Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for tab ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Sagsnummer: 390/2009
Dato: 19-04-2010
Ankenævn: Vibeke Rønne, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Karin Ladegaard og Astrid Thomas.
Klageemne: Rådgivning - investering
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Krav om erstatning for tab ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagernes krav om erstatning for tab ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Sagens omstændigheder.

Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H, der er født i henholdsvis 1950 og 1952. Klagerne har været kunder i Jyske Bank i en årrække.

M har anført, at han i sommeren 2007 havde solgt halvparten af et firma. Salgssummen på ca. 4,5 mio. kr. indestod i Jyske Bank på en konto tilhørende hans anpartsselskab.

M deltog den 24. oktober 2007 i et møde i Jyske Bank om sine økonomiske forhold. Af nogle fremlagte slides til brug for mødet fremgår, at M’s aktiver var på i alt 8,56 mio. kr. fordelt med 5,5 mio. kr. i anpartsselskabet og 3,06 mio. kr. benævnt pension.

Jyske Bank har anført, at på mødet blev investeringsprofilen for M’s pen­sionsmidler fastlagt som værende "balanceret". Banken er ikke længere i besiddelse af den udarbejdede investeringsprofil.

Af bankens faktaark vedrørende den balancerede profil fremgår, at udgangspunktet for porteføljesammensætningen for denne profil er 36% i højrenteobligationer. Desuden fremgår følgende:

"Deklaration

-

Øverst ser du, hvordan vi anbefaler at fordele aktiverne. Til den balancerede profil anbefaler vi en nogenlunde ligelig fordeling mellem aktier og obligationer for at sprede risikoen.

-

I perioder kan vores aktuelle anbefaling være lidt anderledes, hvis vi vurderer, at det kan give et bedre resultat.

…"

På mødet underskrev M "Aftale om Jyske Investeringspartner – Portefølje", hvoraf fremgår, at aftalen omfattede depoter tilhørende anpartsselskabet samt M’s pensionskonti. Af aftalen fremgår:

"…

Aftalen omfatter

Denne aftale omfatter midler, som består af ovennævnte konti og depoter.

Alle investeringer sker efter din godkendelse og for din regning og risiko.

Godkendelse kan være enten skriftlig eller mundtlig, og bliver kun bekræftet ved en fondsnota sendt som brev.

Indhold i Jyske Investeringspartner

Med denne rådgivningsaftale får du sparring og dialog om investering, der kan være med til at støtte dig i dine beslutninger om investeringer.
Aftalen omfatter:

En grundig gennemgang af dine ønsker, forventninger og mål, som ender ud i en Investeringsplan der indeholder din investeringsprofil, strategi samt en anbefaling til investering.

En personlig investeringsrådgiver, som yder dig rådgivning ud fra din investeringsprofil og – strategi.

Support fra en afløser, hvis din personlige investeringsrådgiver er fraværende.

Kontakt mindst hver 6. måned.

…"

Af slide nr. 11 fra mødet fremgår, at Jyske Bank foreslog, at 500.000 kr. af M’s pensionsmidler blev placeret i "JB Markedsneutral Obligationer"

M har anført, at han på mødet tilkendegav, at hans pensionsmidler ikke skulle i "spil"; han ville ikke satse pensionsmidlerne, hvilket blev accepteret af banken, som oplyste, at han så skulle investere i obligationer. På mødet modtog han ingen information om Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. Jyske Bank har anført, at M blev orienteret grundigt om investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Ved e-mail af 25. oktober 2007 rettede Jyske Bank henvendelse til H. I mailen henviste banken til mødet den foregående dag med M, herunder at M’s profil var "balanceret" vedrørende pensionen, svarende til en fordeling mellem aktier og obligationer på 40 %/60 %. H’s pension var aktuelt tilknyttet en puljeordning. H blev forespurgt, om hun var interesseret i at udtræde af puljen, idet banken foreslog en fremtidig fordeling af H’s pensionsmidler, herunder med 100.000 kr. i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. H tilsluttede sig bankens forslag.

