Afgørelse

Krav om erstatning for præmiebetalinger til livsforsikringer, der blev tegnet efter krav fra pengeinstitut. Indsigelse mod rentesatser og forhøjelse af rentetillæg på prioritetskreditter. Spørgsmål om fast eller variabelt rentetillæg. Spørgsmål om forældelse.

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning for præmiebetalinger til livsforsikringer, der blev tegnet efter krav fra pengeinstitut samt indsigelse mod rentesatser og forhøjelse af rentetillæg på prioritetskreditter. Spørgsmål om fast eller variabelt rentetillæg og spørgsmål om forældelse.

Sagens omstændigheder

Klagerne H og M blev kunder i Jyske Bank i år 2000. Klagerne har anført, at de allerede på dette tidspunkt havde livsforsikringer (herefter de oprindelige livsforsikringer). Den 26. maj 2000 tegnede klagerne efter krav fra banken hver en låneforsikring med tilknyttede livsforsikringer (herefter Livsforsikringerne) hos et pensionsselskab, P, via banken. Livsforsikringerne blev pantsat til banken. Klagerne underskrev hver en blanket i forbindelse med tegningen af Livsforsikringerne, hvoraf fremgik, at præmien skulle betales én gang om året, og at præmien blev fastsat af P.

Klagerne har fremlagt side 1 af et brev af 18. april 2005 fra banken til M vedrørende et møde om pensionsløsning. I brevet var bl.a. angivet:

”… Dine ønsker og behov …

Tidlig død før 60. år Til

Betale arv 44…”.

Den 14. november 2006 underskrev klagerne en aftale med banken om en 10-årig prioritetskredit (kontonummer -953) på 2.100.000 kr. med en variabel rente på for tiden 5 % p.a. Aftalen indeholdt følgende bestemmelser om renten:

”… Rente på udskrivningstidspunktet d. 14.11.2006 kl. 14.52

… 5,0000 % nom. … Renten, der er variabel, tilskrives sidste bankdag i hvert kvartal. … Rentesatsen oplyses på forlangende og fremgår i øvrigt af bankens prisbog. … Rente- og provisionsbetingelser og terminer for betaling af disse samt lignende ydelser og gebyrer fastsættes af banken. I bankens generelle forretningsbetingelser ”Sådan handler Jyske Bank” er beskrevet med hvilke varsler, ændringer kan ske. Renten i denne aftale er fastsat i et interval, der fremgår af bankens prisliste for udlån. …

Individuelle betingelser

Renten i denne aftale er fastsat som summen af Danmarks Nationalbanks til enhver tid værende rentesats for indskudsbeviser + et tillæg. …”

Bankens generelle forretningsbetingelser, der var gældende for aftalen, indeholdt bl.a. følgende:

”Rente og provisionssatser

Renten og en eventuel provision er variabel, hvis ikke andet er udtrykkeligt aftalt. …

• Variable rentesatser kan … forhøjes på udlån med følgende varsler:

1. Uden varsel

ved ændringer i forhold, som banken ikke har indflydelse på, men som er af betydning for banken, fx:

• renteudviklingen på penge- og obligationsmarkederne i Danmark eller udlandet, herunder situationer med uro på disse markeder og centralbankers ændring af rentesatser
• lovændringer, ændringer i retspraksis og myndighedsforanstaltninger.

Ved ændringer i disse forhold, fastsætter banken en eventuel ændring på den enkelte kontotype ud fra bl.a. renteniveau og de på kontotypen tidligere gennemførte renteændringer.

2. Med mindst 1 måneds varsel, hvis:

• renten på en enkelt kontotype ændres væsentligt til ugunst for Dem, og renteændringen ikke har forbindelse med udviklingen i bankens almindelige renteniveau
• banken i øvrigt ændrer sin prisfastsættelse af markeds-, forretnings-eller indtjeningsmæssige grunde
• forhold som har haft betydning for fastsættelsen af dine individuelle vilkår og rentesatser, ændrer sig. …
• Ændring af rentesatser annonceres i dagsprisen eller meddeles skriftligt. Ved lån og kreditter omfattet af Lov om Kreditaftaler oplyses ændringerne også på det første kontoudtog efter renteændringen. …”

Klagerne havde endvidere i oktober 2006 fået en prioritetskredit i banken på 556.000 kr. Klagerne har fremlagt side 1 og 2 af aftalen, der indeholdt tilsvarende bestemmelser som prioritetskreditten på 2.100.000 kr. om, at renten var variabel og bestod af summen af indskudsbevisrenten og et tillæg, og at bankens generelle forretningsbetingelser var gældende.

