Pantebrev, indfrielsesopgørelse.
| Sagsnummer: | 469/1991 |
| Dato: | 19-03-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Pantebreve - indfrielse
|
| Ledetekst: | Pantebrev, indfrielsesopgørelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med at klageren i 1978 afhændede en ejendom udstedtes to pantebreve med klageren som kreditor på henholdsvis 51.000 kr. og 24.000 kr. Pantebrevene blev afviklet med en årlig ydelse på 12,3% af hovedstolen eller henholdsvis 6.273 kr. og 2.952 kr. I forbindelse med salg af den pantsatte ejendom i 1979 betaltes et ejerskifteafdrag på hvert pantebrev på henholdsvis 4.965,18 kr. og 2.336,57 kr. Uanset en i pantebrevene indeholdt bestemmelse om, at den fremtidige ydelse herefter skulle nedsættes forholdsmæssigt, vedblev pantebrevsdebitor med at betale pantebrevenes oprindelige ydelse.
I forbindelse med salg af den pantsatte ejendom i 1991, i hvilken forbindelse de omhandlede pantebreve skulle indfries, rettede indklagedes Tårnby afdeling i maj måned 1991 henvendelse til klageren, og som anmodedes om at oplyse, med hvilket beløb pantebrevene kunne indfries. Klageren fik herefter sit eget pengeinstitut til at foretage en beregning af pantebrevenes aktuelle restgæld. Ved denne beregning blev der ikke taget højde for, at der i 1979 var betalt ejerskifteafdrag.
I skrivelse af 10. juni 1991 til indklagede opgjorde klageren de to pantebreves restgæld pr. 11. december termin 1990 til henholdsvis 5.980,43 kr. og 12.956,58 kr. Med tillæg af rente oplyste klageren pantebrevenes indfrielsesbeløb til i alt 19.787,17 kr., som indklagede herefter på pantedebitors vegne betalte klageren.
Ved skrivelse af 11. juli 1991 meddelte indklagede klageren, at man var blevet opmærksom på, at restgælden på pantebrevene ikke var korrekt beregnet. Ifølge en skrivelsen vedlagt opgørelse var pantebrevenes samlede restgæld 1.320,55 kr., på hvilken baggrund indklagede anmodede klageren om at returnere 18.466,62 kr. Efter at have rykket klageren ved skrivelser af 18. juli, 2. august og 21. august 1991, overgav indklagede i september 1991 sagen til inkasso. Indklagedes advokat udtog herefter på vegne indklagede stævning mod klageren ved retten i Hvidovre. Ved skrivelse af 11. november 1991 til retten hævede indklagedes advokat sagen mod klageren, idet der samtidig fremsendtes ny stævning, men nu med pantedebitor som sagsøger.
Ved klageskema af 1. oktober 1991 indgav klageren klage til Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren ikke skal tilbagebetale det omtvistede beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede ved henvendelsen i maj 1981 ikke forespurgte om pantebrevenes restgæld, men om med hvilket beløb pantebrevene kunne indfries. Indfrielsesbeløbet er ikke nødvendigvis ensbetydende med restgælden. Indklagede burde ved sagens ekspedition have foretaget en beregning af pantebrevenes restgæld og ikke kun en sammenligning med sideordnede pantebreves restgæld. Uanset om det fremgår af pantebrevene, at disse kan indfries af debitor til enhver tid, er det ikke i pantebrevet angivet, til hvilken kurs indfrielse kan ske. Klageren betragter i øvrigt forholdet som et salg af pantebrevene, og klageren har i denne forbindelse angivet, at han ønskede betaling af 19.787,17 kr., hvilket er accepteret.
Indklagede har anført, at der er tale om en tvist mellem klageren og pantebrevsdebitor. Pantebrevene kan i henhold til deres ordlyd indfries af debitor til enhver tid. Der er derfor ikke grund til for debitor at betale overkurs ved indfrielsen. Indklagede var iøvrigt ikke forud for indfrielsen af pantebrevene af pantebrevsdebitor blevet gjort opmærksom på, at der var betalt en anden ydelse på pantebrevene, end man kunne udlede af disses ordlyd.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det foreliggende må det lægges til grund, at klageren i juni 1991 har givet urigtige oplysninger om pantebrevenes restgæld, og at indklagede på grundlag heraf på pantedebitors vegne har indfriet pantebrevene. Da der ikke findes at være udvist ansvarspådragende adfærd fra indklagedes side, tages klagen ikke til følge. Spørgsmålet om, hvorvidt pantedebitor kan søge det for meget erlagte beløb tilbage fra klageren, er en tvist imellem klageren og pantebrevsdebitor, som Ankenævnet ikke har kompetence til at afgøre.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.