Indsigelse mod rådgivning om lånefinansieret kapitalpension og ratepension.
| Sagsnummer: | 248 /2023 |
| Dato: | 12-12-2023 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Christina Bryanth Konge, Karin Duerlund, Jacob Ruben Hansen, Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Forældelse - rådgivning
Kapitalpensionskonti - øvrige spørgsmål Ratepension - lånefinansieret Rådgivning - pensionsforhold |
| Ledetekst: | Indsigelse mod rådgivning om lånefinansieret kapitalpension og ratepension. |
| Indklagede: | Sparekassen Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod rådgivning om lånefinansieret kapitalpension og ratepension.
Sagens omstændigheder
Klageren blev kunde i Sparekassen Himmerland (nu Sparekassen Danmark) i 2003, hvor han sammen med sin daværende ægtefælle købte et hus og opnåede finansiering hertil gennem sparekassen.
Klageren har oplyst, at sparekassen efterfølgende via et byggelån først finansierede en ombygning og senere en tilbygning til huset, men at det økonomiske overslag for tilbygningen ikke holdt stik, og at han var nødt til at få byggelånet forhøjet ret sent i byggeriet.
Sparekassen har oplyst, at den på grund af den medgåede tid ikke kan rekonstruere klagerens engagement i sparekassen på daværende tidspunkt.
Klageren har anført, at sparekassen som en betingelse for at forhøje byggelånet pressede ham til at optage en pensionskredit i sparekassen.
Sparekassen har oplyst, at den ikke er i besiddelse af materiale eller forklaringer, der kan understøtte klagerens påstand om, at den har presset ham til at optage en pensionskredit.
Sparekassen har oplyst, at klageren i 2004 indgik en aftale om en pensionskredit -481 med sparekassen og samtidig oprettelse af en kapitalpension. Klageren havde ligeledes en ratepension, der var en arbejdsgiverordning, i sparekassen. Pensionskreditten blev oprettet med klageren og hans daværende ægtefælle som kontohavere. Sparekassen kan ikke fremlægge aftalegrundlaget, idet kreditten efterfølgende er blevet indfriet og sammenlagt med et privatlån.
Sparekassen har fremlagt kontoudskrifter for pensionskredit -481 for perioden fra den 30. december 2004 til den 7. april 2010 og har oplyst, at den første postering blev foretaget den 30. december 2004, og at der løbende blev hævet beløb fra pensionskreditten, der blev indsat beløb på klagerens kapital- og ratepension.
Klageren overtog i forbindelse med skilsmisse sin tidligere ægtefælles ideelle anpart af huset i 2008 og overtog samtidig gælden i huset. Der blev i den forbindelse oprettet et boliglån -990, hvorpå gælden pr. den 31. december 2008 udgjorde 554.799,12 kr.
Sparekassen har oplyst, at pensionskredit -481, der på daværende tidspunkt havde et maksimum på 300.000 kr., blev overført til klageren som enedebitor i 2009.
I forbindelse med at klagerens hus blev solgt med tab, blev der i 2013 oprettet et privatlån/tabslån på 490.000 kr. til klageren, der skulle afvikles over fem år.
I 2015 rettede klageren henvendelse til sparekassen med henblik på afvikling af gælden på pensionskreditten. Der var på daværende tidspunkt aftalt et kreditmaksimum på 500.000 kr. på kontoen. Sparekassen har fremlagt et uddrag af sin bevillingsindstilling, hvoraf fremgår:
”[Klageren] vil gerne have en afvikling på gælden - Både på pensionskreditten og privatlånet.
…
Der ansøges om forhøjelse af privatlån med t.kr. 520 til ialt t.kr. 870, provenu anvendes til indfrielse af pensionskredit t.kr. 500, samt budgetkredit t.kr. 40, Der er ikke tale om en udvidelse af engagementet, men en omlægning.”
