Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse for gæld i henhold til udeblivelsesdom afsagt i 1983 og forlig indgået i 1985.

Sagsnummer:	142/2007
Dato:	16-10-2007
Ankenævn:	Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Jette Kammer Jensen, Ole Jørgensen
Klageemne:	Akkord - fortolkning af aftale Inkasso - hæftelse
Ledetekst:	Indsigelse mod hæftelse for gæld i henhold til udeblivelsesdom afsagt i 1983 og forlig indgået i 1985.
Indklagede:	Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelse imod Nordea Banks krav i henhold til en udeblivelsesdom afsagt i 1983 og et forlig indgået i 1985.

Sagens omstændigheder.

Ved allonge af 15. august 1979 blev klagerens lån (nr. -127) i den daværende Privatbanken, nu Nordea Bank, forhøjet med 8.353,78 kr. til 43.353,78 kr.

Ved udeblivelsesdom af 17. november 1983 i en sag anlagt af Privatbanken blev klageren dømt til at betale 19.713,69 kr. med en årlig rente 7,5 % over Nationalbankens almindelige udlånsrente fra den 22. december 1982 til betaling sker samt sagens omkostninger med 1.600 kr. Beløbet vedrørte overtræk på en terminskonto nr. -607.

Ved Retten i Ballerup blev der den 31. maj 1985 indgået forlig i en sag anlagt af Privatbanken mod klageren og dennes ægtefælle. Ifølge forliget blev sagen hævet over for ægtefællen, mens klageren skulle betale 30.307,67 kr. med tillæg af renter 8,5 % over den til enhver tid fastsatte officielle diskonto fra den 22. september 1980. Forliget vedrørte en gæld på 15.217,94 kr. i henhold til en kassekredit (nr. -121) og en gæld på 15.089,72 kr. på en konto (nr. -507). Klageren var enekontohaver på begge konti.

Ved skrivelse af 17. juni 1985 meddelte klageren via sin advokat, at han ikke var i stand til at betale eller afdrage på gælden. På den baggrund og under henvisning til "sagens mere end særprægede omstændigheder" anmodede klageren om, at banken afskrev fordringen. Det fremgår, at der blev hentydet til en politianmeldelse for dokumentfalsk mod en forhenværende bestyrer i banken og klagerens problemer siden "det famøse dokument blev oprettet den 10. august 1979."

Den 29. oktober 1985 afskrev Privatbanken internt følgende fire fordringer mod klageren "efter forgæves retslig inkasso":

Lån -127	43.353,78 kr.
Terminskonto -607	19.713,69 kr.
Konto -507	15.089,72 kr.
Kassekredit -121	15.217,95 kr.
Inkassoomkostninger	21.813,40 kr.
I alt	115.188,53 kr.

Ved gældsbrev af 30. september 1993 ydede Unibank, nu Nordea Bank, klageren og dennes ægtefælle et lån (nr. -557) på 86.100 kr. til en rente på 12% p.a. Af gældsbrevet fremgår bl.a.:

"…

Lånebeløbet indsættes på kontonummer -805

Ved erlæggelse af sidste afdrag vil banken udstede saldokvittering for udlån [nr.-805], der henstår rente- og afdragsfrit i dette låns løbetid. Bliver nærværende udlån misligholdt, vil banken være berettiget til at kræve renter af det samlede engagement fra 30/6-1992.

Vi betaler lånet tilbage med kr. 1.000,00første gang den 30.9.1993

Tilbagebetalingen sker månedligti alt 120 gange.Dette svarer til en løbetid på 10 år og 0 måneder.

Beløbet dækker ydelse (renter og afdrag).

Beløbet hæves på kontonummer indbetales kontant.

Rentesatsen er fast, og øvrige omkostninger er variable.

Ydelser på det deponerede pantebrev fratrukket depotgebyrer m.v. erlægges som ekstraordinært afdrag, første gang den 30/12-1993.

…"

Nordea Bank har oplyst, at lån nr. -805 var klagerens og dennes ægtefælles fælles lån i den daværende Andelsbanken, nu Nordea Bank. Lånet blev den 14. november 1994 bogført på en fælles fordringskonto nr. -435.

Den 12. september 1995 blev de 115.188,53 kr. samlet på en fordringskonto nr. -333. Fordringskontoen fremgik af de årsopgørelser, der blev sendt til klageren. Nordea Bank har under sagen fremlagt årsopgørelsen for 1996, hvoraf fordringskonto -333 fremgår med en negativ saldo på 115.188,53 kr.

Ifølge en intern engagementsoversigt pr. den 6. oktober 1999 var klagerens gæld på i alt 188.777,09 kr. fordelt med 115.188,53 kr. på fordringskonto -333, 34.490,73 kr. på fordringskonto -435 og 39.097,83 kr. på lån -557.

Ved skrivelse af 12. september 2003 udstedte Nordea Bank saldokvittering for gælden på 34.490 kr., der var registreret på fordringskonto -435.

Ved skrivelse af 19. marts 2007 rettede Nordea Bank henvendelse til klageren om tilgodehavendet på fordringskonto -333.

Gælden på kassekredit -121 og konto -507 blev opgjort til i alt 30.307,67 kr. (15.217,95 kr. + 15.089,72 kr.) med tillæg af renter i fem år på 20.770,41 kr., i alt 51.078,08 kr. Rentesatsen varierede i intervallet 10,50 %-12 %.

