Afgørelse

Indsigelse imod krav i henhold til kaution og pantsætning til sikkerhed for samlevers erhvervsengagement. Alskyldserklæring.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod indklagedes krav i henhold til klagerens pantsætning og kaution til sikkerhed for sin tidligere samlevers erhvervsengagement.

Sagens omstændigheder.

Ved henholdsvis låne- og kreditaftale af 1. juni 2001 ydede indklagede et lån på 200.000 kr. og en kredit på 200.000 kr. til finansiering af klagerens daværende samlevers, S', erhvervsvirksomhed, en mindre entreprenørvirksomhed.

Klageren underskrev samme dato en håndpantsætningserklæring, hvorefter indklagede fik håndpant i et ejerpantebrev på 300.000 kr. med pant i klagerens faste ejendom til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som hun eller S "nu har eller senere måtte få" over for indklagede i henhold til "ethvert mellemværende", og en kautionserklæring, hvorefter klageren påtog sig ubegrænset selvskyldnerkaution for opfyldelse af S' forpligtelser over for indklagede.

Ved skrivelse af 14. august 2002 meddelte klageren via sin advokat, at hun og S havde ophævet samlivet, og at hun ønskede at sælge ejendommen. Det blev samtidig præciseret, at klageren ikke ønskede at hæfte for yderligere kredit til S.

Indklagede har oplyst, at der i forbindelse med et salg af S' biler indgik et ekstraordinært beløb til nedbringelse af den samlede gæld. I henhold til transport i arv, der tilgik S, blev lånet ekstraordinært nedbragt med ca. 69.000 kr.

I januar 2003 rykkede indklagede S for inddækning af overtræk på engagementet. Klageren modtog kopi af rykkerskrivelserne.

Ved skrivelse af 5. februar 2003 opsagde indklagede engagementet med S.

Ved skrivelse af 6. februar 2003 gjorde indklagede kautionen gældende over for klageren. Den samlede gæld blev opgjort til 350.210 kr. med tillæg af renter fra den 1. januar 2003.

Ved skrivelse af 17. februar 2003 anmodede klageren via sin advokat indklagede om at udlægge 5 - 10.000 kr., som skulle anvendes til undersøgelse af en eventuel forureningsskade på klagerens ejendom.

Ved skrivelse af 14. marts 2003 meddelte indklagede via sin advokat, at man var indstillet på at udlægge de 5 - 10.000 kr. til forureningsundersøgelsen på betingelse af, at indklagede fik indflydelse på valget af ejendomsmægler.

Der fremkom efterfølgende et salgstilbud på 1.065.000 kr. på ejendommen

Ved skrivelse af 28. april 2003 meddelte indklagede via sin advokat, at man ikke kunne acceptere salgstilbuddet, og at man ikke var indstillet på at udlægge de 5-10.000 kr. til forureningsundersøgelsen, idet salgsprisen i forhold til en oprindeligt vurderet salgspris var nedsat væsentligt. Indklagede var efter omstændighederne indstillet på at acceptere en salgspris på minimum 1.100.000 kr.

Ved skrivelse af 29. april 2003 meddelte klageren via sin advokat, at klageren og køber havde accepteret en salgspris 1.100.000 kr.

Ved gennemførelsen af handlen modtog indklagede et provenu på 68.705,22 kr., som den 20. august 2003 blev krediteret på kreditten.

Gælden blev pr. den 20. august 2003 opgjort til 323.189,45 kr.

Parternes påstande.

Den 26. september 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kautionen og at tilbagebetale allerede indbetalte beløb.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at der forud for etableringen af engagementet blev afholdt et møde på hendes ejendom, der udgjorde hendes og S' fælles bopæl. Hun var på barsel med sit yngste barn og havde ikke mulighed for koncentreret at følge gennemgangen af papirerne. Det blev udtrykkeligt præciseret, at hun ikke skulle have noget med virksomheden at gøre, idet hendes to børn var små, og da hun skulle starte på en ny arbejdsplads. Efter mødet afslog indklagede at etablere engagementet, men indklagede blev senere overtalt af S.

Efterfølgende blev hun opsøgt på sin nye arbejdsplads, hvor S og indklagedes medarbejder anmodede hende om at underskrive nogle dokumenter. Der var en trykket stemning, og hun var pinligt berørt ved situationen. Hun var under stort pres, idet S, der havde et betydeligt alkoholforbrug, terroriserede hende og børnene. Hun var bange for repressalier, hvis hun ikke gjorde, som S ønskede. Hun blev ikke informeret om konsekvenserne ved at kautionere. Først på et langt senere tidspunkt blev hun klar over, at hun havde kautioneret uden begrænsning for S' kassekredit.

