Investering af ratepensionsmidler. Skattemæssige fradrag for indskud. Overførsel af forsikringsordning.
| Sagsnummer: | 442 /2003 |
| Dato: | 17-06-2004 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Anne Dehn Jeppesen, Astrid Thomas, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Ratepension - placering
|
| Ledetekst: | Investering af ratepensionsmidler. Skattemæssige fradrag for indskud. Overførsel af forsikringsordning. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om indklagede i forbindelse med rådgivning af klageren om dennes pensionsmidler har pådraget sig et erstatningsansvar.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i april 1941, indgik den 3. november 1999 en aftale med indklagede om oprettelse af en ratepension (konto -105), hvorpå klageren i 1999 og 2000 skulle indbetale "et variabelt beløb op til det i loven fastsatte opfyldningsfradrag". Udbetalingen fra ratepensionen skulle begynde den 1. juli 2001 og slutte den 1. juli 2011.
Klageren havde endvidere hos indklagede en kapitalpension (konto -480). I marts 2000 blev kapitalpensionsopsparingen, som var på ca. 440.000 kr., efter aftale placeret i investeringsbeviser baseret på IT-aktier.
Ved tillæg af 23. marts 2001 blev ratepensionsaftalen ændret således, at klageren i de følgende 10 år årligt skulle indbetale 36.500 kr. Udbetalingsdatoen blev ændret til 1. januar 2011. Indklagede oplyste, at klageren til enhver tid inden for den 10-årige periode kunne ophøre med indbetalingerne og påbegynde udbetalingerne uden skattemæssige konsekvenser. Dette viste sig ikke at være korrekt, idet klageren delvist udnyttede opfyldningsfradraget, jf. pensionsbeskatningslovens § 18, på en ratepensionsordning, som hun havde i et forsikringsselskab, F. Såfremt klageren ophørte med indbetalingerne på ratepensionen hos indklagede før den aftalte udløbsdato, ville dette medføre, at klageren opnåede et større fradrag i indbetalingsårene end fradragsreglerne berettigede til, hvorfor der ville blive udløst en efterbeskatning.
Under et møde med indklagede den 12. november 2001 underskrev klageren et nyt tillæg til ratepensionsaftalen om et forhøjelsestillæg på maksimalt 220.067 kr. svarende til halvdelen af ordningens værdi ved klagerens 60. år og halvdelen af de aftalte indbetalinger ved det 60. år, jf. pensionsbeskatningslovens § 11 A. I tilknytning til aftalen blev der oprettet en ny konto -747. Endvidere blev der truffet aftale om overførsel af ratepensionsordningen i F til indklagede. Ordningen havde en værdi på ca. 857.000 kr., som blev indsat på en ny konto -698. Udbetalingerne skulle begynde den 1. marts 2003 og slutte den 1. februar 2013. Af indklagedes resume fra mødet, der blev fremsendt til klageren ved skrivelse af samme dato, fremgår bl.a.:
"Din [ordning i F] er oprettet så der i år kun bliver indbetalt 5.000 kr. Da du har forskudsregistreret med 20.000 kr., oprettede vi en tillægsaftale på 220.067 kr., hvortil vi overfører 15.000 kr. den 28.12.2001.
I samme forbindelse aftalte vi, at din ratepension i [F] skal overføres til banken. Du har i år en garanteret høj rente i [F], men terrorkatastrofen fra den 11. september taget i betragtning, vil du ikke få lige så høj rente til næste år. Du valgte derfor at overføre din opsparing til os, da du forventer at investeringsmarkedet vil stige igen. Vi har endnu ikke aftalt placeringen af opsparingen, så det gør vi, når den er overført formentlig i starten af det nye år.
Vi overførte 36.500,00 til din ratepension her, og investerede dem i Uni-invest Direct og High Yield Bonds."
