Spørgsmål om eftergivelse af gæld.
| Sagsnummer: | 514/1995 |
| Dato: | 28-06-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Nedergaard, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om eftergivelse af gæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.
Ved kreditkontrakt af 27. december 1979 ydede et pengeinstitut, der nu er fusioneret med indklagede, M en kassekredit på 220.000 kr. Kassekreditten benyttedes som driftskredit i en af klageren ejet selvstændig virksomhed, som han drev i sin fritid, idet han samtidig havde ansættelse som lønmodtager. Kreditten blev den 24. juli 1981 forhøjet til 510.000 kr.
Pr. 2. februar 1985 solgte M sin virksomhed til et anpartsselskab. Ifølge salgsoverenskomsten skulle købesummen for værktøj, inventar og varelagre på i alt 51.656,60 kr. indbetales til en advokat til fordel for M's "kreditorer og til sikkerhed for de i forbindelse med etablering af en kreditorordning forbundne omkostninger". For immaterielle rettigheder skulle betales en royalty på 3% i perioden 2. februar 1985 til 1. januar 1988. Beløbene skulle tilgå indklagede, "som led i en kreditorordning for sælger, idet afgiften tilkommer banken direkte". Der blev samtidig oprettet en ansættelsesaftale mellem M og selskabet.
Ved skrivelse af 18. august 1988 rykkede indklagede M for underskrift på et frivilligt forlig vedrørende gælden i henhold til kassekreditten på 770.902,79 kr. pr 1. april 1986. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Når vi anmoder om Deres underskrift på det frivillige forlig skyldes det, at banken ikke uden et frivilligt forlig eller dom kan afslutte sagen på ønskelig vis i vore bøger.
..........
Det skal for god ordens skyld oplyses, at De ved underskrift på det frivillige forlig ikke pådrager dem nogen form for forpligtelser, men alene herved anerkender gældens størrelse.
Med hensyn til spørgsmålet om afvikling af gælden, ville det glæde os, om De kunne sende os et par ord om, hvornår De mener, at Deres økonomi vil kunne tillade Dem at påbegynde en afviklingsordning. Hvis De på nuværende tidspunkt skønner, at De ikke inden for de første par år vil kunne indgå en afviklingsaftale, beder vi Dem ligeledes meddele os dette, hvorefter vi vil stille sagen i bero et par år.
Såfremt De fortsat ikke mener at kunne underskrive det vedlagte frivillige forlig, der er foruden omkostninger for Dem, vil vi desværre se os nødsagede til at tage skridt til at få afsagt dom i sagen. En sådan retshandling vil medføre, at de med sagen forbundne omkostninger vil blive undlagt Dem til betaling og dermed øge Deres gæld til banken.
..........."
Den 28. august 1988 underskrev M forliget "på de i brev af 18. august 1988 anførte betingelser". Af klagerens brev til indklagede dateret 18. august 1988 fremgår:
"ref: telefonsamtale d.d. vedr. underskrivelse af forlig.
I henhold til aftale bekræfter jeg herved, at en fornyet fremsendelse af Frivilligt forlig vedrørende min tidligere konto for [klagerens virksomhed] "Konto ..." bliver underskrevet på de betingelser som aftalt og meddelt fra Sø- og Handelsrettens/Skifteretten.
[Indklagede] har ikke overfor kurator gjort indsigelser på afslutningen af konkursboet, hvorfor min underskrift på forliget udelukkende tjener til at [Indklagede] internt kan afskrive beløbet.
Endelig kan det oplyses, at skattevæsenet i forbindelse men min henvendelse p.g.a. forskudsregistrering for 1989, meddelt at jeg i.h.t. afslutningen af konkursen ikke længere kan/skal medtage nogen gæld til [indklagede].
Min underskrift på et fornyet fremsendelse af forlig vil således kun blive givet og have gyldighed på de nævnte betingelser, og at jeg derefter modtager saldokvittering."
Primo september 1988 modtog klagerne kontoudskrifter fra indklagede vedrørende driftskreditten efter "overførsel" samt H's engagement med indklagede, som bestod af tre lån med samlet saldo på 344.551,03 kr. Af samtlige kontoudskrifter fremgår, at disse er udstedt "i forbindelse med opgørelse af konto", og at saldiene angaves til 770.902,79 kr., men således at saldoen efter "overførsel" af dette beløb udgjorde 0,00 kr.
Lånene til H var ydet i årene 1984 - 85 til henholdsvis inddækning af overtræk på terminskonto, erhvervelse af anpart i anpartsselskabet og til nedbringelse af M's kassekredit.
I marts 1995 påbegyndte indklagede inddrivelse af tilgodehavendet hos M og efterfølgende påbegyndtes inddrivelse af tilgodehavendet hos H.
Ved klageskema af 14. oktober 1995 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at de ikke skylder indklagede noget beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Den 19. december 1995 protesterede M mod en udlægsforretning, der af indklagede var begæret ved fogedretten i Hørsholm, idet han gjorde gældende, at indklagede havde frafaldet sit krav. Da fogedretten ikke fandt, at M havde dokumenteret, at indklagede havde givet saldokvittering for kravet i henhold til det frivillige forlig blev udlægsforretningen fremmet. I henhold til retsplejelovens § 502, stk. 2 bestemtes, at der ikke måtte iværksættes tvangsauktion over de udlagte effekter, før Pengeinstitutankenævnets afgørelse foreligger. Vedrørende indklagedes tilgodehavende hos H erklærede M i fogedretten samme dag, at hun intet ejede til genstand for udlæg.
