Kaution for gæld ved debitors overtagelse af fast ejendom ved fællesboskifte.
| Sagsnummer: | 371 /2003 |
| Dato: | 03-06-2004 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karen Frøsig, Rut Jørgensen, Ole Simonsen, Morten Westergaard |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Kaution for gæld ved debitors overtagelse af fast ejendom ved fællesboskifte. |
| Indklagede: | Arbejdernes Landsbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod stiftelsen af en kautionsforpligtelse for sin datters lån hos indklagede.
Sagens omstændigheder.
Pr. 1. juli 1999 købte klagerens datter en fast ejendom for 620.000 kr. Købet blev finansieret ved optagelse af et lån hos Totalkredit samt et boliglån ydet af indklagede. Datterens ægtefælle var meddebitor på lånene.
I sommeren 2000 meddelte datteren indklagede, at hun og ægtefællen skulle separeres. Til brug for parrets overvejelser vedrørende bodelingen samt eventuelt salg af datterens ejendom, blev der indhentet en ejendomsmæglervurdering, hvorefter ejendommen kunne sælges for kontant 725.000 kr.
Den 21. juli 2000 udarbejdede indklagede et årsbudget for klagerens datter, som forudsatte, at hun beholdt den faste ejendom. Beregningen viste et månedligt rådighedsbeløb på 6.435 kr. for datteren og dennes to mindreårige børn.
Indklagede har anført, at på et møde den 21. juli 2000 hos indklagede blev datteren og ægtefællen enige om en deling af deres forpligtelser over for indklagede; indklagedes forudsætning herfor var gensidig kaution fra hver af ægtefællerne. Efterfølgende afviste parterne kravet om kaution. I denne forbindelse foreslog datteren kaution fra klageren.
Herefter blev der for datteren etableret et lån på 65.000 kr. (lån -567) med en månedlig ydelse på 1.500 kr. med kaution fra klageren samt et lån på 125.000 kr. (lån -559) med en månedlig ydelse på 1.425 kr. og med kaution fra klageren begrænset til 35.000 kr. Indklagede modtog samtidig sikkerhed i et samtidig etableret ejerpantebrev på 125.000 kr. med pant i datterens ejendom. Kreditaftalerne er underskrevet af klageren som kautionist den 25. juli 2000.
Af særskilte kautionserklæringer underskrevet af klageren den 25. juli 2000 fremgår:
"Gældsforhold - Lån/kredit/garanti nr.
Lån/kredit opr. kr. UBEGRÆNSET plus, renter, provision og omkostninger i anledning af en eventuel misligholdelse, jfr. kautionsvilkår: |
…
Kautionsvilkår: |
Selvskyldnerkautionen indebærer, at kautionisten må opfylde debitors forpligtelser over for banken, hvis debitor ikke selv opfylder dem. Dette gælder tillige renter af enhver art, provision, gebyrer samt bankens omkostninger ved inkassering af fordring i anledning af misligholdelsen." |
Af sagen fremgår, at klagerens datter i løbet af 2. halvår 2001 fraflyttede ejendommen, som hun herefter forsøgte at sælge via ejendomsmægler. Senere gav datteren med klagerens accept salgsfuldmagt til indklagede vedrørende ejendommen. Primo 2002 blev indklagede bekendt med, at Totalkredit havde indgivet tvangsauktionsbegæring over ejendommen.
Ved skrivelse af 18. februar 2002 til klageren meddelte indklagede, at man ikke forventede at blive inddækket ved den forventede tvangsauktion, hvorfor man opsagde kautionsforpligtelsen til indfrielse i løbet af 14 dage. Kautionsforpligtelsen blev opgjort til 59.093,22 kr. vedrørende lån -567 med tillæg af renter fra den 1. januar 2002 samt 35.000 kr. vedrørende lån -559 med tillæg af renter fra skrivelsens dato.
Pr. 1. april 2002 blev datterens ejendom solgt i fri handel for kontant 530.000 kr. Salgssummen gav ingen dækning til indklagede.
Klagerens datter har samtidig med denne klage indgivet klage over indklagede med påstand om nedsættelse af sin hæftelse. Datteren har henvist til indklagedes rådgivning i forbindelse med hendes beslutning i sommeren 2000 om at blive boende i ejendommen.
