Overførsel af pantsatte konti uden panthavers accept
| Sagsnummer: | 9 /2001 |
| Dato: | 09-05-2001 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Grit Munk, Bjarne Lau Pedersen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Overførsel - almindelige konti
Pant - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Overførsel af pantsatte konti uden panthavers accept |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører, om klageren kan gøre krav gældende mod indklagede i forbindelse med, at indklagede overførte to konti til et andet pengeinstitut. Klageren havde pant noteret i kontiene.
Sagens omstændigheder.
Den 3. januar 2000 underskrev klagerens mor en pantsætningserklæring, hvorefter moderen pantsatte to konti i indklagedes Nykøbing Falster afdeling til fordel for klageren. Af erklæringen fremgår, at der kun kunne hæves på kontiene i fællesskab af pantsætter og panthaver, dog således at panthaver altid kunne overføre midler fra de pantsatte konti til andre konti tilhørende pantsætter. Ved påtegning af samme dato kvitterede indklagedes afdeling "for modtagelsen af ovennævnte skrivelse samt noteringen af deponeringen".
Ved skrivelse af 21. februar 2000 orienterede en advokat afdelingen om, at han den 11. samme måned af statsamtet var beskikket som samværge for klagerens mor. Advokaten anmodede indklagede om at notere oplysningen og fremsende en engagementsoversigt samt oplyse, om der forelå særlige dokumenter eller noteringer, herunder om der skulle foreligge en pantsætningserklæring.
Ved skrivelse af 22. februar 2000 fremsendte indklagede bl.a. kopi af pantsætningserklæringen af 3. januar 2000 til advokaten.
Ved skrivelse af 11. juli 2000 anmodede advokaten som samværge for klagerens mor om, at klagerens mors indestående blev fremsendt til Unibank, Lindholm afdeling, Nykøbing F "med henblik på indsættelse på forvaltningskonto i dette pengeinstituts forvaltningsafdeling".
Den 12. juli 2000 fremsendte indklagede i check 364.616,72 kr. til Unibank.
Ved skrivelse af 2. januar 2001 rettede klageren henvendelse til indklagede med anmodning om, at indklagede bekræftede, at pantsætningen af 3. januar 2000 fortsat var noteret.
Ved skrivelse af 5. januar 2001 orienterede indklagede klageren om flytningen af kontiene på anmodning fra advokaten, som klageren blev henvist til at rette henvendelse til for yderligere spørgsmål.
Den 15. januar 2001 indgav klageren klage til Ankenævnet.
Ved skrivelse af 3. marts 2001 til Unibank anmodede klageren om oplysning om, hvorvidt det til Unibank overførte beløb var noteret pantsat til fordel for ham. Ved skrivelse af 6. s.m. meddelte Unibank, at henvendelse skulle rettes enten til indklagede eller til advokaten.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede "skal tilbageføre ophævningen eller at min pantsætning bliver noteret i det nye pengeinstitut for samme beløb og samme rettigheder".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede ikke uden hans accept var berettiget til at lade de pantsatte konti overføre til et andet pengeinstitut.
Som panthaver kan han holde sig alene til indklagede.
Han fik ikke oplysning om, at kontiene blev overført til Unibank, ligesom han ikke har kunnet få oplyst, om pantet fortsat er noteret.
Indklagede har anført, at indklagede videregav alle kendte oplysninger om pantsætningsforholdene, hvorfor indklagede ikke kan drages til ansvar, såfremt pantsætningen ikke måtte være noteret hos Unibank.
Indklagede orienterede advokat J om pantsætningen ved skrivelsen af 22. februar 2000.
Så vidt det er indklagede bekendt, skete overførslen med pantsætters accept.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
De to indlånskonti tilhørende klagerens mor var pantsat til klageren, og Ankenævnet finder, at en adgang for indklagede til uden samtykke fra klageren at efterkomme anmodningen fra den advokat, som var blevet beskikket som samværge for moderen, om at overføre indeståenderne til Unibank i hvert fald måtte forudsætte, at indklagede over for Unibank betingede overførselen af, at pantsætningen blev noteret af Unibank. Dette gælder, selv om indklagede havde givet advokaten oplysning om pantsætningen. Ankenævnet finder derfor, at indklagede skal anerkende at være erstatningsansvarlig for det tab, klageren måtte lide som følge af, at pantsætningen ikke måtte være blevet noteret af Unibank.
Som følge heraf
Indklagede skal anerkende at være erstatningsansvarlig for det tab, klageren måtte lide som følge af, at pantsætningen af de omhandlede konti til klageren ikke måtte være blevet noteret af Unibank i forbindelse med overførselen til denne.
Klagegebyret tilbagebetales klageren