Fogedrettens afgørelse i sagen mod M blev kæret til Østre Landsret ved kæreskrift af 31. december 1995. Ved kendelse af 23. januar 1996 stadfæstede landsretten fogedrettens kendelse i henhold til de af fogedretten anførte grunde.
Klagerne har anført, at virksomhedens afsætning var voksende, og at indklagede finansierede den udvidelse af virksomheden, der løbende viste sig nødvendig. I begyndelsen af 1985 stillede indklagede krav om, at M indgik partnerskab, og at virksomheden blev omdannet til et anpartsselskab, som H skulle eje halvdelen af. M skulle ansættes som teknisk chef og som hidtil kun arbejde i virksomheden i sin fritid. Ud fra de budgetter og salgsmuligheder, der var for virksomheden, kunne den royalty, som skulle betales i forbindelse med handlen, dække gælden til indklagede. Af ukendte årsager indgav indklagede i maj 1985 konkursbegæring og begærede tvangsauktion over deres ejendom, der tjente både som deres bopæl og hjemsted for virksomheden. Da konkursen blev afsluttet i januar 1988, blev de bekendt med, at der aldrig var blevet indbetalt royalty til hverken boet eller indklagede. Selskabets direktør havde hævet høje lønninger, hvorfor selskabet gik konkurs i april/maj 1988. Direktøren flyttede derefter aktiverne over i et nyt selskab og fortsatte for sig selv. Dommerfuldmægtigen, som afsluttede konkursen, var uforstående over for, at denne og tvangsauktionen var gennemført, idet der ikke havde været grundlag herfor, såfremt salgsaftalen var blevet overholdt. De blev samtidig opfordret til at anlægge erstatningssag mod indklagede. På den baggrund blev M indkaldt til et møde i indklagedes daværende hovedsæde, hvor det blev meddelt, at man ville slette deres gæld, såfremt de afstod fra at anlægge retssag. Indklagede erkendte, at man uberettiget havde krævet konkurs og tvangsauktion, idet indklagede kunne have fået fuld dækning ved opfyldelsen af salgsoverenskomsten. Indklagede bør ikke kunne afvise aftalen om saldokvittering med henvisning til, at denne er indgået for 8 år siden med personer, som ikke længere er ansat hos indklagede. Netop for at undgå at indklagede efterfølgende skulle benægte aftalen, bekræftedes denne skriftligt. På baggrund af aftalen og M's skrivelse af 18. august 1988 antog de kontoudskrifterne for saldokvitteringer. De indrettede sig i tillid hertil, hvilket bl.a. indebar, at M i begyndelsen af 1994 tog imod et tilbud om aftrædelse på pension. Sagen blev ikke fyldestgørende behandlet ved fogedretten, idet de ikke fik lejlighed til at redegøre for deres synspunkter. Der er ansøgt om tredjeinstansbevilling, idet Østre Landsrets kendelse ønskes indbragt for Højesteret.
Indklagede har anført, at klagerne er forpligtet til at betale deres gæld til indklagede. Det bestrides, at klagerne har fået tilsagn om saldokvittering, ligesom det bestrides, at gældsforpligtelserne på anden måde er bortfaldet. Forbeholdene i M's skrivelse af 18. august 1988 kan ikke gøres gældende som en del af aftalen, og i hvert fald ikke for så vidt angår indklagedes tilgodehavende hos H. Formålet med underskrivelsen af forliget var at undgå de omkostninger, der var forbundet med en retssag med henblik på opnåelse af et fundament, hvilket klart blev tilkendegivet over for klagerne. I øvrigt er det ved Østre Landsrets kendelse afgjort, at klageren skylder det krævede beløb. For så vidt angår tilgodehavendet hos H var det ikke nødvendigt at indhente et frivilligt forlig, idet man havde det fornødne fuldbyrdelsesfundament i form af eksegible gældsbreve. Kontoudtogene var udtryk for, at gælden var overført til fordringskonti, og kunne ikke berettiget opfattes som en gældseftergivelse. Formålet med det frivillige forlig og overførslen til fordringskonti var nødvendig for, at indklagede kunne foretage en intern afskrivning og stille inddrivelsen af kravene i bero. Man er indstillet på at finde en samlet løsning på tilbagebetalingsspørgsmålet.
Ankenævnets bemærkninger:
Da fogedretten har udsat tvangsautionen over de udlagte effekter, indtil Ankenævnets afgørelse foreligger, og da dette ikke er ændret ved Østre Landsrets kendelse, findes den omstændighed, at fogedret og landsret har truffet afgørelse om udlæg på grundlag af det frivillige forlig ikke i sig selv at afskære Ankenævnet fra at tage stilling til klagen.
Klagerne har anført, at indklagede i 1988 gav dem tilsagn om, at indklagedes tilgodehavende ville blive eftergivet, og at dette er bekræftet ved indklagedes fremsendelse af kontoudtogene, der udviser en saldo på "0", ligesom der ikke længere skete indberetning af gæld eller renter til skattevæsenet. Indklagede har bestridt dette.
Ankenævnet finder, at en afgørelse af, om klagernes eller indklagedes oplysninger om det passerede skal lægges til grund, og om hvorledes de omhandlede kontoudtog skal forstås, forudsætter en vidneførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.