrørende en i 1989 indgået rammeaftale på 9 mill kr. for valutaterminsforretninger. På denne baggrund findes klagerens samlede spekulationsforretninger således efter deres karakter og omfang at måtte betragtes som eller sidestilles med erhvervsmæssig virksomhed, og klagen findes allerede af den grund ikke at kunne behandles af Ankenævnet jf. Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2 og 3.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.