Kreditterne blev udnyttet fuldt ud ved etableringen, og klagerne indbetalte løbende de tilskrevne renter på kreditterne i disses løbetid.

Banken har fremlagt en oversigt over Nationalbankens rentesats for indskudsbeviser (herefter indskudsbevisrenten) for perioden fra oktober 2008 til januar 2016, hvoraf bl.a. fremgår, at rentesatsen udgjorde 5,5 % p.a. i oktober 2008, 1,2 % p.a. den 8. juli 2011 og -0,20 % p.a. den 6. juli 2012. Banken har oplyst, at ændringerne blev annonceret på bankens hjemmeside og i dagspressen.

Af klagernes årsopgørelser fra banken fra 2010 fremgik, at præmien for Livsforsikringerne udgjorde 2.304 kr. pr. forsikring årligt, at klagerne havde en fælles kassekredit med en positiv saldo, at H havde én ratepension, og at M havde to ratepensioner. Klagerne har fremlagt et ”pensionsoverblik” for M pr. 1. januar 2011, hvoraf fremgik, at M’s samlede forsikringspræmier udgjorde 5.980,34 kr. i 2010.

Ved breve til klagerne af 18. juli 2011 varslede banken forhøjelse af rentetillægget (rentemarginalen) på prioritetskreditterne med 0,25 procentpoint fra den 22. august 2011 med henvisning til ”uro … på de finansielle markeder … og stigende finansieringsomkostninger og udgifter til Indskydergarantifonden”.

Ved et brev til H af september 2011 varslede P ændring af Livsforsikringerne pr. 15. januar 2012, med yderligere syv års dødsfaldsdækning, forhøjelse af dækningssummen fra 880.000 kr. til 904.000 kr. og nedsættelse af den årlige præmie fra 2.304 kr. til 1.536 kr.

Ved breve af 17. oktober 2011 varslede banken forhøjelse af rentetillægget på klagernes prioritetskreditter med 0,5 procentpoint fra den 18. november 2011 med henvisning til, at det var blevet dyrere for banken at låne penge som følge af uroen i Sydeuropa.

Ved breve af 18. januar 2012 varslede banken forhøjelse af rentetillægget på prioritetskreditterne med 0,50 procentpoint fra den 23. februar 2012 med henvisning til ”fortsat stigende finansierings- og kapitalomkostninger samt et forværret risikobillede for såvel dansk som europæisk økonomi.”

I en e-mail af 17. september 2012 rejste klagerne indsigelse mod præmien på Livsforsikringerne. Klagerne anførte, at en uafhængig forsikringskonsulent havde vurderet, at den årlige præmie burde være mellem 1.100 kr. og 1.400 kr. Klagerne rejste samtidig indsigelse mod fastsættelsen af referencerentesatserne Libor og Cibor og fremsatte krav om refusion af ca. 400.000 kr. i for meget betalte renter på deres lån i banken. I en e-mail 25. oktober 2012 anførte klagerne bl.a.:

”… renterne på begge prioritetskreditter har ”sluppet deres fundament” og ligger begge 1 %p højere end de burde. De skal være 1.35 hhv. 1.55 % pt. iflg. lånedokumenterne. Har I en forklaring på dette og vil I rette fejlen? Det har stået på et par år. …”

Samme dag afviste banken indsigelserne. Af bankens svar fremgik, at rentetillægget ved kreditternes etablering i 2006 havde udgjort 1,5 % p.a., mens indskudsbevisrente havde udgjort 3,5 %, svarende til en samlet rente på 5 %, og at den samlede rente pr. 25. oktober 2012 udgjorde 2,55 % p.a. bestående af et rentetillæg på 2,75 % p.a. og indskudsbevisrenten, som var negativ med 0,2 % p.a.

