Indsigelse mod hæftelse for lån. Falsk.
| Sagsnummer: | 43/2003 |
| Dato: | 12-06-2003 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Kåre Klein Emtoft, Karen Frøsig, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
Udlån - stiftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod hæftelse for lån. Falsk. |
| Indklagede: | Østjydsk Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Under denne sag har klageren gjort indsigelse imod hæftelsen for et lån hos indklagede.
Sagens omstændigheder.
I 1998 levede klageren sammen med S, der var kunde hos indklagede. S's engagement bestod af et lån på ca. 130.000 kr. og en lønkonto.
Den 1. september 1999 var lønkontoen i overtræk med 17.638,74 kr.
Den 2. september 1999 bevilligede indklagede et overtræk på 21.000 kr. Klageren blev registreret som medkontohaver på kontoen og underskrev sammen med S en fuldmagtsblanket, hvorefter de begge var berettiget til at disponere på kontoen. Samme dag blev der udbetalt 2.000 kr. og gennemført en huslejebetaling.
I foråret 2000 købte klageren og S en fast ejendom.
Ved gældsbrev af 26. juni 2000 blev lånet forhøjet med 39.721,10 kr. til 167.232,98 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.000 kr. Gældsbrevet fremstår som underskrevet af klageren som debitor, af S som debitor og pantsætter og af S' forældre som selvskyldnerkautionister. Klageren bestrider, at gældsbrevet er underskrevet af ham.
Forhøjelsen blev anvendt til indfrielse af gælden på lønkontoen, som udgjorde 28.121,10 kr. og til dækning af dokumentgebyr på 600 kr. Restprovenuet på 11.000 kr. blev indsat på en nyoprettet konto, som blev registreret i klagerens og S' navn. Indklagede har fremlagt et dokument om oprettelse af den nye konto, der fremtræder som underskrevet af klageren og S den 26. juni 2000. Klageren bestrider, at dokumentet er underskrevet af ham.
Den 27. og 29. juni 2000 blev der udbetalt henholdsvis 2.000 og 9.000 kr. fra kontoen. Den 12. oktober 2000 blev kontoen ophævet.
Den 29. september 2000 underskrev klageren og S en allonge til gældsbrevet. Allongen indeholder oplysninger om kreditomkostningerne på lånet.
Ved gældsbrev af 18. januar 2001, der fremtræder som underskrevet af klageren og S, blev lånet forhøjet med 2.300 kr., og ydelsen blev nedsat til 2.000 kr. pr. måned. Klageren har anført, at underskriften på gældsbrevet formentlig er hans, idet den ligner.
Ved gældsbrev af 30. november 2001, der fremtræder som underskrevet af klageren og S, blev lånet forhøjet med 300 kr., og ydelsen blev forhøjet til 3.000 kr. pr. måned. Klageren bestrider, at gældsbrevet er underskrevet af ham.
I foråret 2002 ophævede klageren og S samlivet.
Den 16. april 2002 opsagde indklagede lånet som følge af misligholdelse.
Den 14. juni 2002 indgav klageren politianmeldelse om dokumentfalsk.
Den 10. september 2002 meddelte politiet, at efterforskningen var indstillet, idet der ikke var rimelig formodning om, at der var begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige.
Klageren har under sagen fremlagt politiets rapporter vedrørende afhøring af henholdsvis ham og S.
Parternes påstande.
Den 31. januar 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigøre ham fra enhver hæftelse.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han er svært ordblind, og at det derfor i vidt omfang var S, som stod for deres økonomi. Han kan læse enkelte ord men ikke læse eller forstå et brev eller et dokument.
Det bestrides, at han har påtaget sig en gældsforpligtelse over for indklagede. Han har hverken underskrevet gældsbrevet af 26. juni 2000 eller gældsbrevet af 30. november 2001. Underskriften den 29. september 2000 på allongen er alene en kvittering for modtagelsen af denne.
