Forhold til pant stillet af debitor.
| Sagsnummer: | 492 /1995 |
| Dato: | 11-06-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Ole Just, Allan Pedersen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Kaution - forhold til pant
|
| Ledetekst: | Forhold til pant stillet af debitor. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 20. april 1993, hvor klageren netop havde indgået ægteskab, underskrev han et kautionsdokument, hvorefter han påtog sig selvskyldnerkaution for sin ægtefælles boliglån hos indklagede. Restgælden på boliglånet, som var ydet i 1991, var angivet til 143.359,75 kr., og kautionsforpligtelsen var begrænset til 75.000 kr. Af kautionsdokumentet fremgår bl.a.:
"Kautionistens forudsætning om anden sikkerhed for lånet/kreditten:
Ved min underskrift på kautionsdokumentet erklæres, at jeg ikke har tillagt det nogen betydning for min forpligtelse, at der eventuelt er stillet andre sikkerheder for de kautionssikrede lån/kreditter.
Det indebærer:
- at banken uden min tilladelse kan frigive andre sikkerheder for den kautionssikrede forpligtelse.
- at banken kan anvende pant, der tillige tjener til sikkerhed for andre fordringer end den kautionssikrede til forlods fyldestgørelse af sådanne fordringer."
Indklagede havde i 1991 fået håndpant i et ejerpantebrev på 150.000 kr. i klagerens ægtefælles ejendom til sikkerhed for lånet. Ejerpantebrevet lå tillige til sikkerhed for ægtefællens kassekredit, der var etableret i 1990. Håndpantsætningen blev fornyet den 15. juni 1992, hvor maksimum på kassekreditten blev forhøjet til 275.000 kr.
På grund af økonomiske vanskeligheder i klagerens ægtefælles virksomhed blev der i marts 1993 indledt forhandlinger vedrørende dennes engagement. Som betingelse for at videreføre engagementet forlangte indklagede bl.a., at klageren indtrådte som meddebitor for hele engagementet, subsidiært en kaution for kassekreditten begrænset til 100.000 kr. Forhandlingerne resulterede i, at klageren den 20. april 1993 kautionerede for boliglånet, begrænset til 75.000 kr.
I foråret 1995 solgte klagerens ægtefælle sin ejerlejlighed og gav ved uigenkaldelig transporterklæring af 12. april 1995 indklagede transport i provenuet fra ejendomshandelen til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som hun havde eller måtte få over for indklagede.
Af provenuet af ejendomshandelen på 257.721 kr. blev 240.589,75 kr. anvendt til indfrielse af kassekreditten og 17.131,25 kr. til nedbringelse af boliglånet, hvis saldo herefter udgjorde 102.232,76 kr. Indklagede gjorde kautionen gældende over for klageren.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han er frigjort for kautionsforpligtelsen.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har fremlagt en erklæring af 7. marts 1995 fra ægtefællens revisor, som sammen med klageren og ægtefællen deltog i forhandlingerne med indklagede om ægtefællens engagement i foråret 1993. Af erklæringen fremgår bl.a.:
"Fra [indklagedes] side blev der lagt pres på [klageren] for at påtage sig kautionsforpligtelse vedrørende [ægtefællens] gæld i banken. Dette nægtede [klageren] i meget skarpe vendinger og påtalte meget tydeligt, at han intet ville have at gøre med [ægtefællens erhvervsengagement].
Der blev herefter drøftet lånet i ejerlejligheden [...]. Her blev det fra bankens side anført, "at det ejerpantebrev, der lå til sikkerhed for lånet, ikke var det papir værd, det var skrevet på". Der blev herefter atter lagt pres på [klageren] for at stille kaution for halvdelen af lånet, hvilket udgjorde kr. 75.000, hvilket han til slut gjorde under protest."
Klageren har anført, at han afviste at kautionere for ægtefællens samlede engagement og alene indvilgede i at kautionere for boliglånet, der var sikret ved ejerpant i ejerlejligheden. Det var en klar forudsætning, at boliglånet ved eventuelt salg af ejerlejligheden ville blive fuldt indfriet, såfremt der fremkom et provenu af en størrelse, der dækkede kautionen. Hans forudsætning for at påtage sig kautionen var kendelig for indklagede, der først havde stillet krav om kaution for hele engagementet og efterfølgende for kassekreditten, hvilket blev ændret ved udarbejdelsen af selve kautionsdokumentet. Han foretog efterfølgende store forbedringer af lejligheden, herunder udskiftning af køkkenet, i hvilken forbindelse han alene i materialer anvendte ca. 100.000 kr. af egne midler. Denne forbedring af lejligheden var medvirkende til, at der fremkom et provenu ved salget, og at indklagede i den forbindelse fik sit krav dækket.
Indklagede har anført, at baggrunden for klagerens kaution var en forøget risiko i ægtefællens engagement, hvorfor indklagede stillede krav om yderligere sikkerhedsstillelse som betingelse for at fortsætte engagementet. Klageren var bekendt hermed og erklærede med sin underskrift på kautionsdokumentet, at han ikke havde tillagt det nogen betydning for kautionsforpligtelsen, at der eventuelt var stillet andre sikkerheder. Ejerpantebrevet lå til sikkerhed for både boliglånet og kassekreditten, og man var også i forhold til klageren berettiget til at anvende provenuet af ejendomshandelen primært til nedbringelse af kassekreditten.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at indklagede i kautionsdokumentets tekst på tilstrækkelig tydelig måde har forbeholdt sig ret til at anvende pantet primært til fyldestgørelse af andre fordringer end den kautionssikrede, og at klageren, der var bekendt med sin ægtefælles samlede engagement med indklagede og med de sikkerheder, som var stillet for det, ved sin underskrift på kautionsdokumentet dels har accepteret dette, dels har accepteret, at en forudsætning om ligestillet pant ikke efterfølgende ville kunne gøres gældende.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.