Af kontoudskrifter for perioden fra etablering af kreditterne frem til den 28. september 2012 fremgår, at renten for kredit -953 lå i intervallet mellem 2 % p.a. og 7 % p.a., mens renten for kredit -517 lå i intervallet mellem 1,8 % p.a. og 6,8 % p.a.

Den 23. marts 2015 blev kreditterne indfriet.

M havde et anpartsselskab, S, der efter det oplyste havde en kredit og to lån i banken. H hæftede som kautionist for S’s engagement i banken. Klagerne har rejst indsigelse mod renten på S’s lån og kredit og har fremlagt en oversigt over rentesatserne for i perioden fra den 31. januar 2008 til den 31. januar 2012.

Parternes påstande

Den 23. oktober 2015 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal betale erstatning til dem.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse samt afvisning for så vidt angår S’s forhold.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at banken i forbindelse med prioritetskreditterne stillede krav om, at de tegnede hver en livsforsikring, som skulle pantsættes til banken. Banken undlod at oplyse, at de oprindelige livsforsikringer kunne pantsættes. Livsforsikringerne var unødvendige. Ved en gennemgang af dokumenter fra banken fra 2004 fremgår de oprindelige livsforsikringer tydeligt. Af brevet af 18. april 2005 fremgår tydeligt, at banken kendte til livsforsikringen. På trods heraf rådgav banken på intet tidspunkt dem om at bruge de oprindelige livsforsikringer i stedet for at tegne nye forsikringer gennem banken. Bankens krav om tegning var formentlig motiveret af, at banken modtog provision fra P for hver solgt forsikring.

Livsforsikringerne var for dyre og med irrelevante dækninger. Banken har på intet tidspunkt drøftet forsikringernes omfang med dem. Dette blev bekræftet af, at P af egen drift i september 2011 ændrede forsikringsdækningen og reducerede præmien. De formoder, at baggrunden for ændringen var, at banken/P blev opmærksom på, at den hidtidige praksis var ulovlig. Det må antages, at en bank, der uopfordret giver sine kunder et billigere produkt, ikke har haft hjemmel sin hidtidige praksis. De fik vurderet prisen i 2011 af en uafhængig forsikringsmægler, som vurderede, at den årlige præmie burde være ca. 900 kr. Banken bør refundere præmiebetalingen for de irrelevante forsikringsdækninger fra etablering af Livsforsikringerne frem til ændringen pr. 15. januar 2012.

Rentesatsen har været for høj.

En del af deres lån er baseret på indskudsbevisrenten. Af aftalen vedrørende prioritetskreditterne fremgik ”et tillæg”, som banken har tilladt sig at fortolke som et variabelt tillæg. Banken hævede i januar 2012 uberettiget renten på disse.

Banken har krævet en absurd høj rente, særligt i årene fra 2009 til starten af 2012, hvor banken reducerede renten, jf. oversigten vedrørende S’s engagement. Banksektoren har været/er anklaget for at tage kunstigt forhøjede renter i perioden fra 2005 til 2012. Banken har ikke dokumenteret, at rentesatsen ikke er manipuleret. Det fremgår af Nationalbankens undersøgelser, at der ikke er dokumentation for, at svindelen ikke har fundet sted. De kan ikke bevise, at der er svindlet, men tvivlen om dette skal komme kunderne til gode. Banken bør derfor refundere et beløb svarende til 0,8 % p.a. af deres samlede rentebærende gæld for perioden fra 2005 til 2012 med tillæg af renter.

Jyske Bankhar til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klagen alene angår fastsættelse af basisrenten, det vil sige ”Danmarks Nationalbanks til enhver tid værende rentesats for indskudsbeviser”, som klagerne er utilfreds med. Klagerne har anført, at basisrenten skulle være fastsat af bankerne i fællesskab, og at der har været tale om aftalt spil. Dette bestrides. Banken har ikke haft indflydelse på indskudsbevisrenten, der udelukkende fastsættes af Nationalbanken, i modsætning til Libor og Cibor. Renterne og ændringerne heri har været aftalt med klagerne.

