Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om inddragelse af/opsigelse af aftale om Visa/dankort.

Sagsnummer: 187 /2000
Dato: 18-10-2000
Ankenævn: Peter Blok, Kåre Klein Emtoft, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Gældssanering - øvrige spørgsmål
Betalingstjenester - udstedelse og (gen)udlevering af kort
Ledetekst: Spørgsmål om inddragelse af/opsigelse af aftale om Visa/dankort.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

I forbindelse med klagerens indsigelser mod, at hans Visa/dankort var anvendt ved handel på internettet, blev kortet erstattet af et hævekort. Klagen vedrører, om dette skete efter aftale med klageren, og om denne kan forlange at få udstedt et nyt Visa/dankort.

Sagens omstændigheder.

I maj 1999 fik klageren udstedt et visa/dankort til sin konto hos indklagedes Tårnby afdeling.

Af sagen fremgår, at klageren havde ansøgt om gældssanering, forinden han fik udleveret visa/dankortet. Indklagede har oplyst, at man var bekendt med, at der var indledt gældssanering.

I juli/august 1999 rettede klageren henvendelse til afdelingen vedrørende en indsigelse i forbindelse med et visa/dankorttræk hidrørende fra køb over internettet. Klageren afleverede ved denne lejlighed sit visa/dankort til indklagede og fik i stedet udleveret et hævekort.

Klageren har anført, at indklagede oplyste, at han ville få et nyt visa/dankort, når dette var klar. Han fik imidlertid kun et hævekort og fik at vide, at nu ville man ikke udstede et visa/dankort som følge af, at han var under gældssanering.

Indklagede har anført, at det aftaltes med klageren at spærre visa/dankortet og lade dette afløse af et almindeligt hævekort.

Den 15. marts 2000 anmodede klageren om udlevering af et visa/dankort, hvilket indklagede afslog. Indklagede har anført, at baggrunden var, at klageren nu havde opnået gældssanering, i hvilken forbindelse man måtte afskrive et beløb på ca. 26.000 kr.

Af klagerens betalingsoversigt for april 2000 fremgår, at indklagede havde afmeldt en månedlig betaling på 887 kr. Klageren har anført, at da han afmeldte en anden PBS-betaling, gjorde han opmærksom på, at betalingen på 887 kr. ikke måtte afmeldes. Indklagede har under sagens forberedelse oplyst, at afmeldingen var en fejlekspedition; betalingen er retableret.

Af indklagedes "Regler for Visa/dankort" fremgår:

"2. Vilkår knyttet til indehavelse og anvendelse af kortet

...............

2.10. Bankens ret til at spærre kortet

Banken er berettiget til at spærre for brug af kortet

hvis den konto Deres kort er knyttet til, er ophævet, og banken forgæves har forsøgt at inddrage Deres kort, eller

hvis De overtræder reglerne, herunder hvis De overtrækker den konto, som kortet er knyttet til.

I tilfælde af overtræk vil De blive rykket skriftligt, før kortet bliver spærret. Øjeblikkelig spærring kan dog være nødvendig, hvis der er tale om særlig groft og/eller gentagne overtræk.

.......

2.13. Opsigelse

Banken kan med 3 måneders varsel meddele Dem, at kortet ikke længere kan bruges og derfor skal leveres tilbage. De vil få refunderet en forholdsmæssig del af eventuelle gebyrer, De måtte have betalt for kortet."

Parternes påstande.

Klageren har den 8. maj 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om "at få mit Dan/visakort tilbage".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han søgte gældssanering som følge af en gæld, der var opstået i forbindelse med en tvangsauktion for 10 år siden. Han var ikke klar over, at saneringen også ville omfatte gæld til indklagede.

Da han afleverede sit kort i forbindelse med hans indsigelsen vedrørende handel på internettet, oplyste indklagede, at kortet blev spærret, men at han ville få udstedt et nyt. Han gjorde indsigelse mod kun at få et hævekort.

Indklagede oplyste, at man nu ikke ville udstede et Visa/dankort, da han var under gældssanering, men det var han også, da han første gang fik kortet udleveret.

Indklagede har anført, at da man i maj 1999 bevilgede klageren et Visa/dankort, lagde man særlig vægt på, at det var uvist, hvorvidt gældssaneringssagen blev gennemført, ligesom klageren indtil da havde overholdt sine forpligtelser over for indklagede.

I forbindelse med klagerens indsigelse mod træk hidrørende fra køb over internettet blev det aftalt at spærre Visa/dankortet og lade dette afløse af et almindeligt hævekort.

Det bestrides, at man gav tilsagn om at udstede et nyt Visa/dankort til klageren.

Det beror på en kreditmæssig vurdering, at man ikke ønsker at udstede et nyt Visa/dankort til klageren, særlig henset til indklagedes tab i forbindelse med gældssaneringen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

I forbindelse med, at klageren gjorde indsigelse mod en eller flere hævninger foretaget i forbindelse med internethandel, afleverede han sit Visa/dankort til indklagede. Det er ikke godtgjort, at det blev aftalt, at kortet skulle erstattes af et hævekort.

Indklagede var derfor forpligtet til på klagerens anmodning at udlevere et nyt Visa/dankort. Det forhold, at klageren havde fået gældssanering, og at klagerens gæld til indklagede i forbindelse hermed var blevet nedskrevet, kan ikke medføre, at indklagede var berettiget til at inddrage kortet.

For så vidt angår indklagedes adgang til at opsige aftalen med klageren om udlevering af Visa/dankortet bemærkes, at en sådan opsigelse skal være sagligt begrundet. At klageren har opnået gældssanering, og at indklagede i forbindelse hermed har måttet afskrive et krav mod klageren, er ikke i sig selv en saglig begrundelse for at opsige aftalen. En kreditmæssig vurdering kan ikke føre hertil, da klagerens økonomiske forhold må antages at være blevet forbedret ved gældssaneringen.

Som følge heraf

Indklagede skal inden 4 uger udlevere et Visa/dankort til klageren. Klagegebyret tilbagebetales klageren.