Ved gældsbrev af 20. august 1986 ydede indklagedes Hillerød afdeling klagerne et lån på 151.185 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.250 kr., første gang den 1. oktober 1986. Det var endvidere i lånedokumentet anført:
"Gælden forrentes fra afregningsdagen med den af [indklagede] til enhver tid fastsatte rente og provision, for tiden 13% p.a. i rente, som tilskrives kvartalsvis bagud."
I de medfølgende almindelige lånebetingelser for blankolån, pkt. 2, var anført:
"[Indklagede] forbeholder sig ret til ved nedsættelse eller forhøjelse af renten at ændre ydelsen tilsvarende."
Af låneprovenuet anvendtes 130.000 kr. til køb af en bil, medens 12.600 kr. blev overført til indfrielse af et eksisterende forbrugslån. Indklagede har oplyst, at lånet blev etableret som et forbrugslån, idet betingelserne for at yde lånet som et billån ikke var opfyldt på grund af den manglende udbetaling i forbindelse med bilkøbet. Klagerne blev bevilget ydelsesbortfald for ydelserne pr. 1. december 1988, 1. april, 1. maj og 1. juni 1990.
Indklagede har oplyst, at renten på forbrugslån generelt og specifikt for klagernes lån har bevæget sig således:
Generel rentesats: Rentesats for klagerens lån:
Ultimo 86 13% Ultimo 86 13%
Ultimo 87 14,5% Ultimo 87 14,25%
Ultimo 88 15,25% Ultimo 88 15,25%
Ultimo 89 18% Ultimo 89 18,25%
Ultimo 90 17,25% Ultimo 90 17,25%
Ultimo 91 18% Ultimo 91 17,75%
Ultimo 92 18,25% Ultimo 92 18%
Den 18. februar 1993 rettede klagerne henvendelse til afdelingen med anmodning om nedsættelse af rentesatsen. Den 22. februar 1993 meddelte afdelingen klagerne, at man var indstillet på at nedsætte renten på lånet under forudsætning af, at afdelingen fra klagerne modtog materiale til udarbejdelse af en økonomiberegning, og at afdelingen fandt resultatet heraf tilfredsstillende.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte renten til en ikke nærmere angivet rentesats og tilbagebetale for meget indbetalt rente.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at renteforhøjelsen og indklagedes undladelse af samtidig at forhøje ydelsen har bevirket, at lånets løbetid er steget fra de oprindeligt aftalte 10 år til 20 år. Indklagede har på intet tidspunkt oplyst, at rentestigningerne ville bevirke en sådan forlængelse af løbetiden, ligesom indklagede i forbindelse med, at man fremsatte et tilbud om ydelsesbortfald, undlod at oplyse klagerne om konsekvensen heraf for så vidt angik den deraf følgende forlængelse af løbetiden.
Indklagede har anført, at renten på lånet har fulgt den generelle udvikling for lån af tilsvarende art, bortset fra mindre afvigelser, som overvejende har været i klagernes favør. Der er ved lånets etablering aftalt en variabel rente, og det stigende renteniveau sammenholdt med en uændret ydelse har bevirket, at lånets løbetid er forlænget. Det fremgår af de almindelige lånebetingelser, at indklagede forbeholder sig ret til at regulere ydelsen i tilfælde af renteændringer, men der består ingen pligt hertil. Renteudviklingen har bortset fra 1989 og 1990 været anført i årsopgørelserne, og det måtte stå klart for klagerne, at en forhøjelse af renten uden en ydelsesregulering indebærer en forlængelse af lånets løbetid. Det samme gælder, når man som i dette tilfælde udsætter betalingen med en eller flere ydelser.
Ankenævnets bemærkninger:
Det lægges til grund, at renteændringerne vedrørende klagernes lån er foretaget i forbindelse med generelle renteændringer af lån for tilsvarende type, og at renteændringerne på klagernes lån har fulgt den generelle udvikling for lån af tilsvarende art, bortset fra mindre afvigelser, som overvejende har været i klagernes favør. Klagerne må have påregnet, at lånets løbetid ville blive forlænget som følge af højere rente og udsættelse med betaling af ydelser. Som følge heraf finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagernes påstand til følge, hvorfor