Spørgsmål om formueretlig tvist.
| Sagsnummer: | 195/2005 |
| Dato: | 07-09-2006 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Inkasso - rentens størrelse
Formalitetsafgørelse - ankenævnets kompetence |
| Ledetekst: | Spørgsmål om formueretlig tvist. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod indklagedes krav i henhold til klagerens engagement, som i slutningen af 1980-erne overgik til inkasso.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 27. oktober 1986 ydede indklagede klageren et erhvervslån (kontonummer -002) på 380.000 kr. til finansiering af klagerens aktieindskud i en nystartet virksomhed, S, hvor klageren var hovedaktionær. Lånets rente var variabel for tiden 12 % pr. år.
Ved kreditaftale af samme dato ydede indklagede klageren en kredit (kontonummer -265) med et maksimum på 65.000 kr. Renten var variabel for tiden 12 % pr. år. For bevilget og ubevilget overtræk var rentesatsen henholdsvis 14 % og 16 % pr. år.
Af såvel gældsbrevet som kreditaftalen fremgår bl.a.:
"…
For denne aftale gælder iøvrigt bankens lånebetingelser, som jeg har modtaget og gennemgået. Derudover gælder bankens forretningsbetingelser, som jeg ligeledes har gjort mig bekendt med.
..."
Af indklagedes dagældende forretningsbetingelser fremgår bl.a.:
"…
2. | Udover de i pkt. 1 nævnte ydelser er banken berettiget til at kræve betalt af kunden: |
… | |
- en af banken fastsat overtræksrente, -provision eller morarente, såfremt en konto kommer i overtræk eller i restance eller udnyttes i strid med indgående aftaler med banken, | |
… | |
Oplysning om de nævnte gebyrer og satser gives efter anmodning fra kunden. | |
…" |
Ved gældsbrev af 8. december 1986 ydede Direktoratet for Egnsudvikling et lån på 500.000 kr. til S. Ved garantierklæring af samme dato påtog indklagede sig selvskyldnerkaution for lånet.
Ved erklæring af 23. december 1986 påtog S sig at holde indklagede skadesløs for ethvert beløb, som indklagede måtte komme til at udrede som følge af garantien. Af erklæringen fremgår i øvrigt bl.a.:
"…
Såfremt banken må indfri garantien, betales bankens højeste udlånsrente incl. provision fra indfrielsesdagen."
Ved sikkerhedsstillelsesdokument af 23. januar 1987 påtog klageren sig selvskyldnerkaution til sikkerhed for enhver forpligtelse, som S "har eller måtte få" over for indklagede.
Ved kreditaftale af 1. juni 1987 ydede indklagede S en kredit (kontonummer -644) med et maksimum på 350.000 kr. Rentesatsen på kreditten var variabel 10 % pr. år. Endvidere beregnedes 2 % provision pr. år af maksimum. For bevilget og ubevilget overtræk var rentesatsen henholdsvis 14 % og 18 % pr. år.
I september 1987 indgav S konkursbegæring.
Den 12. januar 1988 betalte indklagede 522.083,33 kr. i henhold til garantien over for Direktoratet for Egnsudvikling. Beløbet blev hævet på S's kredit (-644), som herefter havde en negativ saldo på 622.463,71 kr. Ved indfrielsen fik indklagede transport i gældsbrevet på 500.000 kr.
Den 19. august 1988 afskrev indklagede følgende beløb som tabt på lånet og kreditterne:
Klagerens lån -002 93.642,98 kr.Klagerens kredit -265 109.676,47 kr.S's kredit -644 620.951,59 kr. I alt 824.271,04 kr.
De afskrevne beløb vedrørende kreditterne svarede til den aktuelle saldo på de pågældende konti. Gælden på lånet var nedskrevet med 271.048,45 kr., som indklagede anså for dækket ved håndpant i et ejerpantebrev på 270.000 kr. med pant i klagerens ejendom.
Indklagede har oplyst, at der ved videresalg af ejendommen blev opnået et provenu på ca. 250.000 kr.
Ved skrivelse af 30. marts 1989 anmodede indklagede klageren om at rette henvendelse med henblik på afvikling af den samlede gæld, som blev opgjort til 843.557,84 kr. med tillæg af renter fra den 31. december 1987.