Pr. den 31. december 2001 var værdien af kapitalpensionen 247.267,51 kr. Værdien af ratepensionerne var 857.086,90 kr. (-698), 107.235,08 kr. (-105) og 15.004,93 kr. (-747), i alt 979.326,91 kr. Klageren indskød i 2001 36.500 kr. på -105 og 15.000 kr. på -747.
På grundlag af et møde med klageren den 4. februar 2002 fremsendte indklagede ved skrivelse af 7. februar 2002 et investeringsforslag vedrørende pensionsmidler til klageren. Forslaget tog udgangspunkt i følgende forudsætninger:
"* | Mellem til høj risiko (aktieandel på 50-60%) |
* | Kvartalsvis gennemgang af depotet |
* | Danske enkelt aktier og udenlandske investeringsforeninger |
* | Tidshorisont på minimum 3 år" |
Indklagede foreslog køb for 350.000 kr. investeringsbeviser i Nordea Invest Direct, som er en obligationsafdeling, og i øvrigt køb af danske enkelt aktier og investeringsbeviser baseret på udenlandske aktier.
Klageren underskrev den 11. februar 2002 en aftale med indklagede om udvidet investeringsrådgivning vedrørende ratepensionerne -105 og -698 med en værdi på henholdsvis 102.000 kr. og 857.000 kr. Af aftalen fremgår blandt andet:
"Aktivfordeling:
Der er aftalt følgende aktivfordeling for porteføljen:
Aktivtype | Fordeling |
Kontanter | 0-10% |
Obligationer | 40-60% |
Aktier | 40-60% " |
..
Køb eller salg af værdipapirer sker kun, hvis du har godkendt det forinden.
..
Vi giver investeringsforslag ud fra forventninger til fremtiden, derfor kan vi ikke garantere et bestemt afkast af investeringerne."
Pr. den 31. december 2002 var værdien af kapitalpensionen 161.374,41 kr. Værdien af ratepensionerne var 698.103,57 kr. (-698), 135.311.23 kr. (-105) og 35.472,47 kr. (-747), i alt 868.887,27 kr. Klageren indskød i 2002 37.600 kr. på ratepension -105 og 20.000 kr. på ratepension -747.
I marts 2003 anmodede klageren om beregninger over sine pensioner med henblik på at overgå til efterløn pr. den 1. august 2003. I den forbindelse blev det konstateret, at klageren ikke uden skattemæssige konsekvenser kunne ophøre med at indbetale på ratepension -105 før udløbet af den aftalte 10-årige indbetalingsperiode. Indklagede anslog, at klageren ville blive påført en ekstraskat på ca. 2.000 kr., såfremt indbetalingerne ophørte. Indbetalingsaftalen kunne alternativt nedsættes til 20.000 kr. årligt, hvorved klageren ville undgå ekstraskat, eller forsætte, idet indbetalingerne kunne finansieres via en pensionskredit.
I sommeren 2003 opsagde klageren aftalen om udvidet investeringsrådgivning.
Den 25. juni 2003 underskrev klageren en tillægsaftale til hver af ratepensionerne, hvorefter udbetalingerne skulle begynde den 1. januar 2004.
I forbindelse med overgang til efterløn fik klageren udbetalt et beløb på ca. 330.000 kr., som blev indskudt på en livrente.
På baggrund af fornyede henvendelser fra klageren opstod der hos indklagede tvivl om, hvorledes klageren ønskede, at der blev forholdt med ratepensionerne. Indklagede fremsendte derfor den 18. september 2003 følgende skrivelse til klageren:
"Vi har modtaget dit brev af 13.09.2003. I brevet skriver du, at du ikke ønsker at åbne sagen igen.
Banken vil gerne sikre at vi handler efter dit ønske. Du har i juli 2003 underskrevet tillægsaftaler til de 3 ratepensioner i [indklagede]. Ratepensionerne vil blive behandlet efter aftale i de 3 tillæg.
Det betyder, at indbetalingerne på alle 3 ratepensioner sættes i bero og de starter udbetaling fra januar 2004. Ordningerne med konto nr. [-105] udbetales i 10 år og ordningen med konto nr. [ -698] udbetales i 15 år.
