Afgørelse

Fastkursaftale. Indgåelse. Rådgivning.

I klagerens ejendom indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut. Klageren var i sommeren 2010 flere gange telefonisk i kontakt med instituttets Kundeservice om låneomlægning, herunder den 16. juli 2010. Under denne samtale bad klageren om et lånetilbud, og der blev på anbefaling af kunderådgiveren indgået en fastskursaftale, som blev oplyst at være juridisk bindende, forstået således at instituttet var forpligtet på kursen og klageren på at optage lånet. Klageren accepterede dette. Instituttet fremsendte samme dag lånetilbud og fastkursaftalebekræftelse til klageren. I sidstnævnte var det med fed skrift anført, at klageren straks skulle kontakte instituttet, hvis han var uenig i indholdet. Klageren klagede den 25. juli 2010 til instituttet over rådgivningen, herunder anførte klageren, at han opfattet det sådan, at han havde forpligtede sig til at konvertere til den aktuelle kurs, hvis han ville konvertere inden den 30. juli, at det var misvisende at benytte ”lånetilbud” om det, han fik tilsendt, idet der ikke var tale om et tilbud, men om en kontrakt, som han åbenbart allerede mundtligt og uforvarende havde forpligtet sig – og sin kone – til, at han ved henvendelse til kunderådgiveren den 22. juli fik oplyst, at det ville koste 19.200 kr., hvis han ikke underskrev ”tilbuddet”, at han fandt det kritisabelt, at han efter en telefonsamtale på få minutter kunne forpligte sig – og sin kone – på en konvertering uden at have haft mulighed for at studere detaljerne i tilbuddet, og at han ikke fik oplyst, at det ville koste ham mange tusinde kroner, hvis han ikke underskrev ”tilbuddet”. Klageren anmodede derfor om, at han uden omkostninger kunne undlade at underskrive det tilsendte ”lånetilbud”. Dette afviste instituttet med henvisning til indholdet af telefonsamtalen den 16. juli 2010, hvorunder klageren accepterede at indgå en juridisk bindende aftale.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at der ikke den 16. juli 2010 blev indgået en bindende fastkursaftale, og at udbetalingen af det nye lån derfor skulle ske til de kurser, som var gældende på udbetalingstidspunktet. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at klageren havde fuldmagt fra sin ægtefælle til at handle på hendes vegne. Nævnet fandt efter indholdet af samtalen den 16. juli 2010, at klageren måtte have forstået, at han indgik en bindende kursaftale. Nævnet bemærkede hertil, at klageren i instituttets fastkursaftalebekræftelse af 16. juli 2010 blev opfordret til straks at henvende sig til instituttet, hvis han var uenig i en eller flere oplysninger. Klageren henvendt sig først den 22. juli 2010. Med henvisning til det anførte frifandt Nævnet realkreditinstituttet.