Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning om køb af ScandiNotes III Junior 1/11 2015 obligationer.

Sagsnummer: 391 /2008
Dato: 26-03-2009
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Jette Kammer Jensen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Rådgivning om køb af ScandiNotes III Junior 1/11 2015 obligationer.
Indklagede: Lokalbanken Nordsjælland
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører Lokalbanken i Nordsjællands rådgivning af klageren vedrørende køb af ScandiNotes III Junior 1/11 2015 obligationer.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1962, oprettede i 2004 en ratepension med et tilknyttet værdipapirdepot i Lokalbanken.

Ved brev til klageren af 31. oktober 2007 informerede banken om nye regler om investorbeskyttelse - de såkaldte MiFID-regler - der trådte i kraft den 1. november 2007. Brevet var vedlagt en generel beskrivelse af værdipapirer, herunder statsobligationer, realkreditobligationer og erhvervsobligationer. Om risikoen fremgår bl.a.:

"…

Der er grundlæggende tre risici ved investering i obligationer:

• kreditrisiko

• kursrisiko

• konverteringsrisiko

Kreditrisikoen er risikoen for, at realkreditinstituttet, staten eller erhvervsvirksomheden går konkurs. Det er teknisk set muligt, men absolut usandsynligt at den danske stat går konkurs. For et realkreditinstitut er der en lidt større risiko, men den er dog stadig teoretisk, da staten og andre realkreditinstitutter sandsynligvis vil træde hjælpende til. Som ved al investering er der dog en reel risiko.

…"

Den 6. december 2007 underskrev klageren et dokument vedrørende sin investeringsprofil. Det fremgår, at klageren havde kendskab til simple produkter (aktier og obligationer) og at han havde intet kendskab til komplekse produkter. Klagerens risikovillighed var angivet med tallet 5 svarende til mellemrisiko. Tidshorisonten var 5 år for frie midler og 30 år ratepension.

I maj 2008 indeholdt klagerens ratepensionsdepot enkeltaktier og aktiebaserede investeringsbeviser til en kursværdi på i alt ca. 680.000 kr.

Med henblik på at nedsætte risikoen på depotet henvendte klageren sig til banken for at købe obligationer til depotet. Banken anbefalede klageren at købe ScandiNotes III Junior 1/11 2015 obligationer. Der blev herefter købt nom. 125.000 kr. 2 % ScandiNotes III Junior 1/11 2015 til klagerens ratepensionsdepot. Kursen var 87,25 svarende til 109.062,50 kr.

Af et supplerende prospektmateriale af 1. november 2005, som banken har fremlagt under sagen, fremgår, at 22 pengeinstitutter, heraf 17 danske, var låntagere i henhold til obligationerne. Blandt låntagerne var Roskilde Bank, som havde lånt 30 mio. EUR.

ScandiNotes obligationer Senior (A) og Mezzanine (B) var rated med henholdsvis Aa2 og Baa2, mens ScandiNotes Junior (C) obligationer ikke var rated. Af materialet fremgår i øvrigt:

"…

Risk factors

…Investment in the ScandiNotes III is only for investors who:

(i)

have the requisite knowledge and experience in financial and business matters, and access to and knowledge of appropriate analytical resources to evaluate the merits and risks of an investment in the ScandiNotes III and the rights attaching to the ScandiNotes III in the context of such investors' financial position and circumstances;

(ii)

are capable of bearing the economic risk of an investment in the ScandiNotes III until the maturity of the ScandiNotes III:

(iii)

are acquiring the ScandiNotes III for their own account for investment, not with a view to resale, distribution or other disposition of the ScandiNotes III (subject to any applicable law requiring that the disposition of the investor's property be within its control; and

(iv)

recognise that it may not be possible to make any transfer of the ScandiNotes III for a substantial period of time, if at all.

The Class C Notes [ScandiNotes® III Junior]

Investors in the Class C Notes should note that these Notes are junior to the Class A [ScandiNotes® III Senior] Notes and the Class B [ScandiNotes® III Mezzanine] Notes in respect of payments of principal and interest, and will be redeemed only after all Class A Notes and all Class B Notes have been redeemed and all expenses ranking ahead of the principal on the Class C Notes in the relevant Order of Priorities have been paid. The Class C Notes therefore will bear the first loss arising out of defaults by the Borrowers or the Hedging Counterparty.