Når du vælger at stoppe den fremtidige indbetaling på ratepensionerne, vil der ske en efterbeskatning. Reglerne for efterbeskatningen har vi beskrevet i vores brev af 25.06.2003.
Når skattekontoret har udregnet den ekstra skat og tillægsskatten, er banken indstillet på at dække udgiften."
Indklagede modtog herefter skattemyndighedernes oplysninger om klagerens efterbeskatning i anledning af ophør af indbetaling på ratepension -105. Klageren blev pålagt en efterbeskatning på 22.567 kr. som følge af indbetaling af 35.000 kr. for meget på pensionsordningerne i 2001 og 2002. Fradraget på 35.000 kr., der havde en skatteværdi på 20.828 kr., kunne anvendes i 2003. Indklagede opgjorde klagerens reelle tab til 1.739 kr. (22.567 - 20.828 kr.) og indsatte dette beløb på klagerens konto.
I december 2003 blev ratepensionerne lagt sammen med konto nr. -698 som fortsættende konto.
Pr. 31. december 2003 havde kapitalpensionen og ratepensionen en værdi på henholdsvis 198.102,73 kr. og 926.240,37 kr.
Parternes påstande.
Den 5. december 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede rådede hende til at overføre ratepensionen i F, idet hun herved kunne fortsætte med at indbetale på ordningen med skattemæssigt fradrag, indtil hun gik på pension i 2003, og endvidere opnå et bedre afkast. Af F havde hun fået at vide, at hun ikke kunne indbetale mere på ordningen.
Ifølge indklagede var underskrivelsen af den 10-årige aftale en ren formalitet, idet hun til enhver tid kunne opsige aftalen.
Forudsætningerne for overførslen af forsikringsordningen viste sig ikke at holde, idet hun hverken opnåede det forudsatte skattemæssige fradrag eller et bedre afkast.
Hun er blevet pålagt en efterbeskatning og har lidt et tab på placeringen af ratepensionsmidlerne på i alt 248.000 kr. i 2002 og 2003, idet der ved opgørelsen af ordningernes værdi skal tages højde for de løbende indbetalinger. Endvidere sparede hun ikke topskat ved oprettelsen af livrente, hvilket indklagede havde stillet hende i udsigt.
Hendes levefod i 2001 og 2002 blev indrettet i tillid til de skattemæssige fradrag for indbetalingerne. Da hun således ville have indrettet sig anderledes, såfremt hun havde været bekendt med, at der ikke kunne opnås skattemæssigt fradrag, udgør efterbeskatningen i 2003 et egentligt tab, som indklagede bør erstatte. Indklagede forsøgte at skjule fejlen ved at fremkomme med flere forskellige løsningsmodeller.
Indklagede bør endvidere betale en erstatning svarende til den værdi, som ratepensionen er blevet reduceret med, idet overførslen af forsikringsordningen skete under forkerte forudsætninger. Hun havde i dag været langt bedre stillet, såfremt overførslen ikke havde fundet sted.
Det bestrides, at hun ønskede at investere med høj risiko. Hun havde bevidst valgt at "gamble" med kapitalpensionsmidlerne ved investering i IT-aktier. Det var netop derfor vigtigt, at ratepensionsmidlerne blev investeret sikkert. Kapitalpension kan således ikke bruges som et bevis på, at hun har været risikovillig. På tidspunktet for indgåelsen af investeringsaftalen i april 2002 havde den lille ratepension en obligationsandel på 66,5%, mens den store havde en obligationsandel på 46%. Der har aldrig været tale om, at hun ønskede en overvægt af aktier.
Indklagede har primært varetaget egne interesser. Det bestrides, at hun var vant til at handle aktier, og at hun skulle have givet udtryk for, at markedet ville stige. Der er formentlig alene tale om, at hun har nikket bifaldende til indklagedes udtalelser herom. En del af de tabsgivende papirer kan hun ikke selv have foreslået, idet hun intet kender til dem. Det synes omsonst at betale for investeringsrådgivning, hvis rådgiveren reelt set ikke ved mere end en selv.