Sparekassen har endvidere fremlagt et uddrag af sin bevilling af sammenlægning af lån og kreditter for klageren, hvoraf fremgår:
”Den lånefinansierede pension blev lavet da [klageren] havde 2 job og derfor en stor indtægt som han betalte topskat af. [angivelse af klagerens jobs].”
I september 2015 underskrev klageren et gældsbrev vedrørende et privatlån -841 på 854.000 kr. optaget i Jutlander Bank (nu Sparekassen Danmark). Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 10.300 kr. Renten var variabel og udgjorde på daværende tidspunkt 4,75 %. Låneprovenuet blev i december 2015 blandt andet anvendt til indfrielse af pensionskredit -481 med 492.451,56 kr. og privatlånet/tabslånet med 302.109,29 kr.
Privatlån -841 blev herefter afviklet regelmæssigt.
Den 31. december 2020 udgjorde klagerens kapitalpension 98.060,27 kr. og klagerens ratepension 948.053,34 kr.
Klageren overførte i 2021 sine pensionsordninger i sparekassen til et forsikringsselskab.
I august 2022 gjorde klageren over for sparekassen indsigelse mod rådgivningen i forbindelse med etableringen af pensionskreditten og den oparbejdede gæld på kreditten.
Sparekassen afviste, at den havde ydet mangelfuld rådgivning eller begået ansvarspådragende fejl i sagen. Sparekassen anførte endvidere, at forholdet under alle omstændigheder var forældet efter forældelseslovens regler.
Af en oversigt over sparekassens engagement med klageren af 17. april 2023 fremgår, at restgælden på privatlån -841 udgjorde 125.223,16 kr.
Parternes påstande
Den 15. april 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Danmark skal frafalde restgælden på privatlån -841.
Sparekassen Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at hans optagelse af pensionskreditten var en forudsætning for, at sparekassen ville forhøje byggelånet. Han følte sig derfor tvunget til at indgå aftalen om pensionsordningen.
Han kunne ikke undvære de penge, som hans arbejdsgiver indbetalte på pensionsordningen. Ordningen indebar, at han fik et lån, hvor han hver måned fik udbetalt det beløb af sparekassen, der svarede til det beløb efter skat, som hans arbejdsgiver indbetalte på pensionsordningen. Det var ca. 8.300 kr. pr. måned.
Han fik oplyst, at fordelen ved pensionsaftalen var, at han undgik at betale topskat. Han fik endvidere oplyst, at ordningen ikke ville forringe hans økonomiske situation, og at ordningen var en ”evighedsmaskine”.
På trods af dette stoppede en ny regering ordningen. Han kontaktede sparekassen og spurgte, hvordan de nu skulle få ordningen neutraliseret med særlig fokus på den akkumulerede gæld. Han fik oplyst, at sparekassen ikke kunne gøre for, at regeringen stoppede ordningen.
Han fik ikke præcis og fyldestgørende rådgivning om pensionsaftalen. Han var under hårdt personligt pres. Det var ikke god rådgivning at skulle låne til en pensionsopsparing med den oplysning, at det var en evighedsmaskine. Han stolede blindt på sparekassen. Han stod som den tabende part uden tilbud om hjælp fra sparekassen.
Sparekassen havde en særlig økonomisk interesse i at få pensionsaftalen på plads. Han fik ikke oplysning herom, inden pensionsaftalen blev indgået. Han havde ikke interesse i at få en pensionsaftale. Han var alene optaget af at få forhøjet byggelånet.
Sparekassen påtog sig ikke en del af ansvaret for, at regeringen fjernede denne model for en pensionsaftale og dermed grundlaget for den pensionsaftale, han havde indgået med sparekassen.
Privat stod han på det tidspunkt i en skilsmisse. Over en periode på tre måske fire år havde han flere møder med sparekassen, der sagde, at pensionslånet skulle forhøjes, for at det kunne give plads til de påløbne renter.