Den 26. oktober 2007 afregnede Jyske Bank M’s køb af 3.921 investeringsbeviser til kurs 102 i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer med et afregningsbeløb på 399.942 kr.; beviserne blev købt til M’s ratepensionsordning.

Den 29. oktober 2007 afregnede Jyske Bank H’s køb af 979 investeringsbeviser i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer til kurs 102, svarende til et afregningsbeløb på 99.858 kr.; beviserne blev købt til H’s kapitalpensionsordning.

Jyske Bank har fremlagt depotoversigter vedrørende M’s pensionsordninger, anpartsselskabets depoter samt H’s depot. Den samlede værdi af depoterne pr. 15. november 2007 var 8.578.422 kr., hvoraf værdien af investeringsbeviserne i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer udgjorde 489.904,94 kr.

Ved brev af 10. november 2008 rettede klagerne henvendelse til Jyske Banks juridiske afdeling. Klagerne stillede sig uforstående overfor, at der var købt Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer for 500.000 kr. og henviste til, at banken selv anbefalede en maksimal investering på 5% af porteføljen i beviserne. M’s pensionsmidler udgjorde 2 mio. kr., mens H’s var på 600.000 kr.

Ved brev af 25. november 2008 anførte Jyske Bank, at det på møder med M var drøftet, hvordan man samlet set kunne pleje parrets formue, og at der ved beregningen af de 5% også skulle medtages midlerne i anpartsselskabet.

Jyske Bank har fremlagt en oversigt over M’s aktivitet i sin netbank, hvor M har set på "depotoversigt" for depotet, hvor investeringsbeviserne i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer beroede. En tilsvarende oversigt er fremlagt vedrørende H’s netbank, hvortil M har fuldmagt.

Jyske Bank har fremlagt en brochure udarbejdet af Jyske Invest i forbindelse med introduktionen afJyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, som blev introduceret i oktober 2007. Banken har anført, at brochuren indeholdende prospekt blev sendt til kunder, som man fra centralt holdt vurderede kunne have interesse i produktet. Brochuren er sendt til M primo oktober 2007.

Finanstilsynet har i en offentliggjort afgørelse af 8. juli 2009 overfor Hedgeforeningen Jyske Invest påtalt, at foreningen handlede i strid med redelig forretningsskik og god praksis jf. § 18 i lov om investeringsforeninger, specialforeninger m.v. da foreningen udarbejdede salgsbrochuren om Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer, "fordi brochuren ikke udgør en balanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen".

Finanstilsynet har i anden offentliggjort afgørelse af 24. november 2009 overfor Jyske Bank påtalt, at banken "i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen."

Parternes påstande.

Klagerne har den 7. april 2009 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagernes påstand således, at Jyske Bank skal tilbagekøbe klagernes beholdning af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer til anskaffelseskursen.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de på intet tidspunkt blev rådgivet om risikoen ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. Deres indtryk har hele tiden været, at der var tale om obligationer uden risiko.

De modtog bankens investeringsforslag uden, at banken rådgav om risikoen ved de enkelte investeringer.

De bestrider at have modtaget brochuren om investeringsbeviserne. På mødet blev det aftalt, at de skulle investere i sikre papirer og dermed obligationer. De blev opmærksomme på risikoen, da afdelingen var tæt på at lukke ned.

De bestrider, at de selv valgte at investere i papirerne. I forbindelse med at de modtog notaer, var det deres opfattelse, at der var tale om almindelige obligationer.

Det er bankens postulat, at rådgivningen skete på basis af den samlede formue, herunder midlerne i anpartsselskabet.

Med hensyn til M’s aktivitet i netbanken må denne vel være naturlig, da alt jo begyndte at gå ned, hvorfor de ønskede at følge lidt med i, hvad der skete.