Gælden i henhold til terminskonto -607 blev opgjort til 22.384,80 kr. inkl. renter jf. dommen af 17. november 1983 og med tillæg af fem års renter på 12.030,33 kr., i alt 34.415,13 kr. Rentesatsen varierede i intervallet 9,5 % - 11 %.

Banken frafaldt fordringen i henhold til lån -127, da man ikke var i besiddelse af det originale gældsbrev.

Parternes påstande.

Den 7. maj 2007 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal frafalde kravet.

Banken har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at banken uretmæssigt forsøger at inddrive en over 20 år gammel fordring.

Gælden i henhold til dommen af 17. november 1983 er indeholdt i forligsbeløbet pr. den 30. maj 1985 på 30.307,67 kr. Banken forsøger således at inddrive et beløb, der allerede er afregnet, hvilket ikke kan være lovligt eller i overensstemmelse med god banketik.

Det samme var tilfældet for så vidt angår lånet, som banken nu med henvisning til det manglende originale gældsbrev klogeligt har afstået fra at opkræve.

Under et møde med bankens inkassoafdeling i Odense i 1993 bad han om at få en afdragsordning, der omfattede hele hans engagement med banken. På den baggrund blev gældsbrevet af 30. september 1993 oprettet. Ifølge dette forpligtede han sig til at betale 1.000 kr. om måneden i 10 år, eller i alt 120.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af hans samlede engagement med banken. At der var tale om det samlede engagement, understøttes af, at banken ved eventuel misligholdelse var berettiget til renter af "det samlede engagement fra 30. juni 1992". Under afviklingsforløbet modtog han de sædvanlige årsopgørelser, hvilket der ikke var noget usædvanligt ved.

Han overholdt afdragsordningen, men banken misligholdt aftalen ved kun at meddele saldokvittering på et bestemt lån.

Han modtog ikke nogen særskilte krav vedrørende de beløb, som banken nu gør krav på, før afdragsordningen var færdigafviklet.

Det bør ikke komme ham til skade, at bankens medarbejdere er blevet udskiftet, og at banken nu mere eller mindre tilfældigt har hevet bilag op af sine gemmer med henblik på at mistænkeliggøre ham og sammensætte et grundlag for bankens tvivlsomme påstande.

Hvis banken mener at have et retmæssigt krav, bør den nøjagtige ordlyd af akkordaftalen fremlægges, ligesom der bør indhentes et skriftligt vidneudsagn fra den medarbejder, der forfattede akkordaftalen.

Nordea Bank har anført, at kravet i henhold til dommen stammer fra overtræk på klagerens terminskonto -607, mens retsforliget vedrørte bankens krav i henhold til kassekredit nr. -121 og konto -507. Det bestrides, at kravet i henhold til dommen indeholdes i forliget.

Lån -557 på 86.100 kr. blev bevilget som led i en akkordaftale med klageren og dennes ægtefælle og vedrørte alene deres fælleslån, som var stiftet i den daværende Andelsbanken. Fællesengagement blev registreret på fordringskonto -435, mens klagerens engagement, der var etableret i den daværende Privatbanken, blev samlet på fordringskonto -333.

Tilgodehavenderne i henhold til fordringskontiene er forskellige og hidrører fra vidt forskellige engagementer med forskellige debitorer og er bevilget i forskellige afdelinger. Klageren kan derfor ikke have været i tvivl om, at det kun var den fælles del af engagementet, som var omfattet af akkorden. Ordlyden af akkordaftalen fremgår af gældsbrevet.

Klageren har ikke fået saldokvittering for de tilgodehavender, der blev fastslået ved retsforliget og dommen.

Tilgodehavenderne er omfattet af den 20-årige forældelse i Danske Lovs 5-14-4 og er ikke forældet, idet klageren løbende er blevet mindet om gælden.

Banken har ved skrivelse af 19. marts 2007 i overensstemmelse med forældelsesloven af 1908 alene beregnet sig renter af det skyldige beløb fem år tilbage fra brevets datering.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ifølge forliget af 30. maj 1985 skulle gælden på 30.307,67 kr. forrentes fra den 22. september 1980. Det må derfor lægges til grund, at gælden på kassekredit -121 og konto -507, som forliget vedrørte, blev stiftet før afsigelsen af dommen den 17. november 1983. Gælden i henhold til dommen kan således ikke være blevet indfriet i forbindelse med etableringen af en eller begge disse konti.

Det må lægges til grund, at gældsbrevet af 30. september 1993 ikke vedrørte klagerens gæld i henhold til dommen og forliget, som var stiftet i den tidligere Privatbanken, men alene klagerens og ægtefællens fælles gæld stiftet i den tidligere Andelsbanken.

Det findes godtgjort, at fordringerne i henhold til dommen og forliget fortsat består, og der er ikke grundlag for at pålægge banken at frafalde kravene hverken helt eller delvist. Det forhold, at banken ikke har rettet henvendelse til klageren om kravene, før gældsbrevet af 30. september 1993 var afviklet, kan ikke medføre et andet resultat.

Da klageren via årsopgørelserne løbende er blevet mindet om gælden, er der ikke indtrådt forældelse i medfør af Danske Lovs 5-14-4.

Banken har ved opgørelsen af kravene alene beregnet sig renter i fem år i overensstemmelse med forældelsesloven af 1908. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte de anvendte rentesatser.

Banken har undladt at opkræve inkassoomkostninger.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.