Parternes påstande.
Klageren har den 8. oktober 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal tilpligtes at anerkende, at han ikke hæfter for kautionsforpligtelsen.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede gav forkert rådgivning til hans datter i forbindelse med dennes beslutning om at overtage ejendommen i forbindelse med separationen. Indklagedes beregning viste et månedligt rådighedsbeløb på 6.435 kr., som hans datter og hendes to børn skulle leve for. Beløbet på 6.435 kr. skulle tillige dække transportudgifter.
Han blev først efterfølgende bekendt med disse forhold og mener at have kautioneret under forkerte forudsætninger. Han troede, at han hjalp sin datter, men oplever nu, at kautionen snarere var til fordel for indklagede. Han hæftede sig i sin tid ikke ved rådighedsbeløbets størrelse, men ved at indklagedes medarbejder havde "blåstemplet" det.
Indklagede undlod at gøre hans datter opmærksom på, hvor halsbrækkende et eksperiment hun kastede sig ud i ved at følge indklagedes råd. Indklagede havde næppe påtaget sig at medvirke, hvis en person med hans datters økonomiske forudsætninger fra gaden var kommet ind og havde spurgt om indklagedes medvirken til et huskøb.
Indklagede har nu afkrævet ham et beløb, der er større end kautionen, idet der er tillagt renter, hvilket han ikke finder er korrekt.
Indklagede har anført, at klagerens datter ønskede at beholde ejendommen i forbindelse med separationen. Hendes økonomi blev gennemgået ved flere møder hos indklagede, og hun var klar over, hvilket rådighedsbeløb der var til hendes disposition.
Beslutningen om, hvorvidt rådighedsbeløbet var tilstrækkeligt, var alene klagerens datters. Indklagedes medarbejder opfordrede datteren til at overveje, om hun ville sælge huset.
Det fremgår af kautionsdokumenternes ordlyd, at kautionerne også omfatter renter.
I det omfang klagerens datter får helt eller delvist medhold i sin klagesag, vil klageren tilsvarende skulle have medhold som følge af, at en kautionists forpligtelse bortfalder i samme omfang, som hovedmandens forpligtelse bortfalder på grund af ugyldighed eller lignende.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Forud for klagerens datters beslutning om at beholde sin faste ejendom udarbejdede indklagede i juli 2000 et årsbudget, som viste et månedligt rådighedsbeløb på 6.435 kr. til datteren og dennes to børn. Dette rådighedsbeløb kunne ikke på forhånd anses for urealistisk lavt, og der er heller ikke oplyst andre omstændigheder, som kan føre til, at klageren ikke er bundet af de påtagne kautionsforpligtelser for de to lån ydet til klagerens datter.
For lånet på 65.000 kr. hæfter klageren ubegrænset, og efter kautionsvilkårene omfatter hæftelsen også renter i hovedforholdet. Indklagedes krav i påkravsskrivelsen af 18. februar 2002 om, at den opgjorte restgæld på 59.093,22 kr. skal forrentes fra den 1. januar 2002, må derfor anses for berettiget. Bestemmelsen i § 48, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed (tidligere § 41 a, stk. 4, i bank- og sparekasseloven), hvorefter en kautionist ikke kan hæfte for et beløb større end lånets hovedstol eller kredittens maksimum ved kautionsaftalens indgåelse, finder ikke anvendelse på kautionsaftaler, der er indgået før den 1. juli 2002.
For lånet på 125.000 kr. hæfter klageren alene med 35.000 kr. Klagerens forpligtelser til at forrente dette beløb må være betinget af, at indklagede har fremsat påkrav om betaling over for klageren, og da andet ikke er vedtaget, skal rente først betales, når der er gået 1 måned efter påkravets afsendelse, jf. rentelovens § 3, stk. 2. Beløbet på 35.000 kr. kan derfor ikke som anført i indklagedes skrivelse af 18. februar 2002 kræves forrentet fra skrivelsens dato, men først fra den 18. marts 2002.
Som følge af det anførte
Indklagede skal anerkende, at det beløb på 35.000 kr., med hvilket klageren hæfter for sin datters lån på oprindelig 125.000 kr., først kan kræves forrentet fra den 18. marts 2002.
I øvrigt tages klagen ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.