Subsidiært gøres det gældende, at klagernes eventuelle krav vedrørende rentebetalinger forud for den 23. oktober 2012 er forældede i medfør af den 3-årige forældelsesfrist efter forældelseslovens § 3. Forældelsesfristen blev først afbrudt ved indgivelse af klagen den 23. oktober 2015. Forældelsesfristen skal regnes fra hvert enkelt betalingstidspunkt, svarende til den sidste bankdag i hvert kvartal forud for oktober 2012. Klagerne var under alle omstændigheder bekendt med de omstændigheder, som klagen støttes på den 17. september 2012, hvor klagerne rejste et krav om betaling af 400.000 kr., subsidiært fra den 25. oktober 2012, hvor klagerne gjorde gældende, at renten var 1 procentpoint for høj.

Mere subsidiært gøres det samlet gældende, at klagerne har fortabt deres ret ved passivitet, idet de i hvert fald siden efteråret 2012 har været klar over, hvordan rentefastsættelsen foregik og i tillæg hertil accepterede udviklingen i forrentningen af kreditterne.

For så vidt angår renterne gøres det supplerende gældende, at ”renten” er defineret som ”summen af Danmarks Nationalbanks til enhver tid værende rentesats for indskudsbeviser + et tillæg”. Renten er variabel, idet der ikke blev aftalt en fast rente med klagerne, jf. bestemmelsen i bankens generelle forretningsbetingelser: ”Rente- og provisionssatser er variable, hvis ikke andet er udtrykkeligt aftalt”. Det fremgår ikke af aftalerne om prioritetskreditterne, at der skulle være aftalt en fast rente. Ændringerne i tillægget har været varslet overfor klagerne. Ændringerne i ”Danmarks Nationalbanks til enhver tid værende rentesats for indskudsbeviser” er foretaget løbende i henhold til de ændringer, som Danmarks Nationalbank har foretaget.

Klagernes eventuelle krav vedrørende forsikringerne er forældet efter den 3-årige forældelsesfrist, der løb fra rådgivningstidspunktet i sommeren 2000. Klagerne har under alle omstændigheder været bekendt med de omstændigheder, som de støtter deres klage på siden 2000 og i hvert fald siden den 17. september 2012. Klagerne var selv bekendt med de oprindelige livsforsikringer via tegningen af denne og via betaling af præmier til denne. Klagerne blev løbende mindet om tegningen af Livsforsikringerne via årlige præmiebetalinger og årlige oversigter, ved brevet fra P fra september 2011 og drøftelser med banken, der kulminerede med brevet fra banken den 17. september 2012. Klagerne blev herunder løbende mindet om præmiernes størrelse og har selv oplyst, at de fik en uafhængig vurdering præmiens størrelse. Klagerne gjorde ikke indsigelse mod ændringerne af Livsforsikringerne i 2011, men accepterede ændringerne ved at fortsætte forsikringerne. Klagerne blev minimum en gang om året ved årsoversigterne fra banken oplyst om præmien på Livsforsikringerne. Klagerne afbrød først forældelsen ved indgivelse af klagen den 23. oktober 2015.

Livsforsikringerne blev gennemgået med klagerne. Livsforsikringerne var formentlig et vilkår for bankens engagement med S. Klagerne har ikke dokumenteret, at de eller en af dem allerede havde tegnet eller betalt præmie for en anden livsforsikring, eller at den påståede forsikring opfyldte bankens krav til sikkerhed. Banken var ikke bekendt med de oprindelige livsforsikringer. Klagerne har ikke dokumenteret, at banken blev oplyst om denne i forbindelse med tegningen af Livsforsikringerne.

Præmien blev fastsat af og betalt til P. Klagerne har opnået modydelsen, nemlig at være dækket af forsikringen.

Jyske Bankhar til støtte for afvisningspåstanden anført, at stillingtagen klagen vedrørende S’s engagement ligger udenfor Ankenævnets kompetence, og at denne del af klagen derfor må afvises.