…"

Det fremgår endvidere, at obligationsserien ScandiNotes III omfatter Class A Notes for nominelt EUR 201.600.000, Class B Notes for nominelt DKK 413.370.000 og Class C Notes for nominelt DKK 279.050.000

På baggrund af navnlig Roskilde Banks situation i efteråret 2008 mistede ScandiNotes Junior obligationerne stort set deres værdi.

Parternes påstande.

Den 13. oktober 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Lokalbanken i Nordsjælland skal tilbagekøbe hans ScandiNotes obligationer til den pris, som han gav for dem.

Lokalbanken har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han løbende drøftede sine investeringer med bankens investeringsrådgiver, idet han ikke selv var kyndig på området.

Baggrunden for købet af ScandiNotes Junior obligationerne i maj 2008 var, at han ønskede en sikker investering. Han kendte risikoen ved aktier og ønskede nu obligationer, som efter hans opfattelse var en sikker investering med lav forrentning. Banken var enig i, at en større del af opsparingen skulle over på obligationer med henblik på at mindske risikoen. Han havde tillid til banken og accepterede forslaget om at købe ScandiNotes obligationerne, som ifølge banken var et "fantastisk tilbud".

Han kendte lidt til realkredit- og statsobligationer, men kendte ikke ScandiNotes obligationerne, herunder at der var en forøget risiko herved.

Banken burde have rådgivet om risikoen, herunder den konkrete risiko, der faktisk medførte, at obligationerne mistede deres værdi.

Under en telefonsamtale i september 2008, hvor tabet var indtrådt, oplyste investeringsrådgiveren, at banken ikke ville have anbefalet investeringen, hvis man havde vidst, hvem der stod bag arrangementet, og at man havde stolet på løfter fra Roskilde Bank uden at kende den rigtige baggrund. Banken har optaget samtalen, men har afslået en anmodning fra ham om at få udleveret optagelsen.

Lokalbanken i Nordsjælland har anført, at klageren i samråd med banken besluttede at købe erhvervsobligationer, hvor afkastet er ca. dobbelt så højt som i en tilsvarende realkreditobligation. Klageren accepterede herved en højere risiko end ved en investering i realkreditobligationer, idet et højere afkast altid er begrundet i en større risiko. Klageren havde i en årrække investeret i værdipapirer og kendte risikoen herved.

Investeringen i ScandiNotes Junior obligationer lå inden for rammerne af klagerens investeringsprofil. Det var bankens opfattelse, at investeringen var rimelig sikker og relevant i forhold til aktieinvestering.

I maj 2008 kunne det ikke forudses, at Roskilde Bank efterfølgende kom i så store vanskeligheder, at bankens del af forpligtelserne i henhold til obligationerne kunne blive nødlidende få måneder efter.

Ingen deltager i markedet havde forestillet sig, at en likviditets- og kreditkrise kunne udvikle sig så hurtigt og med så store konsekvenser, som det faktisk skete.

Banken investerede selv i obligationerne, hvilket medførte en nedjustering af forventningerne til bankens samlede årsresultat for 2008.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Baggrunden for købet af ScandiNotes III Junior obligationer til klagerens ratepensionsdepot i maj 2008 var, at klageren ønskede at købe obligationer med henblik på at nedsætte risikoen på sin værdipapirbeholdning, der alene bestod af enkeltaktier og aktiebaserede investeringsbeviser.

Klageren måtte indse, at ScandiNotes III Junior obligationerne, som Lokalbankens medarbejdere anbefalede ham, som virksomhedsobligationer var forbundet med en større risiko end stats- og realkreditobligationer. Det må imidlertid lægges til grund, at medarbejderne ikke gjorde klageren opmærksom på den særlige risiko, som er forbundet med disse obligationer. Denne særlige risiko udspringer af, at den samlede mængde af ScandiNotes III obligationer er rangordnet i tre kategorier, hvoraf Junior er den laveste, hvilket indebærer, at ethvert tab, der opstår som følge af manglende betalingsevne hos et af de 22 låntagende pengeinstitutter, i første række skal bæres af indehavere af Junior obligationerne.

Ankenævnet finder herefter, at bankens medarbejder begik en ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren forud for dennes beslutning om køb af ScandiNotes III Junior obligationerne, og klagerens påstand tages derfor til følge som nedenfor bestemt.

Som følge heraf

Lokalbanken i Nordsjælland skal inden fire uger fra klagerens ratepensionsdepot købe nominelt 125.000 kr. ScandiNotes III Junior obligationer til kurs 87,25. Klagegebyret tilbagebetales klageren.