Jyske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klagerne fik en skriftlig information om risici ved at investere i de omhandlede investeringsbeviser, jf. den fremsendte brochure indeholdende prospekt.

M fik herudover mundtlig information om investeringsbeviserne på mødet den 24. oktober 2007, hvor risikoen også blev omtalt.

Klagerne havde derfor et tilstrækkeligt grundlag for at bedømme risikoen ved investeringen og valgte selv at investere i investeringsbeviserne.

Banken har ikke pådraget sig et erstatningsansvar overfor klagerne, som ikke har dokumenteret, at de har lidt et tab, da de stadig ejer investeringsbeviserne.

Af den fremlagte oversigt over M’s netbankaktivitet fremgår det, at klagerne i hvert fald efter den 10. juni 2008 var bekendt med, at købet af beviserne var forbundet med en risiko. De burde derfor have afhændet beviserne, hvis de efter dette tidspunkt ikke ønskede at opretholde investeringerne med risiko for at lide tab.

Ved at undlade at afhænde beviserne har klagerne udvist passivitet, ligesom de har kunnet spekulere i kursudviklingen på bankens regning og risiko.

Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at en tilstrækkelig belysning af hændelsesforløbet og den foretagne rådgivning vil kræve bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af Finanstilsynets afgørelse af 24. november 2009 til Jyske Bank fremgår:

"Finanstilsynet påtaler, at Jyske Bank A/S i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen. Banken har i den forbindelse heller ikke sikret, at kunder, der blev anbefalet at geninvestere midler fra udløbne strukturerede obligationer og stats- og realkreditobligationer, på tydelig måde blev informeret om relevante risici ved en investering i hedgeforeningen.

Jyske Bank A/S har derved ikke levet op til forpligtelsen i den dagældende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, § 7, stk. 3, 3. pkt."

Det er understreget i afgørelsen, at Finanstilsynet ikke hermed har taget stilling til, hvorvidt rådgivningen af den enkelte kunde lever op til bekendtgørelsens krav.

Herefter finder Ankenævnet, at det i den konkrete sag må påhvile Jyske Bank at godtgøre, at klagerne forud for købene af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer har modtaget fyldestgørende rådgivning om, hvorledes disse obligationer risikomæssigt adskiller sig fra såvel almindelige stats- og realkreditobligationer som obligationsbaserede investeringsbeviser, herunder om den særlige risiko, som var en følge af gearingen af produktet.

Ankenævnet finder, at Jyske Bank ikke alene på baggrund af klagernes investeringserfaring eller udsendelsen af brochuren, der har givet Finanstilsynet anledning til påtale over for Hedgeforeningen Jyske Invest, har kunnet forudsætte, at klagerne var fortrolige med produktets særlige karakter.

Jyske Bank har anført, at klagerne har modtaget grundig information om Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer forud for købet. Der foreligger imidlertid ikke dokumentation for indholdet af denne rådgivning.

Da Jyske Bank således ikke har godtgjort, at klagerne modtog fyldestgørende rådgivning forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, er banken erstatningsansvarlig for det tab, som klagerne har lidt som følge af investeringen. Det er ubestridt, at Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer er faldet i værdi siden købet, og det forhold, at klagerne ikke har solgt deres Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, kan derfor ikke tillægges betydning.

Den omstændighed, at klagerne har logget ind på sider i netbanken og derved har haft mulighed for at konstatere et betydeligt fald i kursen på investeringsbeviserne Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, udgør ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klagernes erstatningskrav skal nedsættes ud fra synspunktet om, at klagerne har overtaget kursrisikoen eller på grund af tilsidesættelse af tabsbegrænsningspligten.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Jyske Bank skal inden fire uger tilbyde klagerne kurtagefrit at tilbagekøbe deres investeringsbeviser i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer til anskaffelseskursen.

Klagegebyret tilbagebetales klagerne.