Ankenævnets bemærkninger

Den 26. maj 2000 tegnede klagerne efter krav fra Jyske Bank hver en låneforsikring med tilknyttede livsforsikringer (herefter Livsforsikringerne) hos et pensionsselskab, P. Livsforsikringerne blev pantsat til banken. De nærmere omstændigheder i forbindelse med tegningen er uoplyste. Ankenævnet finder ikke, at klagerne har godtgjort, at banken handlede ansvarspådragende i forbindelse med deres tegning af Livsforsikringerne. Klagerne var eller burde selv være bekendt med eventuelle allerede eksisterende livsforsikringer og var selv nærmest til at tage initiativ til at afklare, om disse kunne anvendes til sikkerhed for banken.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Ankenævnet finder, at et eventuelt erstatningsansvar begrundet i, at forsikringerne var unødvendige, var forældet, da klagerne den 23. oktober 2015 indgav klagen til Ankenævnet.

Præmien for Livsforsikringerne blev fastsat af P. Klagerne har gjort gældende, at præmien var for høj. En stillingtagen hertil og til evt. forældelse af dette krav hører under Ankenævnet for Forsikring, Anker Heegaards Gade 2, 1., 1572 København V.

Klagen vedrørende forrentning af S’s lån og kreditter i banken angår et erhvervsmæssigt kundeforhold, der ikke kan sidestilles med et privat kundeforhold. Ankenævnet finder derfor, at denne del af klagen falder uden for Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 3 og 4, hvorfor denne del af klagen afvises.

I efteråret 2006 optog klagerne to 10-årige prioritetskreditter på henholdsvis 2.100.000 kr. og 556.000 kr. I aftalerne om prioritetskreditterne var angivet, at renten udgjorde ”summen af Danmarks Nationalbanks til enhver tid værende rentesats for indskudsbeviser + et tillæg”.

Tre medlemmer - John Mosegaard, Andreas Moll Årsnes og George Wenning - udtaler:

Af aftalen fremgik, at rentebetingelser fastsættes af banken, og at det i bankens generelle forretningsbetingelser var beskrevet med hvilke varsler, ændringer kan ske. Af bankens generelle forretningsbetingelser, fremgik, at renten var variabel, hvis ikke andet var udtrykkeligt aftalt. Endvidere fremgik, i hvilke situationer banken kunne ændre renten.

Under hensyn hertil finder vi, at rentetillægget var variabelt og kunne ændres i henhold til bankens generelle forretningsbetingelser, Vi finder ikke grundlag for at tilsidesætte de omhandlede forhøjelser af rentetillægget. Vi stemmer herefter for ikke at tage klagen vedrørende renten på prioritetskreditterne til følge.

To medlemmer - Troels Hauer Holmberg og Lani Bannach - udtaler:

Vi finder, at bestemmelsen om rente, som findes i aftalerne om prioritetskreditterne, umiddelbart må forstås som en fravigelse af rentereguleringsbestemmelsen i bankens almindelige forretningsbetingelser, da det ikke af aftalernes rentebestemmelser fremgår, at det aftalte tillæg er variabelt. Renten er tværtimod sammensat af en referencerentesats, som er variabel og et aftalt tillæg, som ikke angives at være variabel. Uklarhed i kreditkontrakterne må i øvrigt fortolkes mod banken, der har konciperet aftalen.

Vi finder herefter, at klagerne som udgangspunkt har krav på tilbagebetaling af den del af deres rentebetalinger, som vedrører forhøjelse af rentetillægget. Rentetillægsændringerne blev meddelt klagerne pr. brev. Da klagerne således var bekendt med rentetillægsændringerne, finder vi ikke grundlag for at suspendere forældelsesfristen, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2, hvorfor klagernes tilbagebetalingskrav forældes efter tre år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Klagerne afbrød forældelsen ved indlevering af klage til Ankenævnets sekretariat den 23. oktober 2015. Vi finder derfor, at klagerne har krav på tilbagebetaling af for meget opkrævet rente i perioden efter 23. oktober 2012.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen vedrørende S.

Klagerne får i øvrigt ikke medhold i klagen.