Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod rådgivning om placering af formue.

Sagsnummer: 522 /1994
Dato: 09-03-1995
Ankenævn: Peter Blok, Niels Busk, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Indsigelse mod rådgivning om placering af formue.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ultimo december 1993 overførte klagerne 2 mio. kr. til indklagede med henblik på investering af beløbet i værdipapirer. Indklagede rådgav klagerne herom, og den 5. januar 1994 købte klagerne nominelt 1,1 mio. kr. 6% Nykredit obligationer 2026 til kurs 91. Af den øvrige del af beløbet på 2 mio. kr. placeredes efterfølgende for ca. 300.000 kr. i 6% Kommune Kreditforening obligationer med udløb år 2003. Det resterende beløb placeredes i en række børsnoterede aktier.

I skrivelse af 27. maj 1994, på hvilket tidspunkt kursen på Nykredit obligationen var 79, rejste klagerne indsigelse mod indklagedes rådgivning om købet af Nykredit obligationerne og anmodede om, at indklagede overtog obligationerne til kurs 91. Dette afslog indklagede.

Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagekøbe klagernes beholdning af 6% Nykredit obligationer 2026 til kurs 91.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerne har anført, at de begge er 55 år og ved deres første henvendelse til indklagede gjorde opmærksom på, at de ikke var risikovillige, hvorfor der skulle investeres i sikre papirer. De havde tidligere lidt tab på aktier placeret i pensionsopsparinger. De gjorde opmærksom på, at de ikke havde noget ønske om at beholde en obligation i 8, 10 eller 30 år. De finder det uansvarligt, at indklagede rådgav dem til at investere halvdelen af de 2 mio. kr. i 30-årige obligationer. De havde i andet pengeinstitut en formue i samme størrelsesorden, hvilket indklagede var bekendt med, og de ønskede at se, hvorledes henholdsvis indklagede og det andet pengeinstitut ville investere og resultaterne heraf.

Indklagede har anført, at klagerne blev gjort opmærksom på den større risiko ved investering i lange obligationer. Investeringen blev foretaget efter, at risiko og afkast på forskellige obligationstyper var blevet drøftet. Indklagedes første råd havde været investering i serielån med meget kort løbetid, men dette afslog klagerne. Indklagede finder ikke at have udvist fejl eller lignende forhold, der kan berettige klagerne til erstatning eller anden form for kompensation.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har begået ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klagerne forud for disses køb i begyndelsen af januar 1994 af den omhandlede post obligationer, nominelt 1,1 mio. kr. 6% Nykredit 2026. Det lægges herved til grund, at sammenhængen mellem risiko og afkast ved køb af henholdsvis obligationer med kort løbetid og obligationer med lang løbetid er blevet drøftet med klagerne. Endvidere bemærkes, at disse måtte være klar over, at de af indklagede tilkendegivne forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik, og at de derfor selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.