Der blev oprettet et stort antal kontonumre og depotnumre, og hun har derfor haft svært ved at gennemskue indklagedes opstillinger og oversigter. Hun havde stor tillid til indklagede og regnede med, at alt var i orden. Uoverskueligheden var årsagen til sammenlægningen i december 2003.
Investeringsaftalen blev opsagt, idet det gik op for hende, at det var urealistisk at tro, at rådgivningen ville føre til en forøgelse af kapitalen, hvilket havde været indklagedes argument for, at hun skulle indgå aftalen.
Indklagede har anført, at klageren har fået godtgjort sit tab i form af efterbeskatning ved at ophøre med at indbetale på ratepension -105. Klageren er således blevet kompenseret for den fejlagtige oplysning om, at hun uanset den aftalte indbetalingsperiode på 10 år til enhver tid kunne ophøre med indbetalingerne uden skattemæssige konsekvenser. Klageren har ikke dokumenteret, at tabet overstiger de 1.739 kr., som hun har fået udbetalt.
Det bestrides, at indklagede har begået ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med placeringen af ratepensionsmidlerne.
Klageren fik forslag til investering ud fra sine egne ønsker om høj risikoprofil, investeringernes tidshorisont samt bankens forventninger til fremtiden. Det blev gjort klart, at investering i aktier er en langsigtet investering med en investeringsperiode på minimum fem års varighed, og at der over en sådan investeringsperiode vil være udsving.
Klageren har ved sin underskrift på aftalen om udvidet investeringsrådgivning tiltrådt placeringen i 40 - 60% aktier og accepteret, at investeringsforslag blev givet ud fra indklagedes forventninger til fremtiden, og at man derfor ikke kunne indestå for et bestemt afkast af investeringen.
Klageren var vant til at handle med aktier og kendte således risikoen herved, idet hun havde foretaget en højrisiko investering med sine kapitalpensionsmidler. Klageren kunne derfor ikke være uvidende om den risiko, der var forbundet med placeringen af ratepensionsmidlerne i overvejende aktier, ligesom hun måtte indse, at rådgivningen byggede på forventninger, som kunne vise sig ikke at holde.
I forbindelse med drøftelserne om overførslen af forsikringsordningen gav klageren udtryk for, at hun ønskede at udnytte muligheden for at få pensionsmidlerne bedre forrentet. Klageren var klar over, at hun ved pensionsmidlernes placering hos indklagede ikke var garanteret en gennemsnitsrente på samme måde, som ved midlernes placering i forsikringsselskabet. Med overførslen fik klageren mulighed for at opnå et større positivt afkast, men risikerede også et negativt afkast.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at indklagede med betalingen på 1.739 kr. fuldt ud har kompenseret klageren for den fejlagtige rådgivning i forbindelse med indgåelse af aftalen af 23. marts 2001 om indbetaling i 10 år på ratepensionen hos indklagede.
Der er ikke grundlag for at antage, at aftalen om den 10-årige indbetalingsperiode var bestemmende for klagerens senere beslutning i november 2001 om at overføre sin ratepensionsordning i forsikringsselskabet til indklagede.
Det må lægges til grund, at klagerens ratepensionsmidler blev investeret i overensstemmelse med den aktivfordeling, der blev fastlagt ved aftalen om udvidet investeringsrådgivning af 11. februar 2002, og at klageren løbende accepterede de investeringer, der blev foretaget. Klageren måtte endvidere være klar over risikoen ved, at ca. halvdelen af midlerne blev placeret i aktier, ligesom klageren måtte indse, at indklagedes forventninger til udviklingen i investeringerne kunne vise sig ikke at holde, og at hun selv måtte bære risikoen herfor.
Som følge heraf Klagen tages ikke til følge.