Gammel gæld.
| Sagsnummer: | 428/1991 |
| Dato: | 07-02-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Gammel gæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 8. december 1988 bevilgede indklagedes Hornslet afdeling klagerens søn en kassekredit på 80.000 kr. Klageren kautionerede ved særskilt kautionsdokument af 9. december 1988 for kassekreditten, samt et finanslån og et udlån, som sønnen tillige havde hos indklagede. Kautionen var maksimeret til 100.000 kr.
Den 18. januar 1989 underskrev klageren nyt kautionsdokument, hvorefter klageren kautionerede for sønnens forpligtelser for 20.000 kr. vedrørende et i dokumentet nævnt lån.
Den 3. maj 1990 forhøjedes sønnens kassekredit med 220.000 kr. til 300.000 kr. Ifølge kassekreditkontrakten skulle kreditten nedskrives med 50.000 kr. hver den 30. august og 28. september 1990, samt med 20.000 kr. hver den 31. oktober og 30. november 1990. Yderligere nedskrivning var ikke aftalt, men det var anført, at maksimum skulle genforhandles årligt, første gang den 1. april 1991. Klageren havde den 20. april 1990, på hvilket tidspunkt kassekredittens debetsaldo var 300.251,29 kr., underskrevet nyt kautionsdokument, hvorefter han kautionerede for maksimalt 300.000 kr. til sikkerhed for kassekreditten, de to tidligere bevilligede lån samt finanslånet. Det var anført, at kautionen blev nedskrevet i takt med, at trækningsretten på kassekreditten blev nedskrevet, dog at kautionen maksimalt skulle nedskrives til 120.000 kr. gældende for sønnens øvrige engagement.
Den 8. oktober 1990 blev sønnens kassekredit forhøjet med 100.000 kr. til 300.000 kr. Kassekredittens debetsaldo var da 346.860,12 kr. I dokumentet om forhøjelsen var anført, at maksimum skulle tages op til forhandling årligt, første gang den 1. april 1991.
Den 16. oktober 1990 underskrev klageren nyt kautionsdokument til sikkerhed for sønnens forpligtelser. Dokumentets indhold var identisk med kautionsdokumentet af 20. april 1990, herunder om nedskrivning af kautionsforpligtelsen.
Den 8. april 1991 gjorde indklagede kautionen gældende over for klageren, og anmodede om en betaling af 300.000 kr. Efter gennem sin advokat at have korresponderet mod indklagede, indbetalte klageren i september måned 1991 120.000 kr. til indklagede.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren er frigjort for sin kautionsforpligtelse.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at klagerens underskrift på kautionsdokumentet af 16. oktober 1990 bør tilsidesættes som følge af bristede forudsætninger, subsidiært i medfør af aftalelovens §§ 30 stk. 2, 31, 33 og 36. Det fremgår af kautionsdokumentet fra maj 1990, at der skulle ske en afvikling af kassekreditten, hvorimod det i kassekreditkontrakten af 8. oktober 1990 er aftalt, at kredittens maksimum skal genforhandles. Hertil kommer, at indklagede, der måtte være bekendt med, at klageren modtog invalidepension, har tilsidesat sin pligt til at rådgive klageren om påtagelsen af kautionsforpligtelsen, og det bemærkes i denne forbindelse, at der ikke blev tilført sønnen ny likviditet, men at der var tale om kaution for gammel gæld. Når henses til indklagedes viden om sønnens virksomheds økonomiske status burde man have frarådet klageren at kautionere. Indklagede var således bekendt med, at sønnens virksomhed havde en negativ egenkapital pr. 31. marts 1990 på over 500.000 kr. Klageren bestrider ved underskriften af kautionsdokumentet i oktober at have modtaget kopi af kassekreditkontrakten, uanset kautionsdokumentets fortrykte tekst herom.
Indklagede har anført, at kautionserklæringen fra oktober 1990 ikke bør tilsidesættes som følge af bristede forudsætninger. Klageren blev forinden underskriften orienteret om kreditdokumentet og kautionsdokumentet, ligesom der blev udleveret kopier af begge dokumenter. Det bestrides endvidere, at klageren ikke blev orienteret om, at der var tale om kautionsstillelse for gammel gæld, idet dette nøje blev tilkendegivet over for klageren. Hertil kommer, at klageren i afdelingen er kendt for at sætte sig ind i tingene, før der handles. Forinden kautionens etablering i april 1990 havde indklagede modtaget budgetter og afholdt møde med sønnen og dennes revisor. Budgetterne viste, at driften havde balance, og der var på dette tidspunkt intet, der tydede på, at budgetterne ikke ville holde. I oktober 1990 viste regnskaberne, at budgetterne ikke holdt, og når klageren gentog kautionserklæringen på 300.000 kr. skyldtes det, at engagementet ikke kunne afvikles som forudsat. På det foreliggende grundlag fandt indklagede, der ikke var bekendt med, at klageren oppebar invalidepension, herefter ikke anledning til at fraråde klageren kautionsforpligtelsen.
Ankenævnets bemærkninger:
Allerede fordi det ikke findes godtgjort, at klageren i forbindelse med underskrivelsen af kautionsdokumenterne af henholdsvis 20. april og 16. oktober 1990 blev orienteret om, at hans kaution skulle dække allerede af indklagede tilladte overtræk, således at sønnen ikke blev tilført ny likviditet, findes klageren ikke at være forpligtet i henhold til de nævnte dokumenter for så vidt angår kautionens udvidelse fra 120.000 kr. til 300.000 kr.
Da klageren har indfriet sin kautionsforpligtelse på 120.000 kr. i henhold til kautionsdokumenterne af 9. december 1988 og 18. januar 1988, bør klagen herefter tages til følge.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at klageren er frigjort fra sin kautionsforpligtelse over for indklagede. Klagegebyret tilbagebetales klageren.