Ved skrivelse af 30. april 1989 meddelte klageren, at han ikke mente at skylde indklagede noget beløb. Klageren anførte bl.a., at indklagede havde fået "overdraget en virksomhed, der var yderst funktionsdygtig og ikke ribbet for værdier", og hans liebhaverejendom, "som var vores livsværk", samt alt, hvad han havde, der kunne omsættes til kontante værdier. Indklagede kunne have fået sit tilgodehavende dækket, hvis virksomheden og ejendommen ikke var blevet "foræret væk", og indklagede "fra engagementets start var indgået som en sober samarbejdspartner".
Ved skrivelse af 8. maj 1989 fastholdt indklagede sit krav.
Den 3. juli 1989 blev konkursboet afsluttet uden dækning til simple kreditorer.
Ved skrivelse af 3. januar 1990 afsluttede indklagedes inkassoadvokat en fogedsag mod klageren som for tiden uerholdelig.
I årene 1992-1996 rettede indklagede jævnligt henvendelse til klageren om mellemværendet.
I 1999 blev sagen genoptaget af indklagede, som pr. den 26. april 1999 opgjorde sit samlede krav til 1.571.483,79 kr. Opgørelsen var baseret på de pr. den 19. august 1988 afskrevne beløb på i alt 824.271,04 kr. med tillæg af advokatomkostninger på 4.150 kr. og med tillæg af renter i fem år, 13 % pr. år med kvartårlig rentetilskrivning.
I 2001 og 2003 forsøgte indklagede på ny at inddrive tilgodehavendet.
Under en fogedsag den 19. august 2004, som på begæring af indklagede blev foretaget for 50.540 kr., fik indklagede med forbehold af tredjemands bedre ret udlæg i klagerens bil.
Pr. den 6. januar 2005 opgjorde indklagede sit krav til 2.090.533,67 kr., svarende til 824.271,04 kr. med tillæg af renter i fem år, 19 % pr. år med kvartårlig rentetilskrivning, samt advokatomkostninger på 5.040 kr.
Indklagede har oplyst, at misligholdelsesrenten i 1999 var 13 %. I 2000 blev misligholdelsesrenten ændret til satsen mellem bevilget og ubevilget overtræk ud fra en betragtning om, at misligholdelsesrente ikke burde være lavere end renten for bevilget overtræk.
Under en fogedsag mod klageren den 25. maj 2005, som på begæring af indklagede blev foretaget for 243.466,73 kr., fik indklagede med forbehold af tredjemands bedre ret udlæg i en andelsbolig. Sagen blev fremmet trods klagerens indsigelser mod kravet. Af fogedrettens kendelse fremgår bl.a.:
"… [Klageren] forklarede, at han ikke kan anerkende gældens størrelse. Han har tidligere drevet et aktieselskab der gik konkurs, men han ved ikke hvad aktiverne blev solgt for i forbindelse med konkursen. Han kan derfor ikke anerkende gældens størrelse.
Fogedretten bemærkede, at aktiver solgt i konkursboet ikke har indflydelse på [klagerens] private gæld, og derfor ikke en indsigelse der kan medføre at sagen udsættes.
[Klageren] mente ikke, at han var i besiddelse af dokumenter, der kan sandsynliggøre, at gælden ikke er opgjort korrekt.
Der blev afsagt
Kendelse
[Klageren] har ikke sandsynliggjort, at opgørelse af gælden ikke er korrekt, hvorfor
bestemmes:
Sagen fremmes."
I juni 2005 blev der mellem klageren, indklagede og et andet pengeinstitut indgået en aftale om fordelingen af provenuet af andelsboligen. Af aftalen fremgår bl.a.:
"…
I forhold til tilgodehavendet for [indklagede], der senest er opgjort til kr. 2.090.533,67, tages der dog forbehold for senere at indbringe størrelsen for Pengeinstitutankenævnet. Hvis der på baggrund heraf afsiges kendelse, der fastslår et andet beløb, forudsættes det, at der mellem bankerne sker regulering, såfremt en af parterne begærer dette.
