Spørgsmål om fortabelse af ret til at gøre kaution gældende.
| Sagsnummer: | 542 /1995 |
| Dato: | 21-08-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Nedergaard, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om fortabelse af ret til at gøre kaution gældende. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I januar 1980 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for et lån på 20.000 kr. ydet af indklagede, hos hvem klageren selv var kunde. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 750 kr. første gang den 31. januar 1980. Lånet forrentedes med de af indklagede til enhver tid fastsatte satser, p.t. 18% p.a. Klageren påtog sig kautionsforpligtelsen ved underskrift på lånedokumentet "som selvskyldnerkautionist", idet der var afkrydset ud for følgende: "Til sikkerhed for skadesløs opfyldelse af samtlige debitors forpligtelser i følge nærværende gældsbrev indestår underskrevne som selvskyldnerkautionist(er) in solidum."
Lånet blev fra august 1980 misligholdt af låntagerne gentagne gange. Indklagede har fremlagt kopier af anbefalede skrivelser til klageren af 20. august, 11. september og 11. december 1980 samt 19. marts, 13. april og 12. august 1981, hvoraf fremgår, at indklagede gav klageren meddelelse om låntagers misligholdelse. Af kopi af anbefalet skrivelse af 18. september 1981 fremgår, at indklagede gjorde kautionen gældende over for klageren, idet han blev anmodet om at indbetale lånets restgæld, som på dette tidspunkt udgjorde 16.809,03 kr. Indklagede har oplyst, at man ikke har modtaget nogen af de nævnte skrivelser retur fra postvæsenet. Klageren har anført, at han ikke har modtaget skrivelserne og har fremlagt en bopælsattest, der viser, at skrivelserne af 12. august og 18. september 1981 ikke er adresseret til hans daværende folkeregisteradresse.
Det fremgår af sagen, at låntagerne i 1983 afgav insolvenserklæring i forbindelse med indklagedes forsøg på at inddrive restgælden. Fordringen i henhold til lånet blev i fogedretten den 25. oktober 1983 opgjort til 20.513,04 kr.
Det fremgår endvidere, at klageren på begæring af indklagede blev forsøgt tilsagt til fogedretten i Gladsaxe ved tilsigelse af 22. december 1983. Tilsigelsen, der ikke var påført klagerens korrekte adresse, blev ikke forkyndt.
Indklagede har oplyst, at låntagerne primo 1989 indbetalte 2.000 kr. på lånet. Indklagede har fremlagt kopi af to skrivelser af 25. januar og 9. februar 1989 stilet til klageren på dennes daværende adresse. Ved de pågældende skrivelser blev klageren anmodet om at indbetale gælden opgjort til 20.513,04 kr. pr. 25. oktober 1983. Klageren har bestridt, at han har modtaget de pågældende skrivelser. Indklagede har oplyst, at man ikke har kvitteringer på, at de anbefalede skrivelser til klageren er sendt, idet indklagede ikke opbevarer sådant materiale gennem så lang tid. Indklagede har imidlertid fastholdt, at de nævnte skrivelser blev fremsendt til klageren, og at man ikke har modtaget dem retur fra postvæsenet.
I efteråret 1994 anmodede klageren indklagede om overførsel af sit engagement til et andet pengeinstitut. I forbindelse med overførslen den 27. oktober 1994 foretog indklagede modregning for kravet i henhold til kautionen i indeståendet på klagerens aktionærkonto og millionærkonto på i alt 31.125,71 kr. Trods klagerens protest fastholdt indklagede modregningen og opgjorde restfordringen i henhold til kautionen til 6.208,60 kr. pr. 25. januar 1995.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende principalt, at kautionen ikke kan gøres gældende over for ham, subsidiært at kautionen højst kan gøres gældende med 16.809,03 kr.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har anført, at han ved kautionens stiftelse på baggrund af gældsbrevet afdragsvilkår forventede lånet indfriet efter ca. 3 år. Først i september 1994 i forbindelse med overførslen af hans konti til et andet pengeinstitut blev han bekendt med, at lånet var blevet misligholdt, hvorefter indklagede gjorde kautionen gældende. Indklagede har derved udvist retsfortabende passivitet og har overtrådt fristen i bank- og sparekasselovens § 41. Indklagede har bevisbyrden for, at han har modtaget underretning og burde som dokumentation herfor kunne fremlægge postkvitteringer. Han var i perioden i 1980 til 1994 kunde hos indklagede, som derfor burde være bekendt med hans korrekte adresse. Da han ikke modtog underretning om lånets misligholdelse og forfald, blev han bibragt en berettiget forventning om, at lånet var indfriet i begyndelse af 1983. Den manglende underretning har forringet hans regreskrav mod låntagerne og har medført en forøgelse af kautionsforpligtelsen fra 16.809,03 kr. svarende til restgælden pr. 18. september 1981 til 37.499,53 kr. svarende til indklagedes krav i henhold til kautionen i oktober 1994.
Indklagede har anført, at kravet i henhold til kautionen ikke kan bortfalde ved passivitet men alene som følge af forældelse efter 20 år, jf. Danske Lov 5 - 14 - 4. Ved bank- og sparekasselovens § 41 er der gjort endeligt op med retsvirkningerne af passivitet i den foreliggende situation. Indklagede har opfyldt forpligtelsen efter § 41 ved at give meddelelse til den adresse, hvor klageren ifølge folkeregistret havde bopæl. Ved at fremlægge kopier af de anbefalede breve har man på tilstrækkelig måde dokumenteret, at klageren har modtaget underretning. Subsidiært gøres det gældende, at klagerens regreskrav ikke er blevet forringet. Klageren har bevisbyrden herfor.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har bevisbyrden for, at man har overholdt bank- og sparekasselovens § 41 ved at give klageren meddelelse om debitorernes misligholdelse inden 6 måneder ved anbefalet brev. Da indklagede ikke har kunnet fremlægge postkvitteringer, kan denne bevisbyrde ikke anses for løftet.
Klageren skal herefter være frigjort for sin kautionsforpligtelse i det omfang den manglende underretning har forringet hans regresmuligheder over for debitorerne. En stillingtagen hertil ville imidlertid kræve en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af § 7, stk. 1 i Ankenævnets vedtægter.
Det følger af forældelsesloven af 1908, at renter, der er påløbet lånets hovedstol, forældes efter 5 års forløb.
To medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Peter Nedergaard - ønsker at tilføje:
Indklagede opgjorde i september 1981 kautionsfordringen på klageren til 16.809 kr., og vi finder under de foreliggende særlige omstændigheder ikke, at indklagede kan have været berettiget til at beregne sig renter af kautionsfordringen fra et tidligere tidspunkt end oktober 1994, da klageren blev underrettet om kautionsfordringens aktualitet, jf. herved rentelovens § 3, stk. 5. Vi finder således, at klagerens hæftelse maksimalt kan udgøre 16.809 kr.
Som følge af det anførte
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.