Det faktum at lånet blev stående, uden der blev taget aktion på en afvikling, har med de påløbne renter udhulet den mikroskopiske fordel, der måske kunne være med pensionsordningen. Han havde ikke overblikket. Det forventede han, at sparekassen havde. Pludselig sagde sparekassen, at nu kunne den ikke forhøje lånet yderligere. Så stod han der. Hans tillid til Sparekassen forsvandt.
Sammenblandingen mellem en pensionsordning og et byggelån var en yderst kompliceret konstruktion for en lægmand. Det var umuligt for ham at gennemskue det. Hans accept af de mange aftaler var alene baseret på tillid til sparekassen
De indbetalte penge på pensionen blev investeret som led i ordningen. Pengene var låst. Efterhånden stod der et betydeligt beløb, der var investeret på forskellig vis af sparekassen. Det var sparekassen, der klarede alle forhold omkring investeringerne. Sparekassens indsats med investeringer udløste et årligt gebyr på 20.000 kr. Gebyret blev trukket direkte på ordningen.
Han valgte at flytte pensionsordningen over i et forsikringsselskab, hvor han i forvejen havde en arbejdsgiverpension. Forsikringsselskabet kunne garantere ham et højere afkast og administrere pensionsmidlerne for et årligt gebyr på 10.000 kr.
Han har med afdraget den 1. august 2022 betalt 80 månedlige afdrag på 10.300 kr. eller i alt 824.000 kr. på privatlånet. Det svarer i grove træk til gældens startbeløb.
Ved et brev af 3. august 2022 har sparekassen oplyst, at debitorrenten på privatlånet, der på daværende tidspunkt var 4,06 %, blev ændret til 4,58 %. Efter renteændringen er ydelsen 9.851,32 kr. pr. måned, og lånet er tilbagebetalt den 1. maj 2024. Han skal tjene 16.985 kr. om måneden for at betale afdragene. Han fylder 67 år den 1. august 2023, og med den låneaftale, der foreligger nu, har han ikke råd til at gå på pension.
Han kan ikke acceptere et nyt lån under klagesagen. Accepterer han et nyt lån, går han bare videre ad sparekassens spor. Han rejste sagen i august/september 2022, da han først på daværende tidspunkt havde fundet kræfter til at anfægte forløbet. Han er fortsat med afdragene på lånet siden med den forhåbning, at sparekassen vil tage sin del af ansvaret for en rådgivning omkring en pensionsaftale, der mildest talt kan kaldes dårlig. Restgælden skal derfor annulleres nu.
Sparekassen Danmark har anført, at den ikke har udøvet et urimeligt pres overfor klageren i forbindelse med aftaleindgåelsen vedrørende pensionskreditten. Klageren har ikke tidligere reklameret og har vedstået sig aftalen kontinuerligt siden indgåelsen, og aftalen er således gyldigt indgået.
Sparekassen har ikke ydet mangelfuld rådgivning eller begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med oprettelse af kreditter og lån.
Sparekassen har ikke i forbindelse med oprettelsen af pensionskreditten optrådt utilbørligt eller på anden måde ansvarspådragende, herunder ikke lagt et utilbørligt pres på klageren. Klageren har modtaget sædvanlig rådgivning om produktet. Hvis klageren fastholder påstanden om utilbørligt pres eller betingelser, skal han løfte bevisbyrden for et sådant pres. Der forligger intet bevis i sagen for denne påstand.
Klageren har ikke lidt tab som følge af sparekassens behandling af pensionskreditten. Der er indbetalt beløb på pensionsordninger, der langt overstiger kreditten og klageren har gennem hele forløbet kunnet indfri kreditten med pensionsmidlerne uden tab, også når afgiften medregnes.
Det nuværende privatlån er en sammenlægning af pensionskreditten og andre lån, og restgælden herpå giver ikke et retvisende billede af omkostningerne ved pensionskreditten og et eventuelt ansvar i denne forbindelse. Skulle det mod forventning antages, at sparekassen har pådraget sig et erstatningsansvar, at dette har medført tab, og at kravet ikke er forældet, vil dette tab være langt mindre end restgælden på lånet.