…"
Indklagede har oplyst, at man i henhold til aftalen har modtaget 140.882,52 kr., som er blevet anvendt til dækning af renter på konto nummer -644.
Den 11. juli 2005 indbragte klageren sagen for Ankenævnet med følgende påstand:
" 1) Dokumentation for opgørelsen af hovedstolen for de krav, der gøres gældende, herunder med angivelse af opgørelse for realisation af sikkerheder, samt 2), dokumentation for berettigelsen af de renter, der gøres gældende."
Indklagede nedlagde påstand om afvisning med den begrundelse, at klagerens påstand ikke vedrørte en konkret formueretlig tvist og derfor ikke hørte under Ankenævnets kompetenceområde.
Den 28. november 2005 afsagde Ankenævnet følgende kendelse i sagen:
"…
Ankenævnet finder, at klagen vedrører en formueretlig tvist, idet den omfatter den beløbsmæssige opgørelse af indklagedes tilgodehavende. Indklagedes afvisningspåstand med denne begrundelse tages derfor ikke til følge.
Sagen udsættes til behandling i realiteten, i første omgang på et indlæg herom fra indklagedes side.
Som følge af det anførte
b e s t e m m e s :
Indklagedes afvisningspåstand tages ikke til følge, og sagen udsættes til behandling i realiteten, i første omgang på et indlæg herom fra indklagedes side."
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede skal frafalde eller nedsætte kravet.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagedes krav ikke er tilstrækkeligt dokumenteret.
Det fremgår ikke af posteringsoversigterne, hvad de enkelte posteringer angår, ligesom der ikke er fremlagt dokumentation for indklagedes realisation af den stillede sikkerhed i form af pant i hans ejendom.
Indklagede bør i hvert fald frafalde sit krav på overtræksrenter.
I de almindelige forretningsbetingelser har indklagede taget et generelt forbehold om overtræksrenter. Han er imidlertid ikke blevet gjort bekendt med størrelsen af denne rente, hverken ved engagementets etablering eller senere. Indklagede har heller ikke gennem opslag eller på anden måde løbende oplyst om misligholdelsesrenten. Det fremgik heller ikke af skrivelserne fra indklagedes inkassoafdeling, hvorledes gælden udviklede sig.
Lånet på 380.000 kr. og kassekreditten på 65.000 kr. blev ydet som personlige lån. Kautionen og sikkerhedsstillelsen er også af privat karakter eller i hvert fald at sidestille hermed. Ankenævnet bør derfor kunne behandle sagen.
I henhold til almindelige processuelle principper bør indklagede være afskåret fra at nedlægge påstand om afvisning med en ny begrundelse.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren i forhold til det omhandlede engagement må anses for erhvervsdrivende, og at sagen dermed falder uden for Ankenævnets kompetence.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren hæfter for engagementet i henhold til de fremlagte låneaftaler og sikkerhedsstillelsesdokumenter.
Beløbene på henholdsvis 109.676,47 kr., 93.642,98 kr. og 620.951,59 kr., som blev afskrevet som tab den 19. august 1988 fremgår af posteringsoversigterne. Hvad de enkelte posteringer nærmere dækker over, er sagen uvedkommende. Eventuelle indsigelser mod de enkelte posteringer burde have været fremsat i rimelig tid efter modtagelse af kontoudtog.
I forbindelse med S' konkurs blev der ingen dækning til simple kreditorer, og ved videresalget af klagerens ejendom blev der ikke opnået fuld dækning for ejerpantebrevet på 270.000 kr., idet der alene blev opnået et provenu på ca. 250.000 kr. Det resterende tab på ca. 20.000 kr. er ikke blevet afkrævet klageren. Man ligger ikke inde med dokumenter vedrørende tvangsauktionen.
Det fremgår af de almindelige forretningsbetingelser, at man er berettiget til at beregne sig misligholdelsesrente i tilfælde som det foreliggende, hvor der ikke betales ved forfald. Misligholdelsesrenten beregnes ud fra indklagedes almindelige rentesats for bevilget overtræk (i øjeblikket 17 %) med et tillæg på 2 %. Til sammenligning er rentesatsen for ubevilget overtræk for tiden 22,5 %.
