Ekspeditionstid. Låneomlægning.
| Sagsnummer: | 20904046/2009 |
| Dato: | 14-09-2009 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Carsten Holdum, Bent Olufsen, Per Englyst, Karen Havers-Andersen |
| Klageemne: |
Omlægning - tab
Ekspedition - tidsforløb |
| Ledetekst: | Ekspeditionstid. Låneomlægning. |
| Indklagede: | BRFkredit a/s |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Klageren ejede sammen med sin daværende ægtefælle en ejendom, hvori der indestod et variabelt forrentet obligationslån med renteloft til det indklagede realkreditinstitut. Som følge af skilsmisse anmodede klageren i september 2008 om at måtte overtage lånet som eneejer. Den 3. december 2008 var der telefonisk kontakt mellem klageren og instituttet, hvorunder såvel gældsovertagelsen som en låneomlægning til et nyt F1 lån blev drøftet. Klageren blev i forlængelse af samtalen kontaktet af en af instituttets autoriserede låneformidlere, som skulle foretage en vurdering af ejendommen. Den 8., 15. og 22. december 2008 fulgte instituttet op på gældsovertagelsessagen. Den 19. januar 2009 fremsendte instituttet et låneomlægningstilbud til klageren på et 30-årigt F1 lån. Klageren sendte den 23. januar et brev til instituttet, hvori han forklarede, at han den 3. december 2008 havde indgået en aftale med instituttet om konvertering, og at dette på trods heraf først var sket den 19. januar 2009 med et stort økonomisk tab til følge. Klageren solgte pr. 15. februar 2009 ejendommen, og det af instituttet tilbudte lån kom ikke til udbetaling.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde ham en erstatning for forsinkelsen af låneomlægningen af hans garantilån til et rentetilpasningslån F1. Instituttet påstod frifindelse.
Til brug for sagen blev der fremlagt en båndet kopi af telefonsamtalen den 3. december 2008.
Nævnet fandt, at klageren under telefonsamtalen den 3. december 2008 tilstrækkeligt tydeligt havde givet udtryk for, at han ønskede en låneomlægning. Sådan syntes instituttets medarbejder også at have opfattet situationen, idet hun forsøgte en låneomlægning igangsat umiddelbart i forlængelse heraf. Nævnet fandt, at det var en ansvarspådragende fejl, at instituttet ikke i forlængelse af telefonsamtalen afgav tilbud til klageren på et F1 lån. Tilbuddet kunne ifølge Nævnet have været afgivet tilbud fra den 5. december 2008, og klageren kunne have indgået en kursaftale på indfrielsen på dette tidspunkt, hvor garantilånets obligationer havde en officiel kurs på 92,10 mod 94,35 den 19. januar 2009. Ved fastsættelsen af det erstatningsberettigede tab fandt Nævnet, at der skulle tages hensyn til dels de forøgede indfrielsesomkostninger og den mistede ydelsesbesparelse, dels de omkostninger, som klageren sparet ved ikke at optage lån for derefter ved salget at skulle indfri det igen, og dels at klageren ikke havde fulgt behørigt op på sagen. Nævnet fastsatte skønsmæssigt erstatningen til 10.000 kr.