Afviklingsordning. Tilskrivning af renter. Restgældens størrelse. Opgørelse af erhvervsmæssigt engagement. Afvisning.
| Sagsnummer: | 222/1996 |
| Dato: | 06-12-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Leif Nielsen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Inkasso - rentens størrelse
|
| Ledetekst: | Afviklingsordning. Tilskrivning af renter. Restgældens størrelse. Opgørelse af erhvervsmæssigt engagement. Afvisning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 10. april 1991 ophævede klageren samlivet med sin ægtefælle, med hvem hun drev en vognmandsforretning gennem et anpartsselskab. Efter samlivsophævelsen deltog klageren ikke længere i virksomhedens drift.
Anpartsselskabet havde en driftskredit hos indklagede, som klageren og ægtefællen havde kautioneret for.
Ved kreditkontrakt underskrevet af klageren den 28. august 1991 ydede indklagede klageren en kassekredit på 75.000 kr., der var løbende "ind til videre" men skulle genforhandles senest den 1. oktober 1992. Rentesatsen på kreditten var p.t. 14,5% p.a. og provisionssatsen p.t. 2% p.a. Af indklagedes almindelige bestemmelser for lån og kreditter, hvortil der henvistes i kreditkontrakten, og hvoraf klageren fik udleveret et eksemplar, fremgår bl.a:
"6. Overtræksrente (morarente) og øvrige ekstraomkostninger
Overholder De ikke betalingerne på lånet/kreditten eller overtrækkes kredittens maksimum, påløber en forhøjet rente af restancen eller overtrækket. Den forhøjede rente fastsættes af banken. Banken kan ligeledes kræve et gebyr for udsendelse af rykkerbreve, inkassoomkostninger og udgifter til juridisk bistand."
Klagerens engagement bestod herudover bl. a. af en gevinstopsparingskonto, på hvilken ægtefællen var medkontohaver.
Indklagede har oplyst, at der på grund af driftsmæssige problemer blev truffet beslutning om likvidation af selskabet i maj 1992, og at betalingsstandsning blev anmeldt i juni s.å. Likvidationen blev afsluttet i efteråret 1992 med en dividende på 82,46%. Indklagedes restfordring blev indfriet af klagerens tidligere ægtefælle.
Under klagesagen er der fremlagt en skylderkendelse dateret den 12. juni 1992, som bærer klagerens underskrift. Underskriften er ikke dateret, og klageren har oplyst, at erklæringen blev underskrevet i september 1992. Af erklæringen fremgår, at klagerens gæld til indklagede opgjort pr. 31. marts 1992 var 293.253,97 kr. Indklagede har oplyst, at 198.527,06 kr. udgjorde tilgodehavendet i selskabet, som klageren havde kautioneret for, mens 94.726,91 kr. svarede til trækket på klagerens personlige kassekredit. Af erklæringen fremgår, at gælden pr. 12. juni 1992 blev opgjort til 310.356,17 kr. I øvrigt fremgår bl.a.:
"Beløbet forrentes til skylden er fuldt ud indbetalt med 19,50% p.a.
Indbetalinger afskrives først på omkostninger og renter."
Indklagede har oplyst, at rentesatsen på 19,50 % p.a. var den for kreditten gældende overtræksrente.
Ved skrivelse af 18. december 1992 til indklagedes inkassoadvokat meddelte klagerens advokat, at klageren var i stand til at afvikle sin personlige kassekredit med 2.000 kr. pr. måned, og at klageren var indforstået med, at hendes andel af indeståendet på gevinstopsparingskontoen blev overført til hendes kassekredit.
Indklagedes advokat meddelte ved skrivelse af 5. januar 1993, at indklagede accepterede en afvikling af klagerens kassekredit med 2.000 kr. månedligt, og at indeståendet på gevinsopsparingskontoen ville blive anvendt til nedbringelse af klagerens og ægtefællens kautionsforpligtelse for selskabet.
Indeståendet på gevinstopsparingskontoen på 12.879,54 kr. blev den 22. januar 1993 overført til selskabets driftskonto.
Fra januar 1993 indbetalte klageren hver måned 2.000 kr. til indklagedes inkasssoadvokat.
I januar 1996 modtog klageren en kontooversigt pr. 31. december 1995 vedrørende kassekreditten, hvoraf fremgår, at restgælden var på 48.726,91 kr. eksklusiv renter og omkostninger.
På baggrund af klagerens henvendelse til indklagede vedrørende restgælden tilbød indklagede ved skrivelse af 8. maj 1996 at nedsætte rentesatsen fra 19,5% til 12,5% p.a. fra den 1. januar 1996 under forudsætning af, at afviklingsaftalen blev overholdt. Det blev samtidig meddelt, at sagen blev trukket tilbage fra inkassoadvokaten.
Ved skrivelse af 6. maj 1996 havde inkassoadvokaten afregnet sagen over for indklagede således:
"Jeg har pr. d.d. opgjort restgælden ifølge kreditkontrakt nr. .... -177 således:
| Saldo 10/5-1992 | 94.726,19 1.412,50 82.070,75 95.210,02 |
Ifølge aftale har jeg lagt til grund, at renten pr. 1. januar 1996 andrager 12,5% p.a. Jeg har endnu ikke registreret overførslen af afdrag for maj måned d.å. Dette vil blive eftersendt, såfremt det indbetales hertil."
Ved klageskema af 4. juni 1996 indbragte klageren sagen for Ankenævnet, idet hun nedlagde følgende påstand: "Jeg vil opnå en opklaring af vores tidligere kassekredit og en anstændig behandling af min private gæld."
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning for så vidt angår det erhvervsmæssige engagement, og har i øvrigt påstået frifindelse.
Klageren har anført, at hun umiddelbart efter samlivsophævelsen i april 1991 henvendte sig til indklagede, der meddelte, at hun ikke længere kunne hæve på selskabets konto, idet firmaet måtte betragtes som værende i betalingsstandsning. Indklagedes medarbejder forklarede, at ægtefællen heller ikke kunne hæve på kontoen uden accept fra revisor eller advokat, hvilket hun stolede på. Efterfølgende har hun konstateret, at ægtefællen fik adgang til at hæve på selskabets konto, og at han i samarbejde med indklagedes advokat tømte selskabet for aktiver. Hun og ægtefællen tegnede selskabet i forening, og ægtefællen var derfor ikke berettiget til at foretage sig noget uden hendes underskrift. Det var reelt hende, der havde forestået driften af virksomheden, som var sund og havde mange aktiver. Hun blev presset til at underskrive skylderklæringen, som hun anser for ugyldig. Indklagede har sammen med sin advokat ansvaret for, at hendes virksomhed blev afviklet med tab. Indklagede var ikke berettiget til at anvende hendes andel af indeståendet på gevinstopsparingskontoen til nedbringelse af selskabets gæld. Hun har afviklet den private kassekredit med 2.000 kr. månedligt og er derfor uforstående over for, at gælden ikke er nedbragt. Hun finder ikke, at indklagedes tilbud om nedsættelse er renten pr. 1. januar 1996 er tilstrækkeligt.
Indklagede har anført, at klagepunkterne vedrørende selskabets kassekredit vedrører likvidators udførelse af likvidatorhvervet, hvorfor denne del af klagen bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægters § 2, idet der ikke er tale om en klage over et dansk pengeinstitut. Det bemærkes, at inkassoadvokaten fratrådte som advokat for selskabet i februar 1992. For så vidt angår gevinstopsparingskontoen, har indklagede anført, at man var berettiget til at modregne indeståendet i det forfaldne tilgodehavende i henhold til klagerens kaution over for selskabet. Kontooversigten pr. 31. december 1995 vedrørende klagerens personlige kassekredit viser saldoen i 1992 med fradrag af acontoindbetalinger fra inkassoadvokaten. Det fremgår, at der ikke er medtaget skyldige renter og omkostningsbeløb, hvorfor det anførte beløb på 48.726,91 kr. ikke svarede til klagerens reelle hæftelse på det pågældende tidspunkt. Det fremgår af advokatens opgørelse af 6. maj 1996, at der siden 10. maj 1992 er påløbet renter og omkostninger på i alt 82.554,58 kr., og at klageren i samme periode har indbetalt 82.070,75 kr., hvorfor der endnu ikke er sket nedbringelse af den oprindelige gæld.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har som medejer af det anpartsselskab, som drev vognmandsforretningen, påtaget sig kaution for selskabets gæld. Den del af klagen, som angår afviklingen af erhvervsvirksomhedens engagement og klagerens hæftelse for dette, vedrører et erhvervsmæssigt kundeforhold og falder derfor uden for Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3. Ankenævnet tager derfor heller ikke stilling til berettigelsen af den modregning, som indklagede foretog i klagerens andel af indeståendet på gevinstopsparingskontoen.
Indklagedes krav om, at gælden hidrørende fra klagerens personlige kassekredit skulle forrentes med overtræksrente, jfr. skylderklæringen dateret 12. juni 1992, findes at have fornøden hjemmel i pkt. 6 i indklagedes almindelige bestemmelser om lån og kreditter. Ved årsskiftet 1992/93 blev der imidlertid indgået en afviklingsaftale, som må betragtes som rimelig også set fra indklagedes synsvinkel, idet klageren påtog sig at afvikle gælden ved betaling af 2.000 kr. om måneden. Ankenævnet finder, at indklagede vel var berettiget til at fastholde overtræksrenten også efter afviklingsaftalens indgåelse med henblik på at konstatere, om klageren havde evne og vilje til at overholde aftalen, men at forudsætningerne for indklagedes ret til at beregne sig overtræksrente bortfaldt efter en relativt begrænset periode, skønsmæssigt senest den 1. juli 1993.
Ankenævnet finder herefter, at klagerens gæld i perioden fra den 1. juli 1993 til den 31. december 1995 alene kan kræves forrentet med den for kassekreditten til enhver tid gældende rente- og provisionssats, og at indklagede bør foretage en korrektion af renteberegningen og restgælden i overensstemmelse hermed. Ved denne korrektion skal der tages hensyn til klagerens løbende indbetalinger til indklagedes advokat, hvilket tilsyneladende ikke er sket i advokatens renteberegning.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger korrigere rentetilskrivningen på klagerens gæld som foran anført og nedsætte restgælden i overenstemmelse hermed. De øvrige klagepunkter kan Ankenævnet ikke behandle. Klagegebyret tilbagebetales klageren.