Omprioritering af kontantlån, hvorved obligationsgæld blev forøget.
| Sagsnummer: | 190 /1998 |
| Dato: | 18-12-1998 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Realkreditbelåning - rådgivning |
| Ledetekst: | Omprioritering af kontantlån, hvorved obligationsgæld blev forøget. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Klageren gennemførte primo 1996 en omprioritering gennem indklagede, hvor et Danske Kredit kontantlån med en restløbetid på 28½ år baseret på 9% obligationer og med en obligationsrestgæld på 1.292.226 kr. blev erstattet af et Danske Kredit kontantlån på nominelt 1.321.000 kr. baseret på 6% obligationer svarende til en obligationsgæld på 1.632.623 kr. Klageren gør gældende, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar som følge af mangelfuld rådgivning.
Sagens omstændigheder.
Klageren rettede i efteråret 1995 henvendelse til indklagedes Viborg afdeling vedrørende eventuel omlægning af et Danske Kreditlån optaget i sommeren 1994 og med en obligationsrestgæld på ca. 1.273.000 kr. Lånet var baseret på 9% obligationer. Indklagede udarbejdede den 29. september 1995 en beregning omlægning til et 30-årigt kontantlån baseret på 7% obligationer. Beregningen viste en reduktion i første års ydelse på ca. 5.100 kr. eller netto 2.456 kr. Klageren har oplyst, at han ikke har nogen erindring om beregningen.
Den 5. december 1995 udleverede indklagede til klageren et lånetilbud på et 30-årigt Danske Kredit kontantlån baseret på 7% obligationer. Ifølge indklagede udleverede man endvidere konsekvensberegninger ved omlægning til et kontantlån baseret på henholdsvis 7% og 8% obligationer. Beregningerne viste en reduktion i første års bruttoydelse på henholdsvis ca. 7.100 kr. og 4.400 kr. og netto 2.911 kr. og 1.696 kr. Klageren bestrider, at han modtog konsekvensberegningerne.
Indklagede har anført, at klageren - ligesom ved beregningen af 29. september 1995 - blev gjort opmærksom på, at omlægningen, der viste en marginal lettelse i brutto- og nettobetalingerne, på kort sigt, ikke var økonomisk tilrådelig, da nettonutidsværdien af det nye lån var større end nettonutidsværdien af det gamle lån. Herudover ville klageren miste et kontantlånsfradrag til en bruttoværdi af knapt 100.000 kr. Klageren bestrider, at indklagede fremhævede disse forhold.
Den 14. december 1995 blev der afholdt møde med klageren, hvor indklagedes medarbejder redegjorde for sammenhængen mellem et udbetalt låneprovenu og den bagvedliggende obligationsrestgæld. Det oplystes samtidig, hvad rentesatsen for et lån baseret på 7% obligationer ville blive ved forskellige udbetalingsdatoer. Klageren ønskede at afvente en beregning for et kontantlån baseret på 6% obligationer. Indklagede har fremlagt kopier af skærmprint vedrørende oplysninger om rentesats ved forskellige udbetalingsdatoer samt kortfattet mødereferat for mødet.
Den 22. december 1995 afholdtes påny møde med klageren, hvor indklagede fremkom med aktuelle rentesatser baseret på 7% obligationer ved forskellige udbetalingsdatoer. Ifølge indklagede redegjorde indklagedes medarbejder for, at obligationsgælden blev større ved omlægning til et kontantlån baseret på 6% obligationer end ved en omlægning baseret på 7% obligationer med heraf følgende risiko for øget restgæld ved førtidig indfrielse, hvis kursen på de bagvedliggende obligationer på indfrielsestidspunktet var steget i forhold til udbetalingstidspunktet. Klageren oplyste, at han ikke havde planer om salg af ejendommen og dermed om realisation af et eventuelt kurstab. Klageren bestrider at have fået udleveret konsekvensberegninger.
Den 29. december 1995 underskrev klageren pantebrev vedrørende et kontantlån på 1.321.000 kr. ydet af Danske Kredit.
Den 8. januar 1996 oplyste indklagede på klagerens forespørgsel rentesatsen på et kontantlån baseret på 7% obligationer ved forskellige udbetalingsdatoer under forudsætning af indgåelse af kurssikring. Indklagede har fremlagt skærmbilleder vedrørende beregningen. Klageren fik endvidere udleveret beregning vedrørende omlægning til kontantlån baseret på henholdsvis 6% og 7% obligationer. Indklagede har fremlagt kopi af beregningerne.
Den 18. januar 1996 underskrev klageren en omprioriteringsaftale, hvorefter han ønskede kontantlånet hjemtaget på basis af 7% obligationer. Samme dag fremsendte indklagede realkreditpantebrevet til tinglysning.
Den 31. januar 1996 blev det eksisterende Danske Kreditlån opsagt til indfrielse pr. 1. april 1996.
Den 5. februar 1995 underskrev klageren en afregningsaftale vedrørende udbetaling af det tilbudte kontantlån baseret på 6% obligationer med afvikling den 4. marts 1996 til kurs 80,91271. Ifølge indklagede havde klageren forinden bl.a. modtaget et lånetilbud, hvoraf bl.a. fremgår en obligationsgæld på 1.632.024 kr. ved lånets udbetaling, samt en konsekvensberegning, hvoraf fremgår, at besparelsen det første år ville udgøre brutto 8.188 kr. og netto ca. 1.854 kr. heri indregnet det mistede kontantlånsfradrag på 1.616,67 kr. Beregningen viste tillige, at nettonutidsværdien af det eksisterende lån var ca. 32.000 kr. større end nettonutidsværdien af det nye lån.