Der henvises vedrørende pensionskredit til Ankenævnets praksis i afgørelserne 291/1992, 87/1998, 243/1999, 241/2001, 60/2019, 18/2014.
Selv hvis det måtte antages, at sparekassen i 2003 havde pådraget sig et rådgivningsansvar, er krav forældet efter forældelseslovens regler.
Klageren har ikke gjort indsigelse mod kreditten, omlægningen til forbrugslån eller indbetaling på pensionsordningerne, ligesom sparekassen gentagne gange har drøftet med klageren, hvorvidt han ønskede kreditten indfriet med indbetalingerne på pensionsordningerne, hvilket blev afvist af klageren. Samtidig har klageren årligt modtaget kontoudtog og årsopgørelser og har derved haft mulighed for at gøre et eventuelt krav gældende.
Klageren har ved sin underskrift på pensionskreditten, manglende indsigelse i forbindelse hermed, underskrift på sammenlægning af lån og efterfølgende betaling af afdrag på forbrugslånet uden indsigelser klart accepteret kreditten og kan ikke på nuværende tidspunkt gøre indsigelser gældende.
Da forbrugslånet blev forhøjet i 2015, blev pensionskreditten indfriet. Indsigelser vedrørende den ophørte kredit er fremsat for sent.
Sparekassen er ikke forpligtet til at eftergive restgælden på forbrugslånet.
Sparekassen har under forløbet flere gange tilbudt klageren at nedsætte ydelsen på lånet, men dette har klageren ikke ønsket, idet løbetiden i så fald ville blive forlænget.
Sparekassen har senest i marts 2023 tilbudt at nedsætte renten på privatlånet, men klageren har trods flere opfordringer ikke underskrevet en ny aftale.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren indgik i 2004 en aftale om en pensionskredit -481 med Sparekassen Himmerland (nu Sparekassen Danmark) og samtidig oprettelse af en kapitalpension. Klageren havde ligeledes en ratepension, der var en arbejdsgiverordning, i sparekassen.
I september 2015 underskrev klageren et gældsbrev vedrørende et privatlån -841 på 854.000 kr. optaget i Jutlander Bank (nu Sparekassen Danmark). Låneprovenuet blev i december 2015 blandt andet anvendt til indfrielse af pensionskredit -481 med 492.451,56 kr. og et privatlån/tabslån med 302.109,29 kr.
Klageren har rejst krav om, at restgælden på privatlån -841, som pr. den 17. april 2023 udgjorde 125.223,16 kr., frafaldes, idet sparekassen pressede ham til at indgå pensionsordningen som en betingelse for at forhøje hans byggelån og oplyste, at han kunne undgå at betale topskat, og at der var tale om en ”evighedsmaskine”. Efterfølgende stoppede regeringen ordningen. Sparekassen påtog sig ikke en del af ansvaret for, at regeringen fjernede denne model for pensionsaftale og dermed grundlaget for den pensionsaftale, han havde indgået med sparekassen. Han stod herefter med en akkumuleret gæld på pensionskreditten, som han har afviklet på i mange år.
Sparekassen har oplyst, at den ikke er i besiddelse af materiale eller forklaringer, der kan understøtte klagerens påstand om, at den har presset ham til at optage en pensionskredit.
Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Efter forældelseslovens § 3, stk. 2, skal forældelsesfristen, hvis fordringshaveren er ubekendt med kravet, regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet.
Ankenævnet finder at klageren i hvert fald senest ved indfrielsen af pensionskreditten i december 2015 havde tilstrækkeligt kendskab til konsekvenserne af sparekassens rådgivning og afskaffelsen af pensionsordningen til at rejse et erstatningskrav mod sparekassen. Ankenævnet finder derfor, at klagerens eventuelle erstatningskrav mod sparekassen var forældet den 15. april 2023, hvor klageren indbragte sagen for Ankenævnet, jf. den treårige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1.
Allerede som følge heraf får klageren ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.