Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for tab på investering i Roskilde Bank aktier i 2001 eller før.

Sagsnummer: 16/2011
Dato: 30-04-2015
Ankenævn: Vibeke Rønne, Søren Geckler, Kjeld Gosvig Jensen, Anna Marie Schou Ringive og Andreas Moll Årsnes
Klageemne: Værdipapirer - formuestyring
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Krav om erstatning for tab på investering i Roskilde Bank aktier i 2001 eller før.
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning for tab på investering i Roskilde Bank aktier i 2001 eller før.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i den daværende Roskilde Bank.

I december 1999 indgik klageren en investeringsaftale med banken vedrørende sin kapitalpension. Af aftalen fremgik, at klageren forventede at gå på pension i 2008, at han lagde stor vægt på sikkerhed i investeringerne, at investeringssammensætningen skulle tilpasses det forventede pensionstidspunkt, og at 63 styk Roskilde Bank aktier skulle beholdes. Aftalen indeholdt et forslag om, at klagerens investeringer skulle fordeles med minimum 50 % i aktiebaserede investeringsbeviser og den resterende del i obligationsbaserede investeringsbeviser.

Af klagerens årsoversigt for 2001 fremgik, at kapitalpensionsdepotet indeholdt 128 styk Roskilde Bank aktier til en kursværdi af 96.468,48 kr. Finansiel Stabilitet har fremlagt en oversigt over klagerens beholdning af aktier i Roskilde Bank for tiden fra den 15. marts 2004 til den 16. juni 2008. Det fremgår heraf, at klagerens depot den 15. marts 2004 fortsat indeholdt 128 styk Roskilde Bank aktier, og at aktierne var anskaffet for i alt 84.865 kr.

Efter et aktiesplit i 2004 i forholdet 1:5 havde klageren 640 styk Roskilde Bank aktier i depotet. I forbindelse med en emission i banken solgte klageren den 16. september 2005 640 tegningsretter for 38.080 kr. Efter et aktiesplit i 2006 i forholdet 1:2 havde klageren 1.280 styk Roskilde Bank aktier i depotet. I forbindelse med en emission i banken solgte klageren den 23. marts 2007 1.280 tegningsretter for 41.600 kr.

Af årsoversigterne for 2001 til 2008 fremgik, at klageren modtog i alt 23.936 kr. i udbytte af sine Roskilde Bank aktier i perioden fra 2001 til 2008.

I juni 2008 blev klagerens beholdning af Roskilde Bank aktier overført til et andet pengeinstitut.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Den 3. januar 2011 indgav klageren en klage over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) med krav om erstatning.

Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af Forbrugerombudsmandens undersøgelse.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:

”...

På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...

...

7. Suspension af forældelse

Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet har forud for denne aftale indgået en suspensionsaftale med tillæg, jf. bilag 7. For alle kunder, som er omfattet af suspensionsaftalen, er det aftalt, at alle frister for forældelse, passivitet og reklamation suspenderes yderligere i 24 uger efter denne aftales underskrivelse og i øvrigt på de i suspensionsaftalen anførte vilkår. Det gælder både for kunder, som tilbydes erstatning, og for kunder, som ikke tilbydes erstatning i medfør af denne aftale.

For følgende kunder kan der blive tale om yderligere suspension:

For kunder, som tilbydes erstatning efter punkt 2 eller punkt 3, eller som har klaget til Forbrugerombudsmanden, Finansiel Stabilitet og/eller Pengeinstitutankenævnet inden denne aftales indgåelse, er det aftalt, at fristen i henhold til suspensionsaftalen udløber tidligst 12 uger efter Finansiel Stabilitets udsendelse af brev til de pågældende kunder. Det gælder, selvom det fører til en suspension på mere end 24 uger efter denne aftales indgåelse, men kan ikke medføre suspension på mere end 42 uger efter denne aftales indgåelse. …”