Ved skrivelse af 19. marts 1998 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til indklagede vedrørende den i 1996 gennemførte omprioritering. Advokaten anførte navnlig, at klageren ikke var blevet vejledt om mulighederne for at optage et obligationslån, samt at obligationsgælden var forøget med flere hundrede tusinder kroner.
Advokaten anmodede indklagede om "for sidste gang at revurdere, hvorvidt man vil være indforstået med at yde min klient en økonomisk erstatning eller kompensation på grund af dårlig rådgivning i forbindelse med låneomlægning." Ved skrivelse af 20. april 1998 afviste indklagede at yde kompensation eller erstatning.
Parternes påstande.
Klageren har den 26. maj 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren bestrider, at han rettede henvendelse til indklagede med det ene formål at få en likviditetslettelse. Han har en god økonomi, og behovet for en likviditetslettelse var ikke altafgørende. Han fik forelagt forskellige muligheder, og indklagede oplyste, at det var vigtigt at underskrive dokumenter vedrørende et nyt lån inden udgangen af 1995 af hensyn til ændrede skatteregler. Den eneste relevante mulighed var ifølge indklagede omlægning til et lån med en rente på 6%. Indklagede undlod at orientere om muligheden for efter årsskiftet at hjemtage realkreditlån som obligationslån frem for kontantlån. Han blev presset til at gennemføre omprioriteringen som sket og blev ikke advaret om den større kursrisiko ved lån baseret på 6% obligationer frem for obligationer med højere kuponrente. Han har på intet tidspunkt modtaget konverteringsberegning eller anden skriftlig orientering om alternativer. Omlægningen medførte en årlig nettobesparelse på 1.598 kr., hvilket skal ses i forhold til, at obligationsgælden steg voldsomt. Hertil kommer de omkostninger, der var forbundet med omprioriteringen. Som følge af den gennemførte omprioritering har klageren ikke ved det efterfølgende rentefald kunnet foretage en ny omprioritering. På tidspunktet for gennemførelsen af omprioriteringen anbefalede andre pengeinstitutter opkonvertering med henblik på at udnytte et senere rentefald. Indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren som følge af manglende og utilstrækkelig rådgivning.
Indklagede har anført, at klageren ved henvendelsen om omprioritering anførte, at hans likviditet var stram, og at han ønskede størst mulig likviditetslettelse her og nu. Baggrunden var bl.a., at han ikke havde oplyst indklagede om en firmabil, hvorfor der ikke var taget højde for beskatningen af denne ved indklagedes budgetberegning for klageren. Mulighederne for omlægning til et 30-årigt kontantlån baseret på enten 6%, 7% eller 8% obligationer blev drøftet med klageren ved flere lejligheder, og klageren fik udleveret konsekvensberegninger. Klageren modtog også lånetilbud for såvel kontantlån baseret på 7% obligationer som på 6% obligationer, hvoraf obligationsgæld var anført for samtlige terminer i lånets løbetid. Indklagede orienterede klageren om sammenhængen mellem kontanlånsgæld og obligationsgæld, herunder om den større kursrisiko for et lån baseret på 6% obligationer frem for 7% obligationer. Klageren valgte selv at gennemføre omlægningen efter advarsel fra indklagede om, at prisen for at opnå en marginal besparelse på kort sigt kunne være en forøget obligationsgæld. Umiddelbart inden hjemtagelsen af lånet valgte klageren på eget initiativ at ændre dette til et lån baseret på 6% obligationer frem for 7% obligationer, hvorved klageren opnåede den størst mulige likviditetslettelse. Klageren har ikke lidt noget tab og har ikke realiseret det for tiden opståede kurstab ved førtidig indfrielse af lånet. Indklagede er alene ansvarlig for den rådgivning, man gav på rådgivningstidspunktet ud fra de på daværende tidspunkt opstillede forudsætninger, men ikke for, at forudsætningerne efterfølgende ikke opfyldes, herunder at renteudviklingen ikke er blevet som forventet. Hvis renten var steget, ville klageren ud over den allerede opnåede likviditetslettelse ved en omvendt konvertering kunne have reduceret lånets obligationsgæld.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Efter det foreliggende finder Ankenævnet ikke grundlag for at fastslå, at indklagedes rådgivning i forbindelse med klagerens omprioritering har været fejlagtig eller mangelfuld. Det bemærkes herved, at det må lægges til grund, at klageren har modtaget de af indklagede fremlagte lånetilbud og konsekvensberegninger, hvoraf bl.a. fremgik, at besparelsen i nettoydelse ville være beskeden, og at obligationsgælden ville blive væsentligt forøget, navnlig ved valg af 6% obligationer, at det endvidere må lægges til grund, at det beroede på klagerens eget valg, at det nye lån blev udbetalt på grundlag af 6% obligationer i stedet for 7% obligationer som oprindelig forudsat, at klageren selv må bære risikoen for den efterfølgende kursudvikling, og at det ikke kan begrunde erstatningsansvar, at indklagede ikke med klageren drøftede muligheden for at optage et obligationslån frem for et kontantlån omfattet af de indtil 31. december 1995 gældende skatteregler.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.