Driften af virksomheden gik dårligt. S havde ikke styr på økonomien, og når hun forsøgte at hjælpe, forværredes situationen mellem dem. Indklagede accepterede, at S købte nye biler, selv om det var klart, at virksomheden haltede. Indklagedes medarbejder kontaktede hende jævnligt pr. telefon. Hun fik besked om, at hun endelig måtte beholde sit arbejde, da dette gav en god fast indkomst. Medarbejderen anmodede hende om at undlade at omtale henvendelserne over for S.

Det bestrides, at hun forestod det regnskabsmæssige vedrørende virksomheden. I nogle få måneder i foråret 2002 forlangte virksomhedens revisor, at der kom mere styr på bilagene, hvilket hun hjalp S med. Hun havde ellers intet med virksomheden at gøre.

Under et møde i sommeren 2002 meddelte indklagede, at man ikke ville "være med mere", og at S fik en frist til november 2002 til at finde et andet pengeinstitut. Hun ophævede samlivet med S og var nødsaget til at flytte i sommerhus, idet S ikke ville fraflytte ejendommen.

På et tidspunkt meddelte indklagede, at man ønskede at overføre 18.000 kr. fra hendes private opsparing til S' kassekredit. Hun så sig derfor nødsaget til at flytte sine konti til et andet pengeinstitut.

På grund af S' adfærd måtte hun tage ophold på et krisecenter. I samme periode tømte S ejendommen for alt af værdi og efterlod denne forurenet med olie fra oliefyret.

Indklagede spændte ben for arbejdet med salget af ejendommen. Indklagede afviste således valget af ejendomsmægler og de købstilbud, der fremkom. Indklagede ville ikke være behjælpelig med at få undersøgt olieforureningens omfang, og hun måtte selv tage yderligere lån for at få gennemført undersøgelsen.

Indklagede bør som følge af mangelfuld rådgivning og uanstændig handlemåde i forbindelse med stiftelsen af kautionen og pantsætningen frafalde sit krav og tilbageføre hendes indbetalinger. Som følge af indklagedes handlemåde har hun og børnene mistet hus og hjem. Indklagede har ved at "kuppe" hende til at hæfte for S' engagement alene tilgodeset egne interesser. Indklagede troede ikke reelt på S' muligheder for at få succes med sin virksomhed.

Indklagede har anført, at der under mødet på klagerens og S' bopæl blev foretaget en gennemgang af privatøkonomien og i store træk indgået aftale om engagementet. Det blev oplyst, at det var en forudsætning for engagementet, at dette blev sikret blev ved pant i klagerens ejendom og med kaution fra klagerens side. Klageren blev i overensstemmelse med fast praksis rådgivet om konsekvensen ved kaution og herunder, at hun som kautionist ville hæfte på lige fod med S. En bedsteforælder, som var på besøg, tog sig af børnene. Det er muligt, at klageren et par gange forlod stuen, men det er sikkert, at kautionsforpligtelsen ikke blev gennemgået og diskuteret uden hendes tilstedeværelse.

Kort tid efter mødet henvendte S sig med anmodning om at få udbetalt penge til indkøb af driftsmateriel. Da låne- og sikkerhedsdokumenterne endnu ikke var blevet underskrevet, arrangerede S et møde med klageren på dennes arbejdsplads. Mødet foregik i afslappet stemning. Klageren fik forelagt kreditaftalen og lånedokumentet, og hun underskrev håndpantsætnings- og kautionserklæring uden at udtrykke betænkelighed herved. Dokumenterne svarede til det, der var blevet aftalt på mødet. Det fremgår tydeligt, at der var tale om en ubegrænset kautionsforpligtelse.

Det var naturligt, at klageren jævnligt blev kontaktet af medarbejderen. Klageren havde et indgående kendskab til økonomien i virksomheden, idet hun varetog bogføringen og havde adgang til virksomhedens web-bank. Det bestrides, at det skulle være blevet nævnt, at klageren ikke måtte fortælle S om opringningerne.

Det var berettiget at modsætte sig et salg af ejendommen til en pris, der lå væsentligt under ejendomsmæglervurderingen. Det var også berettiget at stille visse betingelser for at udlægge beløbet til forureningsundersøgelsen.

Klageren har på intet tidspunkt været uvidende om, at hun kautionerede for hele engagementet. Ved det indledende møde fik klageren en uddybende beskrivelse af, hvad begrebet kaution generelt dækker over, samt hvad det konkret betød for hende. Der er således handlet i overensstemmelse med god skik for finansiel virksomhed. Den uheldige udvikling i forholdet mellem klageren og S kan ikke lægges indklagede til last.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at klageren ikke har godtgjort omstændigheder i forbindelse med stiftelsen af kautionen og pantsætningen eller efterfølgende forhold, der kan medføre, at hun ikke er bundet af de påtagne forpligtelser.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.