Af den som bilag 7 til forligsaftalen vedlagte suspensionsaftale af 17. december 2010 fremgår blandt andet:

”… Ny Roskilde Bank erklærer herved over for Forbrugerombudsmanden, at alle frister for forældelse og passivitet, herunder i relation til eventuel manglende reklamation, suspenderes indtil den 1. januar 2012 for private kunders krav om erstatning, tilbagebetaling og andre beføjelser, der udspringer af Gammel Roskilde Banks salg af egne aktier, herunder i forbindelse med Gammel Roskilde Banks administration af kunders midler, i perioden 1. januar 2006 til den 24. august 2008 …

Parternes aftale omfatter ikke krav, der allerede forud for den 1. december 2010 måtte være fortabt som følge af forældelse …”

Suspensionsaftalen blev løbende forlænget.

Forligsaftalen medførte ikke, at klageren blev tilbudt erstatning.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning for hans tab på aktierne.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Roskilde Bank aktierne blev købt løbende i samarbejde med hans rådgiver i Roskilde Bank i forbindelse med indskud på hans pensionsordning. Han accepterede denne ordning, men blev dog betænkelig, da rådgiveren oplyste, at hun var blevet belønnet med en rejse for sit salg af aktier.

Han ønskede at investere sin pension med lav risiko. Alligevel handlede banken, som om han ønskede en høj risiko.

Finanstilsynet var tilsyneladende klar over Roskilde Banks skæbne to år inden bankens kollaps.

Han har endvidere betalt 47.000 kr. i PAL-afgift.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at klageren ikke har dokumenteret, at banken har udvist en ansvarspådragende adfærd. Af investeringsaftalen fra december 1999 fremgik således udtrykkeligt, at klageren ønskede at beholde sine Roskilde Bank aktier. Den efterfølgende forøgelse af aktier synes i al væsentlighed at skyldes split i Roskilde Bank aktien.

Klagerens krav er forældet. Forældelsesfristen for klagerens erstatningskrav løber fra tidspunktet for købet af aktierne. Købet fandt sted i før 2004. Forældelsesfristen løb derfor senest fra den 1. januar 2004, og kravet var forældet den 1. januar 2009 efter den tidligere gældende femårige forældelsesfrist. Klagen til Ankenævnet blev indgivet den 3. januar 2011, hvorfor forældelsesfristen ikke blev afbrudt rettidigt.

Klagerens krav er ikke omfattet af suspensionsaftalen mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, der omfatter Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til den 24. august 2008. Endvidere omfatter suspensionsaftalen ikke krav, der allerede var forældet forud for den 1. december 2010.

Klageren har ikke lidt et tab på sine investeringer i Roskilde Bank aktier.

Ankenævnets bemærkninger

I december 1999 indgik klageren en investeringsaftale vedrørende sin kapitalpension med Roskilde Bank. Af aftalen fremgik, at 63 styk Roskilde Bank aktier skulle beholdes, og at klagerens investeringer skulle fordeles med minimum 50 % i aktiebaserede investeringsbeviser og den resterende del i obligationsbaserede investeringsbeviser. Af klagerens årsoversigt for 2001 fremgik, at kapitalpensionsdepotet indeholdt 128 styk Roskilde Bank aktier.

Efter et aktiesplit i 2004 i forholdet 1:5 og et aktiesplit i 2006 i forholdet 1:2 havde klageren 1.280 styk Roskilde Bank aktier i depotet, der i juni 2008 blev overført til et andet pengeinstitut.

Klageren har anført, at købet af Roskilde Bank aktier til kapitalpensionen skete i samarbejde med hans rådgiver i Roskilde Bank.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at Roskilde Bank begik ansvarspådragende fejl eller forsømmelser ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med aktiekøbene, der fandt sted i 2001 eller før. Klageren kunne ikke være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier. Klageren måtte indse, at bankens forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde, og at han selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.