Han har kun været i kontakt med indklagede vedrørende gældsbrevet af 18. januar 2001. Der var her tale om, at S havde svært ved at overholde sine forpligtelser, og han skulle derfor indtræde som kautionist. Det bestrides, at der var tale om en forhøjelse af lånet og/eller, at han skulle indtræde som meddebitor. Det fremgår af afhøringsrapporterne, at han og S uafhængigt af hinanden var af den opfattelse, at han alene kautionerede for S' gæld. Han spurgte indklagede direkte, om der var tale om kaution, hvilket indklagede bekræftede.
Ejendomskøbet blev finansieret ved salg af hans ubehæftede bil samt kreditforeningslån i Nykredit. De 11.000 kr., som de herefter manglede, blev betalt af hans forældre.
Ifølge af en grafolog, som han har kontaktet, er der sandsynligvis tale om falske underskrifter på gældsbrevene af 26. juni 2000 og 30. november 2001. Vitterlighedsvidnerne har ikke bekræftet hans underskrift.
Indklagede har erkendt, at underskrifterne ikke ligner hinanden.
Han erindrer ikke, at han af S på bopælen har fået forevist lånedokumenter til underskrift.
Han bestrider at hæfte for gældsbrevene med de falske underskrifter. For så vidt angår underskriften på gældsbrevet af 18. januar 2001 gøres det gældende, at han var af den opfattelse, at han alene kautionerede for S' gamle gæld, og at informationen fra indklagede i den forbindelse sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder bevirker, at han ikke hæfter overhovedet.
Indklagede har anført, at klageren og S i juni 2000 blev rykket for inddækning af overtræk på fælleskontoen, hvorpå ydelserne til lånet blev trukket. Der blev afholdt et møde den 21. eller 22. juni 2000, hvor klageren og S meddelte, at de ønskede overtrækket lagt oven i lånet samt 11.000 kr. til "papirpenge" i forbindelse med ejendomshandlen. Klageren foreslog i forbindelse hermed selv, at han kunne blive meddebitor på lånet, da han og S også var fælles om husgælden. Den pågældende medarbejder husker tydeligt, at hun forklarede klageren, at han så hæftede for hele gælden. Dette var han indforstået med, idet "vi har jo hus og børn sammen".
Det nye lånedokument blev udarbejdet og underskrevet den 26. juni 2000. Medarbejderen, der tog imod underskrifterne, husker ikke de nærmere omstændigheder. Allongen med kreditoplysninger blev ved en fejl ikke underskrevet samtidig med lånedokumentet men først den 29. september 2000.
Dokumentet af 18. januar 2001 er en udsættelse af ydelsen pr. den 1. januar og en nedsættelse af ydelsen på grund af S's barsel.
Dokumentet af 30. november 2001 er en udsættelse af ydelsen pr. den 1. december 2001. S fik dokumentet med hjem, så klageren kunne underskrive det. Vitterlighedspåtegningen på dokumentet vedrører således kun S' underskrift.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren vedkender sig underskriften på gældsbrevet af 18. januar 2001, ifølge hvilket han påtog sig som meddebitor at hæfte på gælden på 165.119,67 kr. Det må efter det oplyste lægges til grund, at klageren var klar over, at gælden hovedsagelig vedrørte S' gamle lån hos indklagede. Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede fejlagtigt bibragte klageren den opfattelse, at han ved underskrivelsen af gældsbrevet alene påtog sig at kautionere for lånet. For så vidt angår klagerens hæftelse i henhold til gældsbrevet af 18. januar 2001 tages klagen derfor ikke til følge.
På grundlag af den tvivl, der er opstået med hensyn til klagerens underskrift på gældsbrevet af 30. november 2001, finder Ankenævnet, at en afgørelse af, om klageren hæfter for den forhøjelse af lånet, der fandt sted ved etableringen af dette gældsbrev, forudsætter en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen.
Som følge heraf
For så vidt angår klagerens forpligtelser i henhold til gældsbrevet af 18. januar 2001 tages klagen ikke til følge.
Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår gældsbrevet af 30. november 2001.