De renter, der blev tilskrevet i 1999 er nu forældede. Ved opgørelsen af kravet, er det rentesatsen for de seneste 5 år, der er gældende. Misligholdelsesrentesatsen er variabel. Af praktiske årsager har man anvendt den aktuelle misligholdelsesrentesats på 19 % ved opgørelsen af de fem års renter. Rentesatsen er den laveste sats i løbet af de sidste fem år.
Klageren har ved sin underskrift på låne- og sikkerhedsstillelsesdokumenterne bekræftet sit kendskab til de almindelige forretningsbetingelser.
Misligholdelsesrentesatsen oplyses på forlangende og ved opslag i den enkelte afdeling.
De afskrevne beløb indeholder ikke renter, der nu er forældede. Indbetalingerne på lånet blev forlods anvendt til dækning af påløbne renter. På kreditterne blev renterne tilskrevet hovedstolen og dermed underlagt samme forældelse som denne - i dette tilfælde 20 år.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet bemærker, at indklagede efter den særskilte behandling af afvisningsspørgsmålet nu fastholder denne påstand på grundlag af nye anbringender.
Klagen vedrører indklagedes krav mod klageren efter dennes ophør af en erhvervsmæssig virksomhed, og Ankenævnet finder derfor fortsat ikke, at klagen bør afvises som erhvervsmæssig.
Ankenævnet finder heller ikke, at sagen bør afvises på baggrund af fogedretssagen den 25. maj 2005. Det bemærkes herved, at denne sag tilsyneladende var begrænset til erhvervslånet på oprindeligt 380.000 kr., at klageren i forbindelse med de efterfølgende forhandlinger om fordelingen af provenuet af andelen tog forbehold om at indbringe kravets størrelse for Ankenævnet, og at dokumenterne til brug for klagerens stillingtagen til kravet først blev fremlagt af indklagede i forbindelse med nærværende klagesag.
Ifølge de fremlagte dokumenter hæftede klageren for den samlede gæld på 824.271,04 kr., som indklagede afskrev som tab den 19. august 1988. Ifølge de fremlagte posteringsoversigter indeholder beløbet ikke renter, der nu er forældede. For så vidt angår lånet bemærkes, at dette i forbindelse med afskrivningen blev nedskrevet med værdien af pantet, hvorved de senest påløbne renter på henholdsvis 3.971,86 kr. og 3.998,54 kr. blev dækket. For så vidt angår kreditterne bemærkes, at rentetilskrivninger, som sker efter seneste indbetaling, er omfattet af den 5-årige forældelse i forældelsesloven af 1908, når kredittens maksimum er overskredet. I den konkrete sag, hvor kreditternes maksimum var overskredet, skete afskrivningerne imidlertid ifølge posteringsoversigterne i forlængelse af indbetalinger, der dækkede påløbne renter.
Bortset fra beløbet på 140.882,52 kr. som ifølge indklagede er modtaget i forbindelse med salget af andelen, er der ikke foretaget indbetalinger på engagementet, og det findes ikke godtgjort, at indklagede ved sin håndtering af engagementet, herunder i forbindelse med realisation af sikkerheder, har begået ansvarspådragende fejl, der kan begrunde et eventuelt modkrav.
To medlemmer - John Mosegaard og Ole Jørgensen - der ifølge vedtægternes § 13, stk. 1 er tillagt to stemmer - udtaler:
Vi finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte indklagedes krav om misligholdelsesrente på 19 % pr. år.
To medlemmer - Hans Daugaard og Lotte Aakjær Jensen - udtaler:
Efter indklagedes oplysning i 1999 om, at misligholdelsesrenten er 13 % finder vi, at klageren berettiget kunne forvente, at indklagede ikke ville ændre sine beregningsprincipper for misligholdelsesrenten til ugunst for klageren. Vi stemmer derfor for, at indklagede ikke nu tillægger misligholdelsesrente ud over 13 %.
Som følge af det anførte og efter stemmeflertallet
Indklagedes afvisningspåstand tages ikke til følge, og sagen udsættes til behandling i realiteten, i første omgang på et indlæg herom fra indklagedes side.