Afgørelse

Fjernsalgstransaktion. Indsigelse mod betaling for leje af bil i udlandet.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod en betaling på 1.274 USD svarende til 9.672,72 DKK, som blev gennemført på grundlag af betalingsmodtagers oplysning om kortnummeret på klagerens VisaDankort (fjernsalgstransaktion).

Sagens omstændigheder.

Under et ophold i Israel i perioden 7. februar - 5. marts 2002 lejede klageren en bil hos et biludlejningsselskab, S.

Ved afhentningen af bilen den 7. februar 2002 underskrev klageren en lejeaftale med S. I aftalen er et aftryk af kortnummeret på klagerens VisaDankort, som er tilknyttet klagerens konto hos indklagede. Af aftalen fremgår leje pr. dag på 49 USD og lufthavnsskat på 27 USD.

Ved afleveringen af bilen den 5. marts 2002 betalte klageren 95 USD for leje for en dag 49 USD, lufthavnsskat 27 USD, og benzin 19 USD. Betalingen skete ved klagerens underskrift på en Visanota.

Klageren har oplyst, at lejen af bilen skete som led i udførelsen af hans arbejde som ansat i en virksomhed. Billejen skulle betales af hans arbejdsgiver. Denne har en betalingsordning, som han ikke kender i detaljer. Nogle gange er det arbejdsgiverens kontaktmand i Israel, der ordner lejen og betaler, andre gange er det arbejdsgiveren, men han er aldrig indblandet i det.

Den 11. juli 2002 blev der trukket en betaling på klagerens konto på 1.274 US $ svarende til 9.672,72 kr. Betalingen skete til S på grundlag af en nota, der henviste til klagerens Visakortnummer og nummeret på lejekontrakten.

Den 18. juli underskrev klageren hos indklagede en indsigelsesblanket, hvor klageren gjorde indsigelse imod betalingen under henvisning til, at han aldrig havde foretaget det omhandlede køb. Indklagede krediterede samme dag de 9.672,72 kr. på klagerens konto og undersøgte herefter sagen via PBS.

Ved telefax skrivelse af 29. december 2002 til Visa International redegjorde S for forløbet således:

"Please note there was a mix up regarding this contract, the client rented a car from us as from 07/02/02 till 05/03/02 total of 27 days.

We were requested by [S] Germany to accept this reservation.

Attached please find the signed rental agreement by the client accepting the rate of 49 $ per day.

Upon return of the car the client stated that he had paid for 26 days rental, and so our staff trusted him and charged him omly for 1 day and the extras $ 95.

It took us a few month before we could get an answer, if the client paid for his rental or not to [S]. We were advised by [S] i Germany to charge the client for the rental, because it was not pre-paid.

We charged the client as follows $ 49.00 per day X 27 days = $ 1323.00

Airport fee $ 27.00, missing Fuel in the tank $ 19.00= 1369.00

The client was charged $ 95.00. Difference charged was $ 1274.00

If the client claim's that he has prepaid, please request him to forward us the receipt and I shall refund him immediately.

I hereby request you to please credit our account for the rental.

Please go through the 7 paragraphs of the contract.

My staff at the Airport trusted the client, I should not be punished for not receiving the sum due to us."

Under henvisning til korrespondancen med S gendebiterede indklagede den 9. januar 2003 de 9.672,72 kr. på klagerens konto.

Parternes påstande.

Den 17. januar 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale de 9.672,72 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at betalingen til S er uberettiget, idet denne er sket uden hans underskrift eller accept. Indklagede har ikke dokumenteret, at han har givet tilladelse til, at der hæves 9.672,72 kr. på hans konto.

Såfremt S mener at have et krav mod ham, bør S kontakte ham i stedet for bare at trække pengene.

Betalingen er gennemført i strid med forbrugerombudsmandens retningslinjer vedrørende fjernsalg mv. i betalingssystemer med betalingskort.

Den foreliggende dokumentation er utilstrækkelig som grundlag for en anmodning fra ham til arbejdsgiveren om at refundere beløbet.

Indklagede har anført, at sagen er blevet undersøgt af PBS, som har afvist klagerens indsigelse.

Ved debiteringen på 9.672,72 kr. er klageren kommet til at betale for hele lejen af udlejningsbilen i Israel i februar/marts 2002 og ikke kun den ene dags ekstra leje på 95 USD, som han erkender at skulle betale og også at have betalt med Visakortet.

Klageren har afvist at undersøge, om arbejdsgiveren har betalt et lignende beløb eller måske forskelsbeløbet, som det åbenbart har været meningen skulle faktureres direkte til arbejdsgiveren. Klageren har heller ikke ønsket, at indklagede skulle undersøge spørgsmålet via arbejdsgiverens regnskabsafdeling.

En anden mulighed for klageren er at få refunderet forskelsbeløbet direkte hos arbejdsgiveren, der efter det oplyste har været indstillet på at betale for billejen, men klageren har ikke villet komme til sin arbejdsgiver med en gammel regning.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

I forbindelse med indgåelsen af lejeaftalen oplyste klageren kortnummeret på sit VisaDankort til S, og det må lægges til grund, at S samtidig blev bemyndiget til at trække betalingen for billejen på klagerens VisaDankort.

Ved aflevering af bilen den 5. marts 2002 betalte klageren leje for en dag samt benzin og lufthavnsskat, i alt 95 USD, idet det var forudsat, at klagerens arbejdsgiver skulle betale for de resterende 26 dages leje på i alt 1.274 USD.

Ifølge kontrakten hæfter klageren over for S for hele betalingen på 1.369 USD vedrørende billejen, og S var i henhold til bemyndigelsen i kontrakten berettiget til at trække betalingen på klagerens VisaDankort. Det findes ikke godtgjort, at 1.274 USD af kontraktsbeløbet blev betalt af klagerens arbejdsgiver, og Ankenævnet finder derfor, at gennemførelsen af betalingen over for klageren var berettiget. Det bemærkes herved, at S har erklæret sig indstillet på at refundere de 1.274 USD mod dokumentation for, at beløbet er betalt af arbejdsgiveren.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.