Indsigelse vedrørende fordeling af gæld, herunder pant, i forbindelse med bodeling.
| Sagsnummer: | 97/2016 |
| Dato: | 07-09-2016 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Michael Reved, George Wenning, Morten Bruun Pedersen, Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Udlån - bodeling, samlivsophævelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse vedrørende fordeling af gæld, herunder pant, i forbindelse med bodeling. |
| Indklagede: | Nordea Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører indsigelse mod opdeling af gæld, herunder pant, i forbindelse med bodeling.
Sagens omstændigheder
Klageren og klagerens tidligere ægtefælle, M, var kunder i Nordea, hvor de havde et fælles billån, et fælles forbrugslån og en fælles grundkonto med tilknyttede betalingsaftaler.
Klageren og M optog forbrugslånet på 57.171,21 kr. den 25. februar 2011. Forbrugslånet blev forhøjet den 21. maj 2013 med 28.469,39 kr. til 82.743,40 kr. Klageren og M hæftede solidarisk for lånet. Lånet skulle afdrages med 1.270 kr. hver måned.
I forbindelse med forhøjelsen af forbrugslånet fik banken sikkerhed i M’s motorcykel. Denne pantsatte han til banken den 22. maj 2013 for et beløb på 80.000 kr.
Motorcyklen var indregistreret i M’s navn. Af pantebrevet, som er underskrevet af M, fremgår bl.a., at
”….. Pantsætningen skal tjene til sikkerhed for opfyldelse af, hvad jeg til enhver tid af hvilken som helst årsag bliver banken skyldig.
Pantsætningen tjener til sikkerhed for både nuværende og fremtidige forpligtelser over for banken …..”
I august 2013 modtog banken meddelelse om, at klageren og M var gået fra hinanden. Fra den 1. januar 2014 betalte hverken klageren eller M af på lånene, og i juli måned 2014 var der drøftelser mellem parterne om en løsning af sagen, idet klageren og M ønskede en opdeling af lånene. Udfaldet af drøftelserne blev, at der den 21. juli 2014 blev indgået en aftale mellem banken, klageren og M om, at deres fælles gæld blev opdelt med halvdelen til hver.
Den fælles gæld udgjorde pr. den 21. juli 2013 i alt 146.083,80, hvilket ved en opdeling af gælden med halvdelen til klageren og halvdelen til M svarede til en individuel gæld til banken på 73.041,90 kr.
Banken har oplyst, at M har underskrevet en aftale med banken om opdelingen og afvikling af gælden. Banken har fortsat sikkerhed i motorcyklen. Klageren fik efter aftale udsættelse med tiltrædelsen af en aftale med banken, indtil hun havde fundet ud af, hvor meget hun kunne afdrage månedligt på gælden. Efterfølgende oplyste klageren, hvad hun kunne afdrage, men nægtede ifølge banken at underskrive aftalen. Banken opsagde den 13. maj 2015 klagerens engagement i banken på grund af manglende betaling og overdrog sagen til inkasso.
Klageren har oplyst, at hun var bekendt med, at motorcyklen blev stillet som sikkerhed for låneforhøjelsen. Hun havde ikke mulighed for at afdrage på gælden i forbindelse med skilsmissen, da hun er på kontanthjælp. Hun foreslog banken, at de realiserede den stillede sikkerhed for derved at nedbringe gælden, og hun havde på et tidspunkt en køber til motorcyklen, som ville betale 80.000 kr., men banken ignorerede hende og valgte i stedet for at opdele gælden ligeligt mellem hende og M og lod M beholde hele den stillede sikkerhed.
Hun kunne ikke godkende opdelingen af lånet på den måde, som banken gjorde det i juli 2014 og har derfor aldrig indgået nogen aftale med banken om opdeling og afvikling af gæld hverken mundtligt eller skriftligt.
Parternes påstande
Den 7. marts 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal nedskrive hendes gæld til banken med 40.000 kr. svarende til halvdelen af værdien af motorcyklen, som var stillet til sikkerhed for et lån i banken.
Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun og M havde fælles økonomi, og at hun opfatter motorcyklen som fælleseje.
Banken valgte at opdele den fælles gæld med halvdelen til klageren og halvdelen til M, og samtidig gav banken hele den stillede sikkerhed til M. Dermed favoriserede banken M. Banken kunne ikke reservere pantet udelukkende til sikkerhed for M’s gæld uden samtidig at nedskrive hendes gæld med halvdelen af værdien af pantet.
Hvis banken fastholder, at pantet udelukkende tjener til sikkerhed for M’s gæld og ikke også klagerens, skulle banken have sikret sig ved tilkendegivelse af dette over for hende i umiddelbar forbindelse med etablering af pantet, hvilket ikke skete.
Nordea Bankhar anført, at banken alene har sikkerhed i motorcyklen for et beløb på 80.000 kr. til opfyldelse af, hvad M til enhver tid og af hvilken som helst årsag måtte blive banken skyldig.
Sikkerheden og værdien af sikkerheden omfatter dermed ikke klagers mellemværende med banken og kan ikke indregnes i og nedskrive klagers gæld.
Klageren kan ikke ved optagelsen og ej heller ved opdelingen af lånene i banken have haft en berettiget forventning om, at værdien af sikkerheden skulle nedskrive klagerens mellemværende med banken.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren og M optog et fælles lån, som blev forhøjet den 21. maj 2013. Klageren og M hæftede solidarisk for lånet.
Banken fik pant i den af M ejede motorcykel for et beløb på 80.000 kr. til opfyldelse af, hvad M til enhver tid og af hvilken som helst årsag måtte blive banken skyldig.
Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at der den 21. juli 2014 i forbindelse med klagerens og M’s separation blev indgået en aftale mellem klageren, M og banken om en opdeling af parrets fælles gæld til banken med halvdelen til hver, og at der ikke blev taget stilling til M’s pant.
De nærmere omstændigheder vedrørende bankens rådgivning om gældsopdelingen, herunder om pantet stillet af M, er ikke belyst. Imidlertid er klagerens hæftelse efter opdelingen af gælden stort set uændret, idet hendes hæftelse før samlivsophævelsen og opdeling af gælden var på 146.083,80 kr. med en pantesikkerhed på 80.000 kr. og nu er på 73.041,90